Julen Lopetegui er chefen
Julen Lopetegui høster stor anerkendelse i spansk presse for sit mod og sin beslutsomhed i forhold til spillertruppen.
Han har uden tøven fastholdt at eksempelvis Thibaut Courtois og Vinícius Junior ikke bare skal have en direkte adgangsbillet til startopstillingen, bare fordi de foreløbig er de dyrest indkøbte spillere til denne sæson og samtidig tøver han ikke med at give pause til etablerede spillere som Varane, Marcelo og Modric, når han finder det belejligt.
Senest i gårsdagens kamp mod Girona, hvor VMs bedste målmand, VMs bedste forsvarer og VMs bedste spiller alle startede på bænken og så var det Julen Lopetegui, som i pausen af kampen fik rettet op på de ting, som ikke fungerede, således at Real Madrid kom ud til anden halvleg og fik fuldkommen styr på begivenhederne, hvilket efterfølgende blev rost og anerkendt af Casemiro.
Julen Lopetegui gik ind til verdens sværeste job som afløser for Zidane, men han har foreløbig vundet pressens tillid og det giver arbejdsro på de indre linjer. Ingen er længere i tvivl om, at Lopetegui er chefen.
