Real Madrid Femenino fortsætter stimen
Real Madrid Femenino fortsætter med at imponere i Liga Iberdrola, hvor man i går vandt 4-1 hjemme over Espanyol.
Kampens store oplevelse blev Jessica Martínez, som med to mål og et oplæg var kampafgørende.
Paraguayaneren bragte Real Madrid Femenino foran på straffespark efter 9 minutter og dermed var kimen lagt til en gentagelse fra første opgør, hvor Real Madrid vandt hele 1-8.
Så galt skulle det ikke gå for nedrykningstruede Espanyol, som klarede sig til pausen med 1-0 på måltavlen, men straks i anden halvleg øgede Jessica Martínez til 2-0 og så var kampen reelt afgjort.
Lorena Navarro øgede til 3-0 efter en fantastisk aflevering fra Ivana Andrés, inden Brenda reducerede for gæsterne.
Ti minutter før tid kunne Marta Cardona dog lukke og slukke til 4-1.
Med sejren fastholder Real Madrid Femenino tredjepladsen, men man har blot tre points op til Levante på andenpladsen og en kamp til gode, så kampen om CL-pladser kan for alvor blive spændende.
Real Madrid: Misa; Kenti Robles (Olga Carmona, 61'), Peter, Ivana Andrés, Corredera; Thaisa (Maite Oroz, 57'), Kaci; Lorena (Cardona, 57'), Abelleira, Jakobsson (Chioma, 66'); og Jessica Martínez (Ariana Arias, 66').