Cristiano Ronaldos magtdemonstration ændrer ikke Real Madrids holdning
Cristiano Ronaldo satte i fredags en tyk streg under, at han er verdens ubetinget bedste fodboldspiller.
Med 3 mål sikrede han Portugal uafgjort mod Spanien og dermed stemplede han sig for alvor ind i VM-turneringen fra start.
Den flotte start med Portugal får dog ikke Real Madrid til at ændre opfattelse af deres kontraktudspil til Cristiano Ronaldo og man fastholder altså, at det er klubben, som fastsætter betingelserne for en ny kontrakt og ikke spilleren.
Real Madrid står fast på, at Cristiano Ronaldo har kontrakt til 2021 og at en interesseret klub skal betale frikøbs-klausulen på 1000 millioner €, men det er naturligvis et beløb, som vil falde drastisk, såfremt portugiseren officielt melder ud, at han vil væk.
Så vidt er der naturligvis ikke nogen, der regner med at det kommer og forventningen er da også, at parterne når til enighed og Cristiano Ronaldo dermed fortsætter i den klub, som bedst kan hjælpe ham med at beholde positionen som verdens bedste spiller.
