Vinicius jr. store dilemma: Flamengo kan kun registrere spillere frem til d. 15. august
Real Madrid eller Flamengo? Vinicius jr. står over for en svær beslutning om sin fremtid.
Vinicius jr. spillede i går sin sidste kamp som Flamengo-spiller foran hjemmepublikummet på Maracanã. Det var en følelsesladet sidste kamp for den bare 17-årige angriber, der forklarede sine tårer efter 2-0 sejren over Paraná på følgende vis:
- Jeg er glad og trist på samme tid. Det er denne klub (Flamengo, red.), der altid har hjulpet mig, fik mig væk fra tilværelsen i São Gonçalo, gav mig et bedre liv og tog hånd om mig. Jeg kan slet ikke takke de folk nok, der har hjulpet mig efter mit skifte til Flamengo, siger Vinicius jr. ifølge den spanske sportsavis Marca og tilføjer:
Men der er stadig en lille dør på klem i Flamengo for Vinicius jr. Således har brasilianeren frem til d. 15. august (den sidste dag, hvor brasilianske klubber kan registrere udenlandske spillere, red.) muligheden for at blive lejet ud til den klub, han nærer så mange positive følelser for. Carlos Noval, Flamengos direktør, ser gerne sin brasilianske guldfugl blive i klubben, men brasilianeren forklarer selv, at det er Real Madrid, der i sidste ende vælger, hvad der skal ske med angriberen denne sommer:
- Carlos Noval har flere gange bedt mig om at blive, men det afhænger ikke af mig. Det er ikke mig, der står med beslutningen. Flamengo forsøger at få mig til at blive, men det er vanskeligt. Mine repræsentanter og Real Madrid kommer til at afgøre, hvad der er bedst for mig. Jeg ønsker bare at nyde øjeblikket, som er et af de lykkeligste i mit liv, siger det brasilianske vidunderbarn.
Den brasilianske journalist, Mauro Cezar, erfarer, at der er en mundtlig aftale på plads mellem Real Madrid og Flamengo om, at Vinicius jr. ikke kan blive lejet ud til en anden europæisk klub, hvorfor valget står mellem Real Madrid og Flamengo, men skal man tro angriberens ord, er det altså Real Madrids skuldre brasilianerens fremtid hviler på.
