VM: Kroos og co. skuffer – Real Madrids brasilianer-duo avancerer
Casemiro spillede en rigtig solid kamp i Brasiliens sejr på 2-0 over Serbien.
VM i Ruslands indtil videre største overraskelse fandt sted i går, da Kroos og co. blev ekspederet ud af VM efter et rædderligt gruppespil, hvor tyskerne kun høstede tre point, efter Kroos reddede tyskerne fra en kæmpemæssig VM-fadæse mod Sverige. Det endte alligevel i en fadæse for Tyskland, der tabte til såvel Sydkorea som Mexico og endte som sorteper i Gruppe F med sine tre point.
Kroos havde en uheldig fod med i gårsdagens nederlag mod Sydkorea, da han prikkede bolden videre til en fri Kim Young-Gwon i tyskernes felt, der let kunne sparke bolden i kassen til 1-0 i dommerens tillægstid. Herefter satsede tyskerne hele butikken, hvilket førte til en sidste sydkoreansk chance, som Tottenham-spilleren Son Heung-Min nemt kunne sætte ind i et tomt mål, efter tyskernes målmand, Manuel Neuer, mente, at han skulle agere spilfordeler oppe på sydkoreanernes banehalvdel - det var ikke kønt og det endte da også skidt.
Dermed tager Kroos på ferie og som madridista.dk skrev sent i går aftes, så betyder midtbanespillerens tidlige VM-exit, at han støder til Real Madrids trup mellem d. 23. og 29. juli for at deltage i Lopeteguis planlagt sommerprogram frem mod den kommende sæson.
Bedre gik det for Brasilien, der pligtsejrede i sin sidste kamp i gruppespillet mod Serbien. Casemiro spillede igen en solid kamp som ankeret på brasilianernes midtbane, hvilket Brasiliens offensive stjerner lukrerer stort på herunder VM. Således sprudlede særligt Coutinho og Neymar i gårsdagens 2-0 sejr mod Serbien, hvor begge da også havde en fod med i begge Brasiliens mål.
Marcelo måtte udgå tidligt i kampen. Der er ifølge det brasilianske fodboldforbund (CBF) tale om rygproblemer for venstrebacken, men man regner alligevel med, at han er i spil til en plads i startopstillingen mod Mexico, som bliver Brasiliens modstander i ottendedelsfinalen.
