Castilla afslutter kalenderåret i fin stil
I fredags slog Real Madrid Castilla gruppens bundprop – nemlig Valladolid B, med cifrene 4-1. Dermed afslutter Castilla altså et kalenderår værende inde i en fin stime, hvor man er ubesejrede i de seneste ni kampe. De hvidblusede producerede tilmed en flot præstation i årets sidste kamp, hvilket resulterede i, at man i overgangen fra 2017 til 2018 vil ligge på en syvendeplads ud af 20 hold i gruppen, og med 28 point fra 19 kampe.
Real Madrid kom flyvende fra kampens begyndelse, og advarede allerede modstanderne om deres gode form efter fem minutter, hvor Quezada havde en afslutning ved siden af målet. Efter den afbrænder, skulle det dog pludselig gå stærkt med at få konverteret afslutninger til mål, i første omgang i det 12. minut hvor Óscar scorede direkte på frispark fra en spids vinkel, om end målmandsspillet fra modstandernes keeper, Tanis, i bedste fald kunne betegnes som sløjt. Blot fire minutter senere kom de unge madrilenere i boldbesiddelse, og her kunne Seoane stå for afrundingen af et flot kontraangreb, og gøre stillingen til 2-0 på Di Stéfano. I de resterende omtrent 30 minutter af første halvleg, kom begge holds målmænd i spil, Tanis i forbindelse med et giftigt hug fra Feuillassier, og Belman på et hovedstød fra gæsterne kort inden pausen, hvilket blev Valladolid-reserveholdets største chance i halvlegen.
Castilla fortsatte med gode takter i anden halvleg, og dikterede kampen meget disciplineret, men alligevel lykkedes det gæsterne at reducere til 2-1 i det 64. minut, efter at Miguel kom på skudhold efter en kontra. Og der gik kun et minut efter dette mål, før Valladolid-manden Aparicio scorede, men denne gang i den forkerte ende, og gjorde det dermed til 3-1.
I det 84. minut kunne Castilla definitivt sikre sig alle pointene, da Cristo scorede på en ripost fra målmand Tanis, og satte et flot punktum på Castillas gode afslutning af året 2017.
Startopstillinger:
4 - Real Madrid Castilla: Belman, Álex, Reguilón, Javi Sánchez, León, Jaume, Feuillassier (Fidalgo, 59’), Seoane, Cristo (Arturo Molina, 87’), Óscar (Campuzano, 70’), Quezada.
1 - Real Valladolid B: Tanis, Raúl, Corral (Alvarado, 22’), Mario, Rubén (Becerra, 28’), Mari, Aparicio, Pérez, Miguel, Suárez, Samanes (Carrascal, 60’).
Mål:
1-0 (12. min.): Óscar.
2-0 (16. min.): Seoane.
2-1 (64. min.): Miguel.
3-1 (65. min.): Aparicio, (Selvmål)
4-1 (84. min.): Cristo.
