Isco: Vi kan ikke græde over folk, som ikke ønsker at være her
Isco var indkaldt til pressemøde forud for den vigtige CL-kamp mod Viktoria Plzen og han kom ind på følgende emner:
Om situationen i Real Madrid:
- Vi har en rolighed og en ansvarlighed til at ændre situationen. Vi er de første, som er forbandede over, at vi ikke vinder. Ansvaret er ikke kun trænerens, for det er os, der skal score målene. Vi kan finde vejen ud af dette og det gør vi. Vi er bekymrede, fordi vi ikke får de resultater, som vi ønsker os. Vi er vindere, det har vi vist og det er der ingen grund til at tvivle på. Jeg forventer, at kampen mod Plzen bliver vendepunktet og at vi bruger kampen til at vende den negative stime.
Om Lopeteguis fremtid:
- Jeg tror ikke, at pressen har magt til at fyre en træner, men den polemik, som I ønsker at skabe, får I ikke held til. Vi tror på det vi kan, vi tager det helt roligt og vi har tillid til træneren. Der kan ske en million ting herfra og fremadrettet, men jeg tror på dette hold. Det ville være vanvittigt at skifte træner. Vi skal lade Lopetegui arbejde. For man ville være nødt til at fyre alle og ikke kun træneren. Jeg tror på, at vi sammen kan få et fantastisk år.
Endelig blev han også spurgt ind til fraværet af Cristiano Ronaldo:
- Alle har spurgt os om det. Jeg savner Carvajal, jeg savner Bale…Vi kan ikke søge løsningerne uden for denne klub, det skal vi finde i selve klubben, for der er mange og rigtig dygtige spillere. Vi kan ikke græde over nogen, som ikke ønskede at være her.
