Real Madrid Femenino klar til Champions League

Som i den første kamp var der klasseforskel, da Real Madrid Femenino her til aften slog Frankfurt med 3-0 hjemme i returkampen i kvalifikationen til Champions League – og dermed 5-1 samlet. Og som så mange gange før var 20-årige Linda Caicedo mindst ét niveau over alle andre på banen.

 

Frankfurt bed lidt fra sig i starten af kampen, men Real Madrid kom foran allerede efter ni minutter, da Caicedo brød ind i tyskernes felt, og da keeperen ikke havde kontrol over bolden, da hun fik hænderne på colombianerens farlige pasning ind i feltet, landede den hos en helt fri Naomie Feller, der let kunne bringe Real Madrid foran med 1-0.

Den danske venstreback Sara Holmgaard var bænket til kampen til fordel for brasilianske Yasmim, men til gengæld var Signe Bruun med fra start, og hun stod for 2-0-målet. I opspillet nærmest dansede Caicedo sig ubesværet og uimodståeligt forbi de tyskere forsvarsspillere, der en efter en måtte ile til for at assistere, hvilket blot betød, at gigatalentet kunne finde Bruun helt fri foran målet. Og danskeren svigtede ikke med en klinisk afslutning fladt i det lange hjørne.

Efter en time scorede Caicedo selv det tredje og sidste mål, da Sheila García spillede hende fri på kanten af feltet, inden hun knastørt sparkede bolden helt ud i siden af målet uden chance for Frankfurt-keeperen.

Holmgaard kom aldrig på banen, men det gjorde til gengæld et par af de helt unge spillere, Silvia Cristóbal og Paula Comendador, dog uden at gøre det store væsen af sig. Det var i øvrigt første gang i sæsonen, at Real Madrid Femenino og den nye tyske keeper Merle Frohms holdt rent bur, efter man er startet vaklende i Liga F, men måske kan en Champions League-billet give medvind på hjemmefronten.

Real Madrid Femeninos hold: Frohms, Sheila (Silvia, 80’), Lakrar, Méndez, Yasmim, Toletti (Bennison, 78’), Angeldahl, Däbritz, Feller (Comendador, 78’), Caicedo (Athenea, 78’), Bruun (Redondo, 65’).

Seneste artikler...