Marca: Courtois på mål på San Mamés

Thibaut Courtois får chancen i målet igen i lørdagens svære udekamp mod Ath. Bilbao. Det melder spanske Marca.

Julen Lopetegui skal angiveligt have besluttet sig for, at den belgiske målmand får sin anden LaLiga-kamp i streg og det kan måske være første skridt hen imod at blive det foretrukne førstevalg på målmandsposten, selv om den spanske træner i flere interviews har slået fast, at han har en plan for de to målmænd.

Men fortiden skræmmer i forhold til at have to så dygtige målmænd til at deles om spilletiden. I sæsonen 2013/14 valgte Carlo Ancelotti at lade Diego López stå i LaLiga, mens Iker Casillas fik kampene i Copa del Rey og Champions League. Sportsligt endte det godt med en CL-titel, men det var også tydeligt at der ikke var tilfredshed mellem målmændene eller på ledelsesgangen i klubben.

Der venter dog en hård kamp mellem de to målmænd, hvor Keylor Navas som udgangspunkt har mest at tabe. Efter tre sæsoner som sikkert førstevalg, hvor holdet har vundet 3 CL-titler, 2 VM for klubhold, 1 europæisk Super Cup og en spansk Super Cup, kan han altså nu ende på bænken.

Og på individuelt niveau har de to målmænd også gang i en kamp. Navas vandt den 30. august titlen som den bedste målmand i UEFA-regi, men 3 dage senere kunne Courtois fornøje sig med at have vundet titlen som bedste målmand i FIFA-regi og de er begge nomineret af FIFPro til at træde ind på sæsonens hold.

Seneste artikler...