Rivaldo om Vinicius Junior: Det er trænerens beslutning om han spiller

Vinicius Junior har stadig sin officielle Real Madrid-debut til gode, og med de seneste rygter i spansk presse om, at Real Madrids plan med brasilianeren er at lade ham træne med førsteholdet og spille kampe for Castilla (andetholdet, red.), ser det ud til, at han skal kigge langt efter sin første officielle kamp i Real Madrid-trikoten.

Dette bekymrer imidlertid ikke Rivaldo, der mener, at det er en beslutning, der ene og alene hviler på Lopeteguis skuldre og som nødvendigvis ikke er et udtryk for, at man forsøger at beskytte Vinicius Junior:

- Hvis Vinicius ikke spiller er det trænerens beslutning, men det er ikke for at beskytte spilleren, siger den forhenværende Barcelona-spiller i et interview med BRT News og fortsætter:

- Hvis han er blevet indlemmet i truppen, er det fordi, han er klar til at spille og han burde heller ikke miste mere spilletid.

Spilletid er selv sagt vigtigt for en ung spiller som Vinicius Junior, og Rivaldo mener, at det bedste tidspunkt for den 18-årige brasilianske angriber at få dette på, er ved at spille ham nu frem for senere på sæsonen:

- Begyndelsen på sæsonen er det bedste tidspunkt at give en spiller sin debut, da det bliver mere kompliceret senere på sæsonen, hvor de store kampe kommer, runder Rivaldo af.

Real Madrid har imidlertid ingen intentioner om at kaste Vincius Junior for løverne alt for tidligt i processen og med offensive spillere som Bale, Benzema, Asensio, Isco og Lucas på holdkortet, er det heller ikke en absolut nødvendighed, hvorfor Real Madrid holder fast i sin plan om at føre brasilianeren stille og roligt frem.

Seneste artikler...