Real Madrid Femenino fik uafgjort i Baskerlandet
To sene mål gav et 1-1-resultat, da Real Madrid Femenino i går kun fik uafgjort med hjem fra mødet med Athletic Bilbao på Liga F’s femteplads.
Hverken Sara Holmgaard eller Signe Bruun var med fra start, men sidstnævnte kom ind med en halv time igen og nåede at markere sig i opgøret mod slut. Forinden skulle der dog afvikles en masse chancefattige minutter. Beerensteyn, der igen var foretrukket til fordel for topscoreren Schröder, var tæt på at kunne glide et fladt indlæg fra Keukelaar i kassen efter syv minutter, og Frohms måtte diske op med et par redninger, men ellers skete der ikke meget frem til det slutningen af kampen.
Efter 81 minutter troede Bruun kortvarigt, at hun havde scoret til 1-0, men om hun var offside i opfølgeren på Schröders afslutning, eller om det var fordi keeperen havde for god kontrol på bolden, da Bruun sparkede den fri fra hendes hænder, fremgik ikke helt klart. Men frisparket blev dømt, og derfor stod der stadig 0-0.
Fem minutter senere bragte Navarro Real Madrid foran, da hun med det kolde venstre slyngede et indadskruet indlæg ind i feltet. Bruun kunne akkurat ikke nå frem til den, og i stedet strøg bolden hele vejen i kassen til 1-0.
Desværre fik Athletic Bilbao udlignet efter en forfærdelig gang klumpspil efter 91 minutter, og dermed endte det i en pointdeler, der med stor sandsynlighed vil bringe Real Madrid fire point bag Barcelona i Liga F. Der er seks og syv point ned til Madrid CFF og Atlético Madrid, der dog begge har spillet en kamp færre.
Real Madrid Femeninos hold: Frohms, Cristóbal, Méndez, Lakrar, Navarro, Caruso (Schröder, 57’), Senss (Dorado, 57’), Jacinto, Keukelaar (Athenea, 57’), Caicedo (Bruun, 63’), Beerensteyn (Däbritz, 71’).
