Flot og vigtig udesejr til Real Madrid Castilla
Real Madrid Castilla er snublende nær oprykningsspillet til La Segunda efter en flot sejr på 1-2 ude over Dux Internacional, som inden runden lå nr. 2.
Den plads har Raúls tropper nu overtaget og med to runder igen, bestemmer man altså selv sin skæbne.
Efter en målløs første halvleg fik Real Madrid Castilla ellers en spand koldt vand i hovedet i anden halvlegs begyndelse, da Rabadán headede hjemmeholdet i front og dermed så det svært ud for udeholdet, men i Sergio Arribas har man en stjerne i svøb og den 20-årige kantspiller leverede en pragtpræstation på højrekanten, hvor han stort set gjorde som det passede ham.
Det beviste han blot fire minutter efter Dux´ føringsmål, da han efter en dribletur lagde bolden ind foran mål til en fremstormende Gelabert, som let kunne udligne.
Det lignede uafgjort, men seks minutter før tid blev Dux ramt af udvisningen Barral og det fik Raúl til at satse ved at sætte angriber Hugo Vallejo ind i stedet for forsvareren Pablo Ramón og Vallejo skulle blot bruge få sekunder til at udnytte endnu et flot indlæg fra Arribas til at heade sejren hjem til Real Madrid Castilla.
Der venter nu to svære kampe for Real Madrid Castilla. I den kommende weekend kommer Atlético Madrid B på besøg. De kæmper for at undgå nedrykningsspillet. Og i sidste runde venter en udekamp mod nr. 1, San Sebastián de los Reyes.
Real Madrid Castilla: Luis López, Miguel, Gila, Chust, Blanco, Dotor (Morante, 93’), César (Peter, 93’), Pablo Ramón (Hugo Vallejo, 88’), Santos, Latasa og Arribas.