Gareth Bale skadet
Gareth Bale måtte udskiftes i pausen af sæsonens første ligaderby med symptomer, der ligner en muskelskade.
Real Madrids nummer elleve, Gareth Bale, var udset til at blive én af aftenens nøglefigurer, som skulle lede den hvide del af Madrid til vital sejr mod de rød-hvidstribede evige rivaler. Men fyrre minutter inde i opgøret, skulle der vise sig tegn på, at det ikke ville blive i aften, at waliseren skulle sikre tre point til Los Blancos.
Da begyndte den venstrebenede wing nemlig at tage sig til sit højre lår og lave lette strækøvelser, når spillet tillod det. Ved boldbesiddelse deltog han dog stadig aktivt i spillet, men derudover efterlod kropsproget ikke meget til fantasien. Det lignede endnu muskelskade, som hæmmede waliserens spil. Symptomer, som desværre er velkendte og typisk indikerer, at man snart kan tilføje waliserens navn på skadeslisten.
Han holdt dog ud til pausefløjt, men blev derefter udskiftet med Dani Ceballos, der til gengæld gjorde et fremragende indhop.
Forud for aftenens derby havde Gareth Bale været målafgørende i gennemsnitligt syv af de sidste syv kampe, med fire mål og tre assists – han var begyndt at ligne holdets offensive leder, som endelig havde lagt dagene med evigt tilbagevendende skader bag sig.
I morgen venter der en række tests som definitivt vil afgøre, hvor længe den 29-årige wing må sidde ude, men indledende vurderinger tyder på, at han holdes ude i minimum en uge. Det betyder, at Gareth Bale formentligt misser Champions League-opgøret mod CSKA Moskva samt La Liga-opgøret mod Alavés.
Det efterlader træner Lopetegui med endnu en skadet profil, idet at Isco og Marcelo også er ude med henholdsvis en blindtarmsbetændelse og en skadet læg.
