Zidane: Alt kan ske frem til den 4. oktober

Zinedine Zidane har afholdt sin pressekonference forud for morgendagens kamp imod Betis, og her blev franskmanden blandt andet bedt om at forholde sig til de Real Madrid-spillere, som heldigvis er vendt tilbage fra skade, Bales og James’ afsked og om mulighederne for nye forstærkninger til holdet i dette transfervindue.

Det synes usandsynligt, at Real Madrid vil forstærke sig med nye spillere, inden transfervinduet lukker, hvor transferfrie Edinson Cavani på det seneste har været nævnt, men selvom Zidane er tilfreds med sin trup, vil han ikke udelukke noget:
- Alt kan ske frem til den 4. oktober. I er interesserede i at vide, hvem der kommer ind, men jeg er glad for min trup. Vi vil arbejde for at gøre det rigtigt, og i sidste ende kan vi nå vores mål.

Eden Hazard, Marco Asensio, Lucas Vázquez og Isco trænede alle med i dag, efter de på seneste har haft diverse skadesproblemer, men Zidane ønsker ikke at forhaste sig med dem:
- Nogle rejser måske med (til kampen imod Betis, red.), men de er spillere, som lige er ankommet i den forstand, at de har trænet meget lidt. Det vigtige er, at de har det godt fysisk, og at der er mange kampe. Vi må se, hvordan vi gør.

Om Bales afsked:
- Der er intet at sige. Jeg ønsker ham held og lykke, og vi fortsætter som altid, og dét er det.

Zidane blev også bedt om at forholde sig til, om han har stået i vejen for Bales og James’ succes, men han afviser i første omgang, at der er tale om spillere, der ikke har haft succes i Kongeklubben:
- Det synes jeg ikke er tilfældet. Alle de spillere, du snakker om, har haft succes her eller andre steder. At nogen spiller mere end andre er min skyld, men angående de spillere, du snakker om, synes jeg, at de har opnået succes i Real Madrid.

Real Madrid havde besvær med at få bolden i kassen imod Real Sociedad i sidste weekend, og derfor blev Zidane spurgt ind til muligheden for at spille med Karim Benzema og Luka Jovic samtidig. Om det sagde franskmanden:
- Ja, de kan spille sammen, men vi har så mange kampe, og vi kan spille på forskellige måder. Alle kampe er forskellige, og du kan vælge ud fra det, du har, men jeg har aldrig troet eller sagt, at Karim og Jovic ikke kan spille sammen. Det kan ske.

Seneste artikler...

Annonce