Juventus genoptager interessen i Kovacic
Der er stor interesse i Kovacic fra flere af de store europæiske topklubber.
Real Madrid afviste, på foranledning af Zinedine Zidane, i sommerens transfervindue anno 2017 et stort bud på 75 millioner euro fra Juventus på Mateo Kovacic. Men med Zidanes opsigelse i Real Madrid er italienerne efter sigende klar på at genoptage interessen i den talentfulde kroatiske midtbanespiller, der også har en fortid i italiensk fodbold, hvor han spillede for Inter.
Den spanske sportsavis AS' kilder mener at vide, at Kovacic er klar på at hive teltpælene op og skifte arbejdsgiver, såfremt udsigterne til regelmæssig spilletid forbliver dystre.
AS skriver yderligere, at Kovacic' endelige beslutning afhænger af, hvem Real Madrids nye træner bliver og hvilke planer denne har med midtbanespilleren i den kommende sæson - Kovacic ser angiveligt sig selv som en spiller, der er dygtig nok til fast spilletid.
Det er denne situation Juventus efter sigende afventer. For hvor Zidane var stor beundrer af Kovacic, er det nødvendigvis ikke ensbetydende med, at Real Madrids kommende træner deler samme beundring som franskmanden, hvorfor et salg potentielt set godt kan komme på tale.
