Spansk avis: Lopetegui vil have tre forstærkninger

Julen Lopetegui proklamerede på pressemødet efter onsdagens Super Cup-finale mod Atletico Madrid, at nederlaget til bysbørnene ikke vil komme til at påvirke Real Madrids transferstrategi, der ind til videre - i bedste fald - har været af passiv karakter.

Den spanske sportsavis AS mener imidlertid at vide, at Lopetegui rent faktisk ønsker tre forstærkninger til sin trup i form af en angriber, en forsvarsspiller og en fysisk stærk midtbanespiller. Og så skriver avisen videre, at Real Madrid-træneren havde set disse positioner forstærket, inden man valgte at hente Thibaut Courtois, der efter sigende mere var et transfermål for klubben end Lopetegui selv.

Real Madrids spanske cheftræner råder over Sergio Ramos, Raphaël Varane, Nacho og Jesús Vallejo i det centrale forsvar, men in mente særligt sidstnævntes skadesfrekvens og de forventede karantænedage til førstnævnte, er det ikke uvæsentligt at få noget mere dybde på denne position.

Super Cup-finalen mod Atletico Madrid i onsdags viste med al tydelighed, at der skal hentes en backup ind til Casemiro, når denne trænger til hvile eller er ude med en skade, hvorfor det ifølge den spanske sportsavis AS da også er en af Lopeteguis prioriteter. 

På den sidste tredjedel af banen ser Lopetegui gerne Real Madrid sprænge banken for at lukke hullet efter Cristiano Ronaldo. Trøje nummer 7 mangler stadig at blive afsat, og med to uger tilbage af transfervinduet har Florentino Pérez stadig masser af tid til at finde en spiller, der kan iføre sig dette legendariske nummer i Real Madrid - Icardi ligner i skrivende stund det bedste bud, men meget kan nå at ske inden deadline.

Seneste artikler...