Morten Olsen: Christian Eriksen er klar til at tage springet til Real Madrid

Morten Olsen mener, at Eriksen er klar til Real Madrid. 

Den forhenværende danske landstræner, Morten Olsen, er ikke et sekund i tvivl om, at Christian Eriksen er klar til at tage det sidste skridt op ad karrierestigen med et skifte til spansk fodbold, hvor såvel Real Madrid som Barcelona flere gange har vist interesse i den danske Tottenham-spiller.

- Han er allerede en topspiller og jeg mener bestemt, han er klar til at spille for en klub som Real Madrid.... eller Barcelona, siger Morten Olsen ifølge goal.com

Han tilskriver Eriksens store personlige succes offensivspillerens kloge valg i karrieren, der har bragt ham stille og roligt frem på den internationale scene.

- Han tog det rigtige valg, da han skiftede til Tottenham, hvor han har udviklet sig meget. Han spiller langt bedre på det danske landshold end tidligere, da han bliver matchet med nogle af verdens bedste spillere hver søndag (i Premier League, red.), siger Olsen og roser samtidig Eriksens attitude:

- Han er et fantastisk og ambitiøst menneske, der er villig til at lære af sine fejl.

Eriksen er hottere end nogensinde i de spanske aviser, der har haft travlt med at bringe historier med danskeren op til sommerens transfervindue og med et godt VM i bagagen, er det ikke utænkeligt, at Pérez vælger at hive den store tegnebog frem for at lokke danskeren til den spanske hovedstad.

Seneste artikler...