Hvordan det lykkedes at hente Rodrygo


En kommende Real Madrid-stjerne? Foto: Marca.com

Det så længe ud til, at Barcelona skulle vinde kampen om det 17-årige stortalent, Rodrygo Goes’, underskrift, men som bekendt endte den unge offensiv-spiller med at sætte sin underskrift på en kontrakt med Real Madrid. Det er der to årsager til.

Den første var naturligvis penge, da Real Madrid var villige til at lægge 45 millioner euro for stortalentet – flere end konkurrenterne ville give for ham. Den anden årsag skal findes, i det fremragende stykke arbejde Real Madrids talentspejder-afdeling har foretaget.

Real Madrids chef for talentspejdere, Juni Calafat, har for nyligt ansat Paulo Henrique Xavier som sin højre hånd i arbejdet med at opdage fremtidens store brasilianske stjerner, samt at overbevise dem om at skifte til Bernabeú. Rodrygos agent, Nick Arcuri, fremhæver deres arbejde som en væsentlig faktor for at skiftet blev en realitet:

”Juni Calafat gør det godt i Brasilien, virkelig godt. Han er meget troværdig, og Real Madrid er en meget respekteret klub i Brasilien takket være ham. Det handler ikke kun om, hvem der betaler mest, men også hvilket projekt man kan tilbyde. Handlen var meget afslappet og behagelig for alle parter,” fortæller agenten.

Juni Calafat og Paulo Henrique Xavier har blandt andet arbejdet med at styrke Real Madrids brand i Brasilien. Før i tiden var gadebilledet i det sydamerikanske land domineret af Barcelona-trøjer, men nu er der flere og flere hvide trøjer på gaderne. Det skyldes dels den store succes på banen de seneste år og dels Real Madrids øgede fokus på det brasilianske marked.

At have Casemiro og Marcelo i truppen samt den snarlige tilgang af Vinícius Júnior har hjulpet, når unge brasilianere skal vælge et europæisk hold at holde med, ligesom Cristiano Ronaldo menes at have en indflydelse på de unge spillere.

Derudover har man i Brasilien og Santos ikke glemt den omstridte transfer omhandlende salget af Neymar i 2013, hvor Santos mente at de blev snydt af Barcelona.

 

Seneste artikler...