Lopetegui: i Madrid lærte jeg om loyalitet
”Om det havde været det samme, hvis det havde været et andet hold end Madrid? Det er et godt spørgsmål,” svarede Lopetegui med reference til den overdimensionerede dramatik, som på kritisabel vis har fulgt ham, siden aftalen med Real Madrid blev offentliggjort.
Kort efter Julen Lopeteguis officielle præsentation på Estadio Santiago Bernabéu, kunne den fremmødte presse stille spørgsmål. Madridista.dk bringer hér de vigtigste uddrag.
”Jeg er stolt af landsholdsspillerne, og jeg er sikker på at det fortsætter sådan. Sergio Ramos har endnu en mulighed for at agere kaptajn, og det vil han gøre igen. Det største er at vinde VM med Spanien, og med Real Madrid er det at vinde Champions League, La Liga og alle andre titler.”
Der blev selvfølgelig også spurgt ind til postyret, som uheldigvis har præget ansættelsen. Til det sagde Lopetegui følgende:
”Vi er overbeviste om, at det vi har gjort, har været gjort på en fuldstændig ærlig og klar måde. Ja, jeg ville have ændret Rubiales’ reaktion, men det kan jeg ikke. Det havde glædet mig, hvis Rubiales havde håndteret tingene anderledes. Loyalitet er at fortælle sandheden. Den første til at få det at vide, var ham (Rubiales, red.) Jeg fortalte det for at være ærlig med alle, og spillerne forstod mig fuldstændigt. Jeg tror ikke, vi behøver at give mange flere detaljer. Det eneste vi ville var, at være oprigtige når der er noget. Jeg ved, at jeg er en loyal person, og det lærte jeg i Real Madrid”.
