Optakt: Real Madrid skal tilbage på sporet
Isco efter sit frisparksmål mod Roma i sæsonens første Champions League-kamp.
Real Madrid gæster i aften Rusland, hvor CSKA Moskva tager imod de spanske gæster på Luzhniki stadion. Den store opmærksomhed omkring kampen har fået russerne til at rykke kampen over på Luzhniki, som har plads til 80.000 tilskuere. Det er dog samtidig et stadion, hvor Real Madrid historisk har det særdeles svært. Fire kampe har resulteret i tre nederlag og en uafgjort.
Men det her er Champions League. Real Madrids turnering. De seneste par sæsoner har Real Madrid ofte fundet et ekstra niveau frem i de europæiske kampe, hvilket de imponerende resultater også viser. På trods af, at Lopetegui har proklameret, at ligaen er første prioritet i år, så er der altid noget specielt over Real Madrid og Champions League.
Den første kamp i gruppen endte da også med en stensikker 3-0 sejr over Roma, som sidste år kom hele vejen til semifinalen. I gruppens anden kamp spillede aftenens modstander, CSKA Moskca, 2-2 med tjekkiske Victoria Plzen, hvilket betyder, at Real Madrid allerede topper gruppen.
Meget er dog sket for Real Madrid siden 3-0 sejren over Roma. Kongeklubben har mistet gnisten foran mål, hvor de har haft store vanskeligheder med at få bolden i kassen. Aftenens kamp bliver en mulighed for Real Madrid, til at rejse sig efter det pinlige 3-0-nederlag til Sevilla og den uafgjorte kamp mod bysbørnene fra Atlético.
Hvor aftenens mål skal komme fra, er et godt spørgsmål. Sikkert er det dog, at det ikke bliver fra hverken Bale, Isco, Ramos eller Marcelo, da firkløveren er blevet i Madrid grundet skader og hvil.
Kampen bliver dermed en chance for Asensio og Benzema til at finde tilbage til den form, som de viste i indledningen af sæsonen. På målmandsposten ventes det, at Navas får lov at starte inde. Der tegner sig altså et mønster, der hedder Courtois i ligaen og Navas i Champions League.
Aftenens modstander er ligeledes hårdt ramt af skader, og må undvære hele syv spillere til aftenens kamp. Holdet fra den russiske hovedstad har haft det svært i indledningen af den russiske liga, hvor de har spillet uafgjort fire gange, og derfor må indtage en 4. plads, seks point efter førerholdet, Zenit.
Hos aftenens modstander bliver det spændende at følge den 20-årige kroat, Vlasic, som russerne har lejet i Everton. Vlasic har imponeret stort i Rusland, og regnes for en af ligaens bedste centrale midtbanespillere. I front spiller den ligeledes 20-årige Chalov, som har scoret 7 mål i 9 kampe i denne sæson.
Det til trods, burde Real Madrid være et niveau over sin russiske modstander, og alt andet end en sejr til Madrid i aften vil være skuffende. Holdet har noget at bevise efter de seneste par ugers lunkne resultater, og man må formode, at det er et tændt hold der løber på banen i det russiske i aften.
Fun facts:
- CSKA har aldrig tabt hjemme til et spansk hold. Tre uafgjorte og en enkelt sejr er det blevet til.
- Real Madrid har scoret minimum 2 mål i 9 af de seneste 10 Champions League kampe.
- Real Madrid har vundet 8 af de seneste 10 Champions League kampe.
- Det seneste møde mellem de to klubber endte 4-1 til Real Madrid, da klubberne tørnede sammen i 1/8-finalen i 2011/2012-sæsonen.
CSKAs forventede startopstilling: Akinfeev, Mario Fernandes, Becao, Chernov, Nababkin, Oblyakov – Bijol, Akhmetov – Vlasic, Dzagoev – Chalov
Real Madrids forventede startopstilling: Navas, Carvajal, Varane, Vallejo, Nacho, Casemiro, Kroos, Modric, Ceballos, Asensio, Benzema,
