Spillerindkøb via I-deal Football
Det er vældig populært at købe varer over internettet og nu har det også spredt sig til transfermarkedet, hvor man kan orientere sig om spillere og søge informationer, inden man går i forhandlinger med klubber og spillere.
Programmet hedder I-deal Football og er udviklet af den tidligere mellemhander, Carlo Cavalleri, og Real Madrid skal ifølge spanske AS være en af de 300 klubber, som har investeret 1400 € i programmet, som giver klubberne oplysninger om spillerne i form af alder, position og salgspris mv.
Carlo Cavalleri siger følgende om ideen til programmet:
- Projektet blev født i en flyvemaskine. Jeg skulle fra London til Italien. På to dag var jeg med seks fly for at lukke en aftale om en spiller, hvilket aldrig blev til noget. Jeg spurgte mig selv, hvordan det var muligt for en agent ikke at bruge computeren, når alle andre gør brug af den, når det er muligt.
Tanken bag programmet er, at det skal indeholde oplysninger om alle klubber i den bedste og næstbedste række i alle lande, som er indskrevet i UEFA og her skal man kunne finde oplysninger om alle spillere, hvor de indtastede oplysninger er forbeholdt klubberne. Det vil sige, at agenter ikke har adgang til at skrive i programmet, men kun adgang til at give tilladelse til, at deres spillere ligger i databasen.
Klubberne kan så bede om et dossier om de spillere, som de finder interessante og ifølge Carlo Cavalleri er der positive tilbagemeldinger på programmet og han betoner, at det ofte er billigere for klubberne at søge i programmet selv, frem for at skulle gennem diverse mellemhandlere, som ofte tager sig godt betalt i disse handler.
I-deal Football fungerer altså således som den første kontakt mellem parterne, men efterfølgende er det naturligvis en sag mellem de implicerede klubber og agenter om at nå til enighed om en handel. Programmet er stadig i sin spæde start og det er naturligvis svært at forestille sig, at klubber som Real Madrid og Paris SG har oplysninger liggende om spillere som Gareth Bale, Cristiano Ronaldo og Neymar, men man vurderer at programmet med tiden kan komme til at revolutionere markedet.
