Platini om Ronaldos skifte til Juventus: Jeg forstår det ikke
Platini her i selskab med Cristiano Ronaldo. Foto: AS.com
Den forhenværende UEFA-præsident, Michel Platini, har i et interview med den franske avis L'Equipe fortalt, at han ikke forstår, hvorfor Ronaldo fravalgte Real Madrid til fordel for Juventus.
- Jeg finder det besynderligt, at han (Ronaldo, red.) i en alder af 33 år, vælger at skifte væk fra Real Madrid, med hvem han har vundet tre Champions League-titler i streg, for at udleve et nyt eventyr, siger Platini ifølge L'Equipe og uddyber sin holdning:
- Der var også flere klubber, der var interesserede i mig, da jeg var 32 år, men jeg valgte at trække mig tilbage, da jeg var udkørt.
Platini undrer sig videre over, hvordan Juventus endte med at hente Ronaldo; var det Juventus, der selv tog kontakten til portugiseren eller var Mendes, der tilbød ham til den italienske storklub?
- Jeg kan slet ikke forstå skiftet, slår franskmanden fast.
Platini har selv en fortid i Juventus, hvor han op gennem 80'erne vandt flere kollektive titler med 'Den Gamle Dame', ligesom han også vandt Ballon d'Or hele tre gange.
