Brandkamp af Navas ikke nok - Costa Rica ude af VM

Navas og co. har med dagens nederlag mod Brasilien udspillet sin rolle ved VM i Rusland.

Costa Rica har kun æren at spille for i den sidste kamp i gruppespillet mod Schweiz på onsdag. Det står klart efter costaricaneren faldt sammen i tillægstiden mod Brasilien i dagens tidlige VM-kamp i Gruppe E og tabte 2-0. Dermed kan Navas og co. ikke nå at avancere til ottendedelsfinalerne, da de allerede er dårligere indbyrdes med Serbien, som de tabte til i den første kamp i gruppespillet.

Real Madrids costaricanske målmand, Keylor Navas, gjorde ellers et ihærdigt forsøg på at holde liv i Costa Ricas spinkle håb om at avancere fra gruppespillet i dagens kamp mod Brasilien. Navas havde således hele syv redninger på 22 forsøg fra brasilianerne, hvor ti af disse var kategoriseret indenfor rammen ifølge det velansete statistik-site whoscored.com og var da også med afstand sit holds bedste spiller. 

Brasilien, anført af en særdeles veloplagt Neymar, VAR allerede tæt på at kunne bringe sig i front på et i første omgang forkert dømt straffespark i det 78. minut begået på Neymar - Kuipers endte dog med at omstøde sin første indskydelse, efter han havde genset hændelsen på video.

Dette tændte imidlertid mere op under de brasilianske spillere, hvor de sidste ti minutter af kampen var et decideret stormløb mod Costa Ricas mål. Og i tillægstiden lykkedes det så den målfarlige brasilianske duo Neymar og Coutinho at prikke hul på bylden og passere Keylor Navas to gange, hvorfor Brasilien nu er i en gunstig position i forhold til at nappe førstepladsen i puljen.

Real Madrid-duoen Marcelo og Casemiro var ikke særlig iøjnefaldende kampen igennem, men Real Madrids brasilianske venstreback var alligevel indblandet i flere offensive fremstød, ligesom Casemiro passede sine defensive pligter med fire vundne tacklinger og fire vunde hovedstødsdueller mod et costaricansk hold, der heller ikke havde meget at byde på offensivt.

Seneste artikler...