CR7 afviser kinesisk kæmpekontrakt - Juventus er prioriteten
Ronaldo har stadig sportslige ambitioner, hvorfor han efter sigende har afvist de store penge i kinesisk fodbold.
Det er ikke nogen hemmelighed, at Cristiano Ronaldo drømmer om at vinde Ballon d'Or både seks, syv, otte, ni og ti gange og derfor lader portugiseren sig efter sigende heller ikke friste af pengene i kinesisk fodbold.
Således har Ronaldo angiveligt afvist et lukrativt kontrakttilbud fra en unavngiven kinesisk klub på svimlende 200 millioner euro over to sæsoner - portugiserens sportslige ambitioner er intakte.
Det skriver den spanske sportsavis Marca.
Det er da heller ikke fordi, at Ronaldo kommer til at gå for lud og koldt vand de kommende år. Således står Ronaldo til at tjene 30 millioner euro årligt over fire år i Juventus, hvis skiftet vel og mærke bliver en realitet.
For nærværende er der uenighed mellem klubberne om den endelige transfersum, men Juventus regner med at kunne offentliggøre købet af den portugisiske superstjerne på tirsdag.
