Sergio Ramos: Ville gerne have udnyttet Barca-blunder


Sergio Ramos i diskussion med Atléticos Correa under ligasæsonens første 'el derbi'. Foto: Marca 

Sergio Ramos skulle i aftes forsvare Los Blancos mål fra Colchoneros forsøg. En opgave, som må siges at være veludført, idet Atlético kun kom frem til tre skud på mål. Desværre blafrede netmaskerne heller ikke i modsatte mål, på trods af overvejende hvid dominans, i særligt anden halvleg.

Og Real Madrid-kaptajnen erkender, at man godt ville have udnyttet dagens Barcelona-blunder til at køre et forspring i stilling:

- Vi kendte til vigtigheden af tre point i dag, fortalt Ramos kort efter sidste fløjt, og tilføjede:

- Vi ville gerne drage fordel af Barcelonas smutter, men vi slap den mulighed. De pressede os mere i starten af kampen, men i anden halvleg følte man trætheden, og vi manglede bare præcisionen.

Sergio Ramos havde, som sin træner, roser tilovers til Dani Ceballos, som gjorde en glimrende figur, da han i pausen blev skiftet ind i stedet for Gareth Bale:

- Han kom ind med stor entusiasme. Han skabte meget fare og gav os dybde. Ved dødbolde tog vi chancer, og han gav os præcis dét, vi forlanger af spillere som får færre minutter; at bidrage, hvor de kan, forklarede Sergio Ramos.

Seneste artikler...