Real Madrid forbereder sig på 'Plan Raúl'
Planen med Raúl er, som den var med Zidane: Opnå erfaring på Valdebebas, afvent det rette tidspunkt og overtag bænken på Bernabéu.
Real Madrid har den næste Zidane i baghånden. Ikke som en direkte erstatning til den kommende sæson, men som en kandidat der på sigt kan følge i franskmandens fodspor. Og kandidaten er ingen ringere end Rául González Blanco, som i torsdags modtog sin trænerlicens i kategorien UEFA B og A, hvilket akkrediterer ham til at være træner.
Planen er ifølge AS.com, at Real Madrid nu vil forberede Raúl så godt som muligt til at overtage Bernabéu-bænken, ved at opnå erfaring i La Fábrica og afvent det rette øjeblik. Nøjagtigt som Zidane gjorde det, om end franskmandens tiltrædelse blev fremskyndet ved Benítez’ prompte fyring.
Trods manglende erfaring på den helt store scene, kan Raúl gå hen og blive succesfuld som Zidane blev det. De begge besidder uvurderlige egenskaber, som end ikke Ancelotti eller Mourinho kunne prale af. Ligesom Zidane, er også Raúl stærkt følelsesmæssigt forbundet med klubben – ikke kun med dens historie og fansene, men vigtigst af alt også med Pérez. Derudover vil Raúls egen karriere som spiller per automatik indgyde respekt i omklædningsrummet, hvor flere af hans tidligere holdkammerater vil være tilstede, heriblandt Sergio Ramos, Marcelo og Cristiano Ronaldo.
Det afgørende bliver dog, hvad Raúl selv vil. Sidste juni udtalte han i et interview med Panenka: ”Jeg vil gerne være træner, men jeg har endnu ikke følt det”. I de seneste måneder har han dog taget et afgørende skridt mod trænergerningerne, da han i en periode opholdt sig hos Tottenham, for at færdiggøre et praktisk-teoretisk forløb i træneruddannelsen.
Den sympatiske eks-kaptajn mangler blot et sidste kursus, UEFA pro, som vil give adgang til at træne alle hold på højeste niveau – også Real Madrid.
