Navas: Zidane gav mig selvtillid
Real Madrids til tider udskældte målmand, Keylor Navas, er en af de spillere, som har nydt godt af Zidanes støtte og opbakning i de svære tider. Derfor kommer costaricaneren selvsagt til at savne sin nu tidligere træner.
”Zidane gav mig selvtillid. Han stolede altid på mig, hvilket er meget vigtigt i et træner-spiller forhold. Jeg beundrer hvordan han altid var en utrolig gennemsigtig person. En træner som sagde tingene til spillerne ligeud, ligegyldigt hvad det omhandlede. Han var med mig, både i gode og dårlige stunder,” fortæller Navas, inden han uddyber:
”Han støttede mig altid, gav mig gode råd og var altid smilende. Det tror jeg virkelig er noget, som hjælper dig til at udvikle dig som spiller. Nu må vi bare huske på de gode stunder vi har haft med ham.”
Navas fortalte desuden, at det havde været et stort privilegie at arbejde sammen med store trænere i Real Madrid som Ancelotti, Benítez og Zidane.
”Du lærer forskellige ting af forskellige trænere. Vi har lært at arbejde sammen som en gruppe. Det hjælper fodboldspillere til at gå ud på banen og give alt for hinanden,” afslutter den tredobbelte Champions League-vinder.
