Madridista

 
 

Real Madrids 20 bedste spillere: Nr. 17 - Michel

Internettet strømmer over med lister over de bedste spillere i Real Madrids historie, og hver gang sidder man og er mere eller mindre uenig.

En aften i juni mødtes redaktionen fra madridista.dk så til et digitalt møde, som handlede om én ting: at blive enige om, hvem der var de 20 bedste spillere i Real Madrids historie og rangere dem.

Enighed var selvfølgelig ikke muligt at opnå, men ved hjælp af demokratisk samtale nåede vi frem til følgende liste.

Listen skal derfor ikke ses som skribentens egen holdning, men i stedet for madridista.dk’s samlede. De foregående pladser kan ses i bunden af artiklen.


17
José Miguel González Martín Del Campo “Míchel”


Født: 23. marts 1963

Position: Midtbane
Periode i Real Madrid: 1982-1996
Kampe for Real Madrid: 559
Mål for Real Madrid: 178
Trofæer med Real Madrid:
6 x La Liga
2 x UEFA Cup
2 x Copa del Rey
3 x Supercopa de España
1 x Copa de la Liga

Bedrifter i Real Madrid:
Spilleren med flest kampe for Real Madrid i UEFA Cup: 44

José Miguel González Martín del Campo eller "Míchel" som han er bedre kendt som, er født ind i en fodboldgal familie og derfor lå det allerede meget tidligt i hans barndom fast, at han skulle blive til noget stort.

Hans far var en udmærket fodboldspiller med et godt kontraktudspil på hånden fra Córdoba, da han blev alvorligt skadet i en bilulykke i en alder af 27 og hans ældre bror regnedes for et lige så stort talent som Michel, da han i en ganske ung alder også blev ramt af en alvorlig skade, som satte en stopper for hans karriere.

Hans far blev derefter træner i diverse klubber, hvor den unge Míchel fulgte ham og spillerne på tæt hold og på første hånd kunne suge til sig af de ældre spilleres erfaringer og anekdoter.

Míchel spillede selv fodbold i skolen og var altid den suverænt bedste. Som 10-årig begyndte Míchel at spille fodbold i Rayo de Los Angeles, som ligger i udkanten af Madrid. Som 12-årig fik han sine første tilbud, nemlig fra Rayo Vallecano og Atlético Madrid. Men selv om faderen var Atlético-fan valgte de at afslå tilbuddet og faderen tog i stedet til det nordlige Madrid og tilbød sin søn til Real Madrid, som på det tidspunkt havde Basilio del Pozo som ansvarlig for ungdomsarbejdet i klubben. Han havde år forinden været træner for Míchels far. Og Real Madrids trænere blev lamslåede, da de så den unge spillers talent.

Míchel kom til Real Madrid den 1. Oktober 1976 og begyndte som venstre wing, hvor han betog alle med sin kunnen. Rafa López, ungdomstræner fra dengang, siger: "Han var født til den rolle. Han spillede med nr. 10 som venstre wing (normalt er det kun spilfordeleren, som får 10-tallet) – han kunne bruge begge ben – og det var næsten umuligt at rette på ham".

Efter kun et år i klubben blev han rykket op på et bedre hold, og allerede på det tidspunkt var han blevet et kendt navn i Spanien. I Catalonien troede man dog, at han var fransk og sammenlignede ham med Hídalgo og Platini, men de var dog klar over, at han var noget helt ekstraordinært.

I 1979 blev Míchel for første gang udtaget til ungdomslandsholdet, hvor Ramón Moreno Grosso var træner. På det hold vandt han Prins Albert af Monaco Cup og blev efterfølgende kåret som Europas største talent. Han var nu kendt i hele Europa for sin atletiske kropsbygning og med en enestående teknisk kvalitet. I 1981 spillede Míchel sin sidste ungdomskamp i finalen om det spanske mesterskab mod Ath. Bilbao med Salinas-brødrene og her scorede han et fantastisk mål, som var medvirkende til den endelige sejr. For sejren fik hver spiller 10.000 pesetas; noget ganske andet end de 750 pesetas, man normalt fik for hver sejr.

Under legendesektionen på realmadrid.com skriver man bl.a.:

- Han var kongen af assists med ekstraordinære evner. God med begge fødder, men han var fremragende med højre. Holdkammerater som Hugo Sánchez og Iván Zamorano nød godt af hans vægtede afleveringer til at forbedre deres scorings-statistikker. De var så præcise, at fansene ville sige, at Michel havde en støvle på sin højre fod.

Han vandt La Liga seks gange (i 1985–86, 1986–87, 1987–88, 1988–89, 1989–90 og 1994–95), Copa del Rey to gange (1988-89 og 1992-93), Supercopa de España fire gange (1988, 1989, 1990 og 1993), Copa de la Liga én gang (1985), UEFA Cup to gange (1984-85 og 1985-86).

Han er i dag den spiller der har spillet 11. flest kampe for Real Madrid.

Læs om nr. 18 - Hugo Sánchez

Læs om nr. 19 - Zidane

Læs om nr. 20 - Santillana

Tags: Spillerportrætter

Log-på for at kommentere


Zamorano svaret på emne: #1 2 år 4 måneder siden
Fedt at han er med! En af mine tidlige favoritter. Jeg mindes en old boys kamp mellem Danmark og Spanien, hvor Michel og Laudrup var suverænt de bedste spillere på hvert hold.

Seneste artikler...