Også Barcelona har "stjålet" spansk landstræner
Real Madrid og Julen Lopetegui er blevet gjort til skydeskive for kritik efter offentliggørelsen af parternes kommende samarbejde og den chance lader man naturligvis ikke gå fra sig i Catalonien, hvor man altid står klar til at råbe højest, når det handler om at kritisere hovedstadsklubben.
Hvad man dog ofte glemmer i den østlige provins er, at de to klubber som regel ikke har noget at lade hinanden høre og det gælder såmænd også i denne sag.
For Barcelona har nemlig prøvet præcis det samme, nemlig at offentliggøre kontrakten med Spaniens landstræner 3 dage før en stor slutrunde.
I 1980 bekendtgjorde man ansættelsen af Ladislao Kubala som ny Barcelona-træner, mens man var i fuld gang med at forberede sig til EM i Italien og ved den lejlighed valgte de catalanske aviser endda at rydde forsiderne med store roser om valget.
Ladislao Kubala fik dengang lov til at færdiggøre arbejdet med det spanske landshold, som dog røg ud allerede i gruppespillet.
