Liberto Navascués forlænger med Real Madrid efter stærk uge

Real Madrid har sikret sig endnu et af sine største ungdomstalenter for fremtiden. Den 19-årige venstreback Liberto Navascués har forlænget sin kontrakt med klubben frem til 2030 efter en uge, der understreger hans stigende betydning i klubben.

For blot få dage siden var Navascués med til at spille UEFA Youth League-holdet videre til Final Four, da spanierne eliminerede Sporting CP. Her kom han ind fra bænken og leverede en solid indsats over 45 minutter. Dagen efter blev hans udvikling belønnet med en ny kontrakt, der forlænger hans ophold i klubben med tre år i forhold til den tidligere aftale.

Navascués, internt kendt som “Liber”, repræsenterer prototypen på den moderne back. Han er venstrebenet, dynamisk og offensivt orienteret med evnen til både at skabe bredde og udfordre én-mod-én. Samtidig besidder han fleksibiliteten til at indgå længere fremme på banen som kantspiller, når kampbilledet kræver det. Kombinationen af fart, teknik og taktisk disciplin gør ham til en profil, klubben har haft store forventninger til siden hans ankomst fra Rayo Vallecano som 10-årig.

Den nuværende sæson har været den mest krævende i hans karriere hidtil. Formelt tilknyttet Juvenil A har Navascués opereret på tværs af tre niveauer: 17 kampe for Real Madrid C, fem optrædener for Castilla samt otte kampe i Youth League. Den konstante bevægelse mellem hold vidner om både hans alsidighed og den tillid, han nyder internt.

Bag udviklingen står blandt andre Álvaro Arbeloa , som har fulgt ham tæt gennem flere ungdomsår og fungeret som en central figur i hans rejse mod den forhåbentlige endedestination - førsteholdet i Real Madrid. Det er også Arbeloa, der i denne sæson gav ham chancen i Castilla og dermed accelererede hans vej mod førsteholdets periferi.

Navascués er en del af en talentfuld generation, hvor også navne som Thiago Pitarch begynder at markere sig. I Valdebebas er vurderingen klar: her er tale om en spiller med både niveau og potentiale til på sigt at tage skridtet op i klubbens øverste lag.

Uden for fodbolden viderefører han en stærk sportslig arv. Hans far, bokseren Pablo Navascués, kendt som “El Huracán”, blev to gange spansk mester i mellemvægt og var tæt på en VM-kamp i IBF-regi mod Sebastian Sylvester – en kamp, der dog aldrig blev realiseret. Sporten fylder dermed fortsat meget i familien, hvor disciplin og konkurrence ligger dybt forankret.

Log-på for at kommentere

Real Madrid Juvenil A klar til Final Four i Youth League

Real Madrid Juvenil A er klar til Final 4 efter en velfortjent sejr over Sporting Club de Portugal på 2-1 hjemme på Estadio Alfredo di Stéfano.

Álvaro López´ tropper lagde stærkt ud og kom frem til flere chancer og følte sig snydt for et straffespark begået mod Yáñez. I stedet kom Sporting foran med 0-1 kort før pausen, da Goncalves pludselig var alene igennem og udplacerede Voloshyn i målet.

Det fik dog ikke Real Madrid Juvenil A til at miste modet og man kom stærkt ud til anden halvleg, som man indledte med et skud på stolpen, inden Jacobo fra en spids vinkel udnyttede Carlos Diéz præcise aflevering til at udligne. Da var der spillet seks minutter af anden halvleg.

Presset fortsatte mod portugisernes mål og 12 minutter senere kunne Roberto så sende Real Madrid Juvenil A på sejrskurs med et langskud og endnu en gang var det med Carlos Diéz som oplægger.

Sporting Club de Portugal viste også farlighed i banens anden ende, hvor træværket et par gange måtte tage fra, men der blev ikke scoret mere i kampen og Real Madrid Juvenil A er dermed klar til et semifinale-opgør mod Paris SG, som slog Villarreal i deres kvartfinale.

Kampene i Final 4 finder sted i perioden fra. 17. til 20. april på Stade de la Tuiliére i Lausanne.

Real Madrid Juvenil A: Illia Voloshyn, Fortea, Mario Rivas (Liberto, 45’), Diego Aguado (Ariel, 67’), Lezcano, Cestero, Roberto (Diego, 67’), Carlos Díez (Viega, 74’), Yáñez, Alexis Ciria og Jacobo (Arnau, 85’).

Log-på for at kommentere

Real Madrid forlænger med målsluger: Barroso binder sig til 2030

Jaime Barroso hedder måske “Porteros” ("Målmænd" direkte oversat, red.) til mellemnavn – men hans speciale er at gøre livet surt for målmændene. Den unge angriber har scoret lige så mange mål i denne sæson, som han er år: 18. Han er topscorer for Real Madrid i Youth League med tre mål, og siden sin ankomst til klubbens akademi i 2022 har han nettet hele 99 gange.

Nu belønnes den imponerende udvikling: Real Madrid har forlænget kontrakten med den fysisk stærke angriber – kærligt kaldet “bøflen” – frem til 2030. Aftalen inkluderer en frikøbsklausul på 80 millioner euro, hvilket understreger klubbens store tro på talentet fra Valdebebas.

Fejrede forlængelsen med mål og assist

Barroso markerede sin nye aftale med en afgørende weekend. Han scorede i Real Madrid Juvenil As 6-0-sejr over La Cruz Villanovense, inden han dagen efter blev udtaget til Real Madrid C. Her leverede han en assist i sin første kamp under træner Víctor Cea. På to dage blev det til 65 minutter for Juvenil A og 11 minutter for Real Madrid C – med både mål og oplæg til følge.

Imponerende tal

Barroso står noteret for 18 mål i 33 kampe denne sæson – et snit på ét mål cirka hver 122. minut. I Youth League er han holdets topscorer, og samlet set er han blandt de mest scorende spillere i ungdomsafdelingen, kun overgået af anfører Carlos Díez.

Selv i Real Madrid C har han markeret sig, trods flere måneders fravær, med fem mål.

Tæt på 100 mål

Siden skiftet fra Rayo Vallecano i 2022 har Barroso været en konstant målmaskine. Han startede med 35 mål i sin første sæson og fulgte op med 27 i den næste. I sidste sæson blev han topscorer under Álvaro Arbeloa med 18 mål for Juvenil A.

Nu er han oppe på 99 mål i alt – og 100-målet lurer lige om hjørnet.

En ægte ‘9’er’

Barroso beskrives som en klassisk centerforward i en moderne fodboldverden fyldt med falske niere og kantspillere. Han er fysisk stærk, god til at holde på bolden og farlig i feltet – en komplet angriber med næse for mål.

Planen i klubben er, at han i den kommende sæson begynder at få spilletid for Castilla og fortsætter sin udvikling mod førsteholdet. For Barroso er målet klart: flere mål – og en fremtid i hvidt.

Log-på for at kommentere

Real Madrid tæt på at hente stort målmandstalent fra Elche

Real Madrid fortsætter arbejdet med at styrke sin ungdomsafdeling frem mod næste sæson. Klubben er ifølge Defensa Central meget tæt på at sikre sig den unge målmand Pablo Pérez, der i øjeblikket spiller i ungdomsrækkerne hos Elche CF. Handlen forventes gennemført uden transfersum, da spilleren kan skifte på fri transfer ved sæsonens afslutning.

I de senere kampe har flere unge spillere fra Real Madrids akademi vist, at klubbens talentudvikling fortsat er stærk. Spillere som Manuel Angel og især Thiago Pitarch har markeret sig positivt, og de er begyndt at få flere muligheder omkring førsteholdet. Den linje passer godt ind i træner Álvaro Arbeloas vision om at give flere unge spillere chancen i klubben.

Pablo Pérez betragtes som et af de mest lovende målmandstalenter i sin aldersgruppe i Spanien. Den unge keeper er i øjeblikket en del af Elches ungdomshold, hvor han har været i fem år. Samtidig har han allerede været udtaget til Spaniens U14-landshold, hvilket har styrket interessen fra flere større klubber.

Det er især hans reaktionsevne og refleksredninger, der har gjort indtryk på Real Madrids talentspejdere. Derudover fremhæves hans fysik og evne til at spille bolden sikkert ud med fødderne – en egenskab der i moderne fodbold anses som afgørende for målmænd på højeste niveau.

Real Madrid har i de seneste år haft en klar strategi om at identificere og hente de mest lovende unge målmænd i Spanien. Ambitionen er på sigt at udvikle en spiller, der kan nå førsteholdet, sådan som det tidligere lykkedes med klubbens legendariske keeper Iker Casillas .

Real Madrid har fulgt Pablo Pérez i længere tid. Klubben ønskede først at se en klar udvikling i hans præstationer, før de tog det endelige skridt. Den udvikling er nu kommet, og derfor forventes det, at målmanden til sommer skifter til klubbens ungdomsakademi, hvor han skal fortsætte sin udvikling i et miljø med høj konkurrence og stærk træningskultur. For den unge spiller selv vil et skifte til Real Madrid være en opfyldelse af en klassisk drøm for mange unge fodboldspillere: at få mulighed for at udvikle sig i en af verdens største klubber.

Log-på for at kommentere

Real Madrid meldes tæt på Victory Okorie

Ifølge spansk presse er Real Madrid meget tæt på at sikre sig et af de største back-talenter i spansk fodbold.

Der er tale om den snart 16-årige Victory Okorie, der spiller hos Alavés og som jagtes af flere storklubber som Bayern München, Inter, Juventus og Barcelona, men hans fremtid kan altså ligge i den spanske hovedstad, hvor Real Madrid står klar til at give ham sin første professionelle kontrakt, når han fylder 16 år i maj måned.

Alavés stod ellers klar med en kontrakt, som skulle bringe ham ind omkring førsteholdet, men man har også forståelse for, at muligheden for at komme til Real Madrid, vægter højt hos spilleren og som det er blevet en tradition, så vil Real Madrid også kompensere Alavés for at hente talentet, selv om man kunne gøre det kvit og frit.

Victory Okorie er en angrebsivrig back, som i spillestil bliver sammenlignet med profiler som Alphonso Davies og Roberto Carlos.

Det er Real Madrids plan, at han i den kommende sæson skal tørne ud for Juvenil B og derfra arbejde sig op gennem systemet til førsteholdet.

Log-på for at kommentere
Diskuter denne artikel i forumet.

Seneste artikler...