Valladolid vil bruge Ronaldo til at lokke Vinicius til klubben

Som madridista.dk også fortalte i går, så tyder meget på, at Ronaldo om få dage vil lægge knap 30 millioner euro for dermed at overtage aktiemajoriteten og præsidentsædet i den lille La Liga klub nordvest for Madrid.

Ifølge Cadena Ser er forhandlingerne så langt fremme, at det efterhånden blot er et spørgsmål om timer, før det offentliggøres at Ronaldo overtager ledelsen i klubben. Dermed får Valladolid ikke blot en tidligere galáctico i præsidentlogen, men vil samtidig også lokke en måske kommende galáctico til at spille for klubben i den kommende sæson.

I hvert fald håber flere fremtrædende personer i Valladolids sportslige ledelse, at man kan og bør udnytte det gode og tætte forhold Ronaldo har til Vinicius Jr. Senest illustreret da Ronaldo agerede ceremonimester ved Vinicius’ præsentation på Bernabeu.

Samtidig er man i Valladolid overbevist om, at Vinicius Jr. vil få den bedste fodboldudvikling, hvis han både træner og spiller med i en La Liga klub. Modsat hans nuværende situation i Real Madrid, hvor hverdagene står på træning med førsteholdet, mens weekenden kun byder på kampe i den tredjebedste spanske række med Castilla-mandskabet.

Valladolids håb er derfor, at så snart Ronaldo overtager rorpinden i klubben, skal han hurtigst muligt tage kontakt til direktionsgangen på Bernabeu, for at overbevise Florentino Perez om, at lejeaftale er bedst for både Vinicius på kort sigt og Real Madrid på lang sigt.

Allerede tidligere på sommeren forhørte Valladolid sig om muligheden for at leje med den brasilianske komet, men dengang blev der takket pænt nej.

Nu satser Valladolid så på at lade Ronaldo fører ordet ved forhandlingerne og ad den vej overbevise Florentino Perez om et ja.

Med lidt over 48 timer tilbage af denne sommers tranfervindue, kan meget stadig nå at ske i og omkring Real Madrid. På madridista.dk følger vi naturligvis rygterne helt til dørs inden vinduet smækker i natten til lørdag.

Seneste artikler...