Copa-lodtrækning: Real Madrid skal til Afrika
Fredag ved middagstid blev der trukket lod til fjerde runde af Copa del Rey, og fra bowlen blev Real Madrid sat sammen med Union Deportiva Melilla, der til dagligt spiller i La Segunda B.
Det særlige ved opgøret er, at Real Madrid skal forlade det europæiske kontinent for at spille opgøret. Melilla er nemlig en lille havneby af en enklave, som ligger på den nordafrikanske kyst og er omgrænset af Marokko.
Byen ville med sine cirka 80.000 indbyggere knapt kunne fylde Bernabéu, men mon ikke at det lokale stadion Estadio Municipal Álvarez Claro og dets 12.000 siddepladser, fyldes til bristepunktet, når Europas konger kommer på besøg.
Første opgør spilles på udebane allerede 31. oktober hvorimod returopgøret først spilles 5. december hjemme på Bernabéu.
