Frankrig og Kroatien videre som gruppevindere

Modric vs. Eriksen er en kendsgerning efter dagens resultater i Gruppe C og D.

Varane, Modric og Kovacic fulgte i dag i fodsporene på den spanske klike og Cristiano Ronaldo, da det franske og kroatiske landshold avancerede ottendedelsfinalerne som sikre gruppevindere i henholdsvis Gruppe C og Gruppe D.

Varane og co. spillede 0-0 i sidste gruppekamp mod Danmark, hvor Hareides tropper leverede en flot defensiv indsats mod et idéfattigt fransk hold på dagen. Didier Deschamps havde valgt at se bort fra profiler som Pogba, Lloris og Mbappé (blev senere skiftet ind, red.) til dagens kamp, velvidende at man allerede var videre til ottendedelsfinalerne, hvorfor kampens udfald mod Danmark ikke havde den store betydning.

Det er måske lidt en fortalelse at sige, at dagens kamp mellem Danmark og Frankrig ikke havde nogen større betydning. Således betyder Frankrigs førsteplads i Gruppe C, at Varane skal krydse klinger med Messi i stedet for Mandzukic i franskmændenes ottendedelsfinale mod Argentina og der er immervæk en verden til forskel på de to offensivspilleres individuelle kvalitet, om end Kroatien har vist sig at være et bedre hold i denne slutrunde.

Kroatien, med såvel Modric som Kovacic på banen fra kampens start mod Island, hev en ganske komfortabel 2-1 sejr i land og sluttede derfor på førstepladsen i Gruppe D med maksimumpoint, hvilket betyder, at kroaterne bliver parret med Danmark i sin ottendedelsfinale. Modric spillede 65 minutter i dagens sidste gruppekamp mod Island og Kovacic fik 81 minutters fodbold i benene.

Dermed har Real Madrid allerede ti spillere med videre til knockoutfasen i årets VM-slutrunde, et antal der kan stige til 13, når morgendagens kampe er færdigspillet, såfremt Tyskland og Brasilien klarer skærene mod henholdsvis Sydkorea og Serbien. 

Seneste artikler...