Tre spillere i søgelyset
Julen Lopetegui er i den grad kommet i mediernes søgelys efter den dårlige stime af resultater på det seneste, men ifølge spansk presse har Real Madrids ledelse også et vågent øje på tre spillere, som ikke lever op til forventningerne i øjeblikket.
Det drejer sig om nyerhvervelsen Thibaut Courtois, verdensmester Raphaël Varane og “verdens største U21-talent” Marco Asensio, som på ingen måde brillerer i øjeblikket.
Den belgiske målmand blev købt for at højne kvaliteten på målmandsposten, men han har kun formået at holde buret rent i to af syv kampe indtil nu. Det hører dog med til historien, at han ikke får megen hjælp fra forsvaret foran ham.
Her finder man blandt andet Raphaël Varane, som lavede nogle helt groteske fejl i weekendens nederlag til Levante og som på ingen måde har imponeret i denne sæson. Varane var også impliceret i Atlético Madrids første mål i den europæiske Super Cup-kamp, ligesom han virkede tung i forbindelse med CSKA Moskvas scoring efter Kroos´ elendige tilbagelægning.
Og for Marco Asensio har sæsonen også foreløbig været en skuffelse, hvor han i de seneste mange kampe ikke har bidraget med noget som helst offensivt og han virker netop nu til at være en spiller, helt blottet for tro på tingene. Asensio var ellers udset til at få en større rolle på Real Madrids hold efter Cristiano Ronaldos afgang, men lige nu er han tættere på at være fast inventar på Real Madrid-bænken end at være kandidat til Guldbolden, som talentet ellers har berettiget ham til.
