Real Madrids 20 bedste spillere: Nr. 1 - Cristiano Ronaldo


Internettet strømmer over med lister over de bedste spillere i Real Madrids historie, og hver gang sidder man og er mere eller mindre uenig.

En aften i juni mødtes redaktionen fra madridista.dk så til et digitalt møde, som handlede om én ting: at blive enige om, hvem der var de 20 bedste spillere i Real Madrids historie og rangere dem.

Enighed var selvfølgelig ikke muligt at opnå, men ved hjælp af demokratisk samtale nåede vi frem til følgende liste.

Listen skal derfor ikke ses som skribentens egen holdning, men i stedet for madridista.dk’s samlede. De foregående pladser kan ses i bunden af artiklen.


1
Cristiano Ronaldo


Født: 5. februar 1985

Position: Angriber
Periode i Real Madrid: 2009-2018
Kampe for Real Madrid: 438
Mål for Real Madrid: 451
Trofæer med Real Madrid:
4 x Champions League
3 x VM for klubhold
3 x UEFA Super Cup
2 x La Liga
2 x Copa del Rey
2 x Supercopa de España

Bedrifter i Real Madrid:
Flest mål for Real Madrid: 451
Flest mål for Real Madrid i La Liga: 311
Flest mål for Real Madrid i internationale turneringer: 113
Flest mål for Real Madrid i europæiske turneringer: 107
Flest mål for Real Madrid i Champions League: 105
Flest mål for Real Madrid i UEFA Super Cup: 2
Flest mål for Real Madrid i VM for klubhold: 6
Flest mål for Real Madrid på én sæson i alle turneringer: 61 (2014-15)
Flest mål for Real Madrid på én La Liga-sæson: 48 (2014-15)
Flest mål scoret på en Champions League-sæson (af alle): 17 (2013-14)
Flest mål scoret i ét Champions League-gruppespil (af alle): 11 (2015-16)
Flest mål scoret i én knock out-phase i Champions League (af alle, delt med Benzema): 10 (2016-17)
Flest mål for Real Madrid i én Champions League-kamp: 4 (v. Malmø 2015)
Flest mål for Real Madrid i én VM for klubhold-kamp: 3 (v Kashima Antlers 2016)
Den eneste Real Madrid-spiller der har scoret 5 mål i én kamp to gange: v. Granada 2015 og v. Espanyol 2015.
Hurtigste Real Madrid-hattrick: 8 minutter (v Granada 2015)
Hurtigste til at score 4 mål i én kamp for Real Madrid: 20 minutter (v Malmø 2015)
Flest hattricks for Real Madrid i alle turneringer: 44
Flest hattricks for Real Madrid i La Liga: 34
Flest hattricks for Real Madrid på én sæson: 8 (2014-15)
Ballon d’Or (i Real Madrid): 2013, 2014, 2016, 2017
The Best FIFA Men’s Player: 2016, 2017
Den gyldne støvle: 2010-11 (40 mål), 2013-14 (31 mål), 2014-15 (48 mål)
UEFA Best player in Europe: 2014, 2016, 2017
Verdens dyreste fodboldspiller, da han blev hentet til klubben: €96 millioner
Real Madrids dyreste salg: €117 millioner
Pichichi: 2010-11, 2013-14, 2014-15
Topscorer i Champions League: 2012-13, 2013-14, 2014-15, 2015-16, 2016-17, 2017-18
La Ligas bedste spiller: 2013-14

Lad det være sagt med det samme: Det er umuligt at få alle Cristiano Ronaldos nævneværdige øjeblikke med i én artikel. Der vil derfor formentlig være ting, du mener jeg har forbigået. Det bliver jeg nødt til. Vi er nået til den bedste spiller i Real Madrids historie.

Cristiano Ronaldo dos Santos Aveiro blev født den 5. februar 1985 i São Pedro på øen Madeira, der ligger 520 km fra den afrikanske kyst og 1.000 km fra det europæiske kontinent. I sine helt unge år, fra 1992 til 1995, spillede han fodbold i klubben Andorinha, før han tog til Nacional og spillede der i to år.

I 1997, da Cristiano var 12 år, tog han til fastlandet, hvor han skulle til et tre dage langt prøveophold i storklubben Sporting CP, som endte med at købe ham for godt 15.000 kroner. Allerede som 14-årig blev han og moderen enige om, at han skulle nedprioritere sin uddannelse for at fokusere 100% på fodbolden.

Som 16-årig var Sporting-træner Laszlo Bölöni så imponeret over den unge Cristiano, at han blev forfremmet til førsteholdet. I løbet af dét år blev han den første spiller i klubbens historie der havde spillet på U16, U17, U18, B-holdet og førsteholdet på ét år. Ét år senere, i september 2002, fik han sin debut for Sporting imod Braga. Allerede ugen efter startede han på banen imod Moreirense, og her viste han virkelig prøver på, hvad der skulle komme til at ske senere hen. Han havde allerede haft et par fornuftige forsøg samt smarte dribleture tidligt i kampen, men efter 34 minutters spil modtog han bolden på kanten af midtercirklen i fart.

I høj fart sætter han flere Moreirense-spillere, inden han sætter bolden ind bag keeperen. I jubelscenen smider han selvfølgelig trøjen. Det andet mål er ligeledes en Cristiano-specialitet, nemlig hovedstød. Sporting har fået frispark på baglinjen, og hvem kommer højest på indlægget? Det gør Cristiano Ronaldo, præcis som han har gjort det lige siden.

Allerede den sommer begyndte interessen fra de største klubber i Europa at komme. Liverpool, Barcelona og Arsenal var allerede interesserede i at tilknytte Cristiano Ronaldo, men det skulle ikke lykkes nogen af dem.

I august 2003 fik Sporting nyt stadion, Estádio José Alvalade, og det skulle indvies i en kamp imod selveste Manchester United. En kamp der skulle blive en stor del af legenden om Cristiano Ronaldo.

Den unge portugiser formåede simpelthen at gøre så stort et indtryk på samtlige af de folk der repræsenterede Manchester United den dag, at man stadig taler om det i dag, næsten 20 år senere.

Der er dusinvis af historier fra den dag. Nicky Butt fortæller, at holdet sad i bussen, på parkeringspladsen ved stadion, i tre timer efter kampen og ventede på Sir Alex Ferguson og David Gill skulle komme ud. Alex Ferguson havde nemlig bestemt sig for, at han ikke forlod stadion uden Ronaldos underskrift.

Manchester United var allerede opmærksomme på Ronaldo inden kampen. Man havde arbejdet på ham i et stykke tid, anbefalet af Carlos Queiroz, har Ferguson fortalt, men pga. interessen fra mere eller mindre hele Europa, så man sig nødsaget til at handle hurtigt.

Da Ferguson endelig steg på bussen, spurgte spillerne: “Fik vi ham?”, og den legendariske skotske manager smilede bare, fortæller Mikael Silvestre.

I Manchester United fik han nr. 7, som var blevet ledig efter David Beckhams skifte til… Real Madrid. Han fik sin Premier League-debut bare 10 dage efter den famøse træningskamp i Portugal.

Cristiano var i Manchester United indtil 2009. Han havde vundet masser af titler med holdet og endda en Ballon d’Or. Han ønskede faktisk allerede skiftet i 2008, men det tillod Alex Ferguson ikke.

Daværende Real Madrid-præsident Ramón Calderón havde nemlig været en stor mand i medierne og proklameret, at Cristiano Ronaldo nok skulle blive Real Madrid-spiller en dag. Dét så Ferguson som en krænkelse af hans ære, så han tog til Portugal for at overbevise Ronaldo:

- Jeg tog til Carlos Queiroz’ hus i Portugal, hvor jeg fandt knægten udtrykke et ønske om at tage til Real Madrid. Jeg sagde til ham: “Du kan ikke tage afsted i år, ikke sådan som Calderón har ageret”. Jeg sagde: “Jeg ved godt du vil til Real Madrid, men jeg vil hellere skyde dig, end at sælge dig til den fyr nu. Hvis du præsterer, ikke laver ballade og der kommer nogen med et rekordhøjt beløb, så lader vi dig gå”.

I december 2009 kan Sport berette, at Real Madrid og Manchester United er blevet enige om en handel, men det afviser Ferguson, der stadig er rasende på Ramón Calderón, klart.

- Jeg ville end ikke sælge dem en virus, rasede Ferguson.

Året efter, i 2009, kom Real Madrid så rent faktisk med et rekordhøjt beløb, og Manchester United accepterede det. På dét tidspunkt var Florentino Pérez vendt tilbage som præsident for Real Madrid, men Ramón Calderón vil for altid tage æren for købet af Cristiano Ronaldo.

Ifølge Calderón prøvede Pérez endda at stoppe handlen, men der var en klausul i kontrakten, der betød at det ville koste €30 millioner, hvis én af parterne brød aftalen.

Den 6. juli 2009 blev Cristiano Ronaldo præsenteret på Estadio Santiago Bernabéu foran 80.000 tilskuere. “Er der kamp?” spurgte en imponeret og måske lidt forvirret Ronaldo, da han ankom til stadion i bil.

Florentino Pérez præsenterede ham, og så trådte han ud på det grønne tæppe og gik den lange vej mod scenen, hvor præsident Pérez, ærespræsident Alfredo Di Stéfano og den portugisiske legende Eusebio ventede på ham, mens tilskuerne råbte “Cristiaaaano”. Ja, Pérez blev sågar afbrudt i sin tale af det ekstatiske publikum.

Det var helt fantastiske scener, da hovedpersonen talte ned: “uno… dos… tres… HALA MADRID!” lød det i kor fra Cristiano og fansene på stadion.

Cristiano Ronaldo kostede Real Madrid €94 millioner, £80 millioner, og blev udstyret med en frikøbsklausul på €1 milliard. Samme år blev spillere som Kaká, Xabi Alonso og Karim Benzema hentet til klubben, så nu var det tid til, at man igen skulle konkurrere med om Champions League.

Siden 2003-04, hvor man var blevet slået ud af kvartfinalen af AS Monaco, var man aldrig nået længere end ottendedelsfinalen i turneringen, som man ellers havde rekordmange sejre i.

Juventus, Arsenal, Bayern München, Roma og Liverpool havde ageret endestation for Real Madrid, men nu skulle man nå langt igen. I den første sæson røg man så igen ud i ottendedelsfinalen, denne gang til Lyon. I La Liga fik man hele 96 point, men det var ikke nok til mesterskab, da Barcelona fik 99 point.

Real Madrid var desperate efter at vælte Pep Guardiolas Barcelona-mandskab af pinden, og i løbet af sæsonen havde José Mourinhos Inter slået Barcelona ud af Champions League på vejen til titlen. Finalen blev i øvrigt spillet på Santiago Bernabéu og blev den sidste brik i deres treble. Manuel Pellegrini blev fyret og José Mourinho blev ny Real Madrid-træner.

Udover at man skulle være i stand til at slå Barcelona, så skulle man også være en faktor i europæisk fodbold igen. I dag er det utænkeligt, at Real Madrid skulle gå så mange år uden overhovedet at spille en kvartfinale i Champions League, men det var virkeligheden dengang.

José Mourinho havde mange kontroverser i Madrid, men én ting fik han dog installeret: Europæisk storhed. I hans tid i klubben nåede Real Madrid tre semifinaler på tre sæsoner, og det nød Cristiano Ronaldo godt af. Det lagde grundstenene til, at han kunne blive turneringens største spiller, for selv i tiden efter Mourinho var Real Madrid yderst potente i Champions League. I Mourinhos første sæson i klubben blev Cristiano Ronaldo den første spiller til at score mere end 38 mål i løbet af en ligasæson nogensinde. 40 mål i 34 kampe og et snit på 1,18 mål pr. kamp.

I Mourinhos sidste sæson i klubben, 2012-13, blev Cristiano sågar topscorer i Champions League for anden gang i karrieren. Første gang var i 2007-08, hvor han stadig spillede i Manchester United. Året forinden, i 2011-12, havde Real Madrids offensiv været så vanvittig, at det aldrig er set lignende, hverken før eller siden. Holdet lavede 121 mål i ligaen, og Cristiano Ronaldo deltog i samtlige 38 kampe, hvor han scorede 46 mål og lavede 12 assists. Utroligt nok blev det kun til en 2. plads på topscorerlisten, fordi Lionel Messi scorede 50. I alt blev det til 55 kampe, 60 mål og 15 assists i den sæson for Ronaldo. I Mourinhos tre sæsoner i Madrid havde Cristiano scoret fuldstændig vanvittige 53, 60 og 55 mål pr. sæson.

Da Mourinho forlod Madrid havde man brug for ro på de indre linjer. Ind ad døren kom hans modsætning, i hvert fald på personligheden, Carlo Ancelotti. I samme ombæring ankom Gareth Bale til Spanien, og sammen med Karim Benzema udgjorde de den dødsensfarlige trio BBC.

I italienerens første sæson i klubben formåede Ronaldo at blive topscorer i både La Liga (med 31 mål) og i Champions League (med 17 mål). De 17 mål i Champions League er stadig den dag i dag det højeste antal mål scoret på en enkelt sæson i turneringen. Midtvejs i sæsonen fik Cristiano Ronaldo sågar sin første Ballon d’Or som Real Madrid-spiller efter tre 2. pladser i 2009, 2011 og 2012. Han havde scoret 69 mål på 59 kampe i kalendeåret 2013.

I sæsonen 2014-15 scorede han flere mål end han nogensinde før havde gjort. På 54 kampe præsterede han at score 61 mål og levere 23 assists. Han scorede 48 mål i ligaen inklusiv seks hattricks, en kamp hvor han scorede 4 mål og en kamp hvor han scorede 5 mål. Hvis vi skal sammenligne med i dag, kan vi kigge på Benzemas sæson fra 2021-22, hvor han blev topscorer i LaLiga med 27 mål. Dét nåede Cristiano Ronaldo den 4. januar i den sæson. Det endte da også med endnu en Ballon d’Or, for kalenderåret 2014, ligesom han sluttede som topscorer i Champions League for tredje år i træk, denne gang delt med Messi og Neymar. Han sluttede i øvrigt sæsonen af med to hattricks i de to sidste kampe i LaLiga, mod Espanyol og Getafe. Det betød, at han havde lavet 31 hattricks for Real Madrid, og dermed overgik Alfredo Di Stéfanos 28.

I 2015-16 lagde Ronaldo ud med 5 mål og én assist efter 7 runder, og det er der jo ikke noget kuriøst i som sådan, hvis det da ikke var fordi, at alle 5 mål samt den ene assist var faldet i den samme kamp, en sejr på 6-0 over Espanyol. Dermed nåede han op på 230 ligamål i 203 kampe for Real Madrid, hvilket var nok til at gøre ham til klubbens mest scorende spiller i ligaen, foran Raúl. I oktober 2015 overhalede han så Raúl på topscorerlisten generelt, da han nåede sit 324. mål i en kamp mod Levante. I Champions League blev han også alle tiders topscorer, da han scorede hattrick mod Shakhtar Donetsk i første gruppekamp. Her blev han ligeledes den første spiller til at score et tocifret antal mål i et gruppespil i Champions League med 11 mål.

I Champions League var man kommet i alvorlige problemer i kvartfinalen. Man havde tabt den første kamp på udebane mod Wolfsburg, men på Bernabéu tog Ronaldo over, og scorede et hattrick, der sikrede videre deltagelse, inden man senere på sæsonen vandt turneringen igen.

I 2016-17 spillede Real Madrid noget af det mest balancerede, flydende fodbold, de har spillet i nyere tid, og det endte med en double via en pokaler i både ligaen og Champions League. I finalen scorede Cristiano to mål og blev kåret til kampens spiller. I 2018 vandt man finalen igen, og i begge tilfælde blev Cristiano Ronaldo topscorer i turneringen. Det skete i alt seks gange fra 2012-13 til 2017-18.


Efter finalen i 2018, som Real Madrid vandt med 3-1 over Liverpool, blev Ronaldo og interviewet til TV, og det lød næsten som et farvel:

- Nu er det tid til at nyde det her. Og i de kommende dage vil I have mit svar til fansene, dem som virkelig har været på min side. Det har været virkelig godt at spille for Real Madrid.

Det lød som et farvel, og det skulle også vise sig at være det. Rygterne lød på Juventus, som havde hyldet ham tidligere på året, da han havde sendt et formidabelt saksespark ind bag Buffon på Juventus Stadium. I juli skrev han under med “Den Gamle Dame”, og ni fantastiske år var slut. 438 kampe. 451 mål. Eller 450. Det kommer an på den ene Pepe-situation dér. Jeg har valgt at skrive 451, fordi det er dét der står på klubbens hjemmeside i dag.

I sine velmagtsdage var Cristiano Ronaldo en enmandshær. Real Madrid behøvede ikke spille godt for at han skulle score. Og det gjorde han sådan set heller ikke selv. I de første mange år var han en lynhurtig, udfordrende og brølstærk kantspiller, der altid forsøgte at drive bolden mod mål. Senere i karrieren blev han mere stationær, men til gengæld enormt giftig i feltet. Jeg vil vove at påstå, at han er den stærkeste header i spillets historie. I de sene år sad man med en fornemmelse af, at Carvajal, Marcelo eller hvem det nu måtte være bare skulle sparke bolden ind i feltet i vilkårligt luftlag, og så skulle Cristiano Ronaldo nok nå den og sende den i kassen. I Real Madrid var han en leder fuldt på højde med Sergio Ramos, både når det gik godt, men i særdeleshed også, når man var i problemer.

Det er aldrig let at sammenligne på tværs af tidsperioder. Til tider havde Estadio Santiago Bernabéu og Cristiano Ronaldo et lidt anstrengt forhold til hinanden. Han overgav sig aldrig for alvor til det romantiske i fodbolden. Til dét er han for stort en forretning. Raúl, Ramos, Di Stéfano og mange andre var mere populære på stadion, og det er fair nok. Ronaldo kommer aldrig tilbage for at træne Castilla, være ambassadør eller som en del af ledelsen. Men de ting han gjorde på banen kan man ikke sætte en finger på.

 

Læs om nr. 2 - Di Stéfano

Læs om nr. 3 - Raúl

Læs om nr. 4 - Sergio Ramos

Læs om nr. 5 - Benzema

Læs om nr. 6 - Puskás

Læs om nr. 7 - Gento

Læs om nr. 8 - Casillas

Læs om nr. 9 - Modric

Læs om nr. 10 - Marcelo

Læs om nr. 11 - Roberto Carlos

Læs om nr. 12 - Pirri

Læs om nr. 13 - Butragueño

Læs om nr. 14 - Fernando Hierro

Læs om nr. 15 - Amancio

Læs om nr. 16 - Kroos

Læs om nr. 17 - Míchel

Læs om nr. 18 - Hugo Sánchez

Læs om nr. 19 - Zidane

Læs om nr. 20 - Santillana

Real Madrids 20 bedste spillere: Nr. 2 - Di Stéfano

di stefano portræt

Internettet strømmer over med lister over de bedste spillere i Real Madrids historie, og hver gang sidder man og er mere eller mindre uenig.

En aften i juni mødtes redaktionen fra madridista.dk så til et digitalt møde, som handlede om én ting: at blive enige om, hvem der var de 20 bedste spillere i Real Madrids historie og rangere dem.

Enighed var selvfølgelig ikke muligt at opnå, men ved hjælp af demokratisk samtale nåede vi frem til følgende liste.

Listen skal derfor ikke ses som skribentens egen holdning men som madridista.dk’s samlede. Portrætterne af de foregående spillere kan ses i bunden af artiklen. Nu er vi for alvor nået til sværvægterne. Her følger nummer 2 – god fornøjelse!


2
Alfredo Di Stéfano

Født: 4. juli 1926

Position: Angriber
Periode i Real Madrid: 1953-1964
Kampe for Real Madrid: 396
Mål for Real Madrid: 308

Trofæer med Real Madrid:
- 5 x Europa Cup
- 8 x LaLiga
- 1 x Intercontinental Cup
- 2 x Latin Cup
- 1 x Copa del Rey (dengang ”Copa del Generalísimo”)

Bedrifter i Real Madrid:
- Ballon d’Or i 1957 og 1959
- Mest scorende Real Madrid-spiller ved karrierestop. I dag er han nummer 4.
- Rekordindehaver af flest kampe på stribe for Real Madrid med 171 styks fra september 1953 til februar 1959
- 5 gange topscorer i LaLiga: 1954, 1956, 1957, 1958, 1959
- 2 gange topscorer i Europa Cuppen: 1958, 1962
- Eneste spiller, der har scoret i fem forskellige finaler i Europa Cuppen/Champions League
- Hans syv finalemål i Europa Cuppen/Champions League er rekord (sammen med Ferenc Puskás)
- Mest scorende spiller i Europa Cuppen frem til 2005, hvor Raúl overhalede ham
- Mest scorende Real Madrid-spiller i El Clásico sammen med Cristiano Ronaldo
- Eneste spiller i historien, der har modtaget en Super Ballon d’Or. Den fik han i 1989
- Ærespræsident i Real Madrid fra 2000 til sin død i 2014

Alfredo Di Stéfano blev født i den argentinske hovedstad Buenos Aires tilbage i år 1926. Her begyndte han sin karriere hos River Plate, hvor han allerede i en alder af 21 drev holdet til mesterskabet som ligaens topscorer. Senere forårsagede en spillerstrejke i 1949, at Di Stéfano skiftede til klubben Millonarios i Colombia, som han tørnede ud for frem til 1953.

I 1952 afholdt Real Madrid en venskabsturnering i anledning af klubbens 50-års jubilæum på det nybyggede Estadio Santiago Bernabéu, der var blevet opført blot fem år tidligere. Her blev Millonarios inviteret som den sydamerikanske repræsentant i turneringen, og det skulle blive første gang, at præsident Santiago Bernabéu så Di Stéfano spille. Det endte med at Millonarios vandt turneringen, blandt andet med en 4-2-sejr over Real Madrid med Di Stéfano som dobbelt målscorer. Mens den colombianske klub var på verdenstur, slog de tilmed det dengang så stærke ungarske landshold samt de forsvarende verdensmestre fra Uruguay. Både Barcelona og Real Madrid havde fået øjnene op for Di Stéfano, og det skabte et ræs om at hente den argentinske stjerne. Hvordan forløbet udspillede sig, er der skrevet mange, lange artikler og kapitler om. For nuværende er formålet at skildre Di Stéfanos bedrifter i Real Madrid, og eftersom transfersagaen i sig selv er en kæmpe historie, holder vi os til det faktum, at Real Madrid endte med at snuppe Di Stéfano i 1953. For en uddybende beskrivelse af indkøbet af Di Stéfano er kapitlet ”Århundredets køb” i Sid Lowes bog ”Kærlighed og had i La Liga” en anbefaling herfra.

Lad os så komme i gang med fortællingen om en af ikke bare Real Madrids men også verdensfodboldens største aktører. Da Di Stéfano kom til klubben i 1953, var Real Madrid slet ikke i den forfatning som i dag. Barcelona havde netop vundet deres femte og sjette spanske mesterskab, Atlético Madrid stod på fire, Valencia på tre og Athletic Bilbao på fem. Real Madrid havde ikke vundet ligaen siden 1933. 14 år var der gået siden afslutningen på den spanske borgerkrig, og Real Madrid havde vundet to ud af 22 mulige spanske mesterskaber, siden ligaen blev oprettet.

Men så kom den 27-årige Di Stéfano til klubben, og momentum skiftede som med et trylleslag. Allerede i argentinerens første to sæsoner vandt Real Madrid mesterskabet, og i alt satte man sig på otte trofæer ud af elleve mulige i Di Stéfanos tid i klubben. Han scorede i sin debut fem dage efter, Real Madrid havde fået ham til klubben i september. Først i oktober afstod Barcelona endegyldigt rettighederne til ham, og to dage senere scorede han to gange og lagde op til yderligere to mål i en 5-0-sejr over catalonierne. Han lavede hattrick i de sidste to kampe i ligaen og sluttede med 27 mål på 28 kampe. I Europa skulle man rydde bordet med fem Europa Cup-titler på stribe fra 1956 til 1960 med Di Stéfano som målscorer i alle fem finaler og som topscorer i to af udgaverne.

Di Stéfano, der også gik under kælenavnet Den Blonde Pil, blev topscorer i ligaen fem gange og kunne formentlig have taget prisen flere gange, hvis ikke Puskás var ankommet i 1958 som en mere rendyrket angriber, der tillod Di Stéfano ikke altid at være manden, der også skulle afslutte angrebene. I 1957 og 1959 vandt Di Stéfano Ballon d’Or, og da han forlod klubben i 1964 i en alder af 38 stod Real Madrid på ti mesterskaber. Det var flere end nogen anden klub, og sidenhen har Real Madrid aldrig smidt føringen på vundne mesterskaber. Det samme gælder i øvrigt vundne Europa Cup/Champions League-titler.

I den tidligere nævnte bog af Guardian-journalist og ekspert på spansk fodbold, Sid Lowe, skildres det skælsættende år, hvor Di Stéfano kom til klubben således: ”1953 var vendepunktet, året, der ændrede alt. Fodboldhistorien kan deles op i et ’før Alfredo Di Stéfano’ og et ’efter Alfredo Di Stéfano’. Utallige spillere har vundet medaljer, båret deres hold frem til hæder og stået for magiske øjeblikke, der for altid lever i hukommelsen. Men kun få kan med rette hævde at have ændret historien”. Lowe tilføjer, at der for Real Madrid ikke havde været noget, der hed Galácticos, fyldte stadions, storhedsfølelse eller store succeser uden Di Stéfano. Han strækker sig endda til at hævde, at selve Spanien ville have set anderledes ud, og at den moderne fodboldhistorie ikke ville give mening uden argentinerens indtog i fodboldverdenen.

Di Stéfano er mest kendt som en angriber, og hans statistikker fortæller da også historien om en målfarlig herre. 308 mål på 396 officielle kampe har Real Madrid opgjort det til – og en del flere af begge dele, hvis man medtæller de uofficielle. Den dag i dag, hvor der er langt flere kampe i Champions League-turneringerne, er Di Stéfano stadig nummer ni på all time-listen over flest mål. Kun én spiller i top20 kan toppe Di Stéfanos målsnit på 0,84 efter 49 mål på 58 kampe – nemlig hans ven og angrebsmakker Puskás med et snit på 0,88.

Udover ordene fra Sid Lowe er det nærmest en pligt at inddrage en god portion af de mange, vilde citater fra store fodboldpersonligheder om Di Stéfano. For han er ikke blot én af de store drenge fra det gyldne mandskab i 50’erne. Han er ikke Gento, Puskás, Rial, Santamaría eller Kopa – han er en kaliber højere, og han var sammen med Gento den første af 50’ernes stjerner, der kom til klubben. Ser man gamle kampe, og dykker man ned i, hvordan Di Stéfanos fodbold blev betragtet, finder man dog hurtigt ud af, at han var langt mere end blot en angriber.

I bogen ”Fodbold i Spanien” af Svend Rybner og Jesper Ralbjerg beskrives Di Stéfano således: ”Di Stéfano er formentlig den mest komplette fodboldspiller nogensinde – selv ikke brasilianeren Pelé besad så mange og så alsidige kvaliteter”. Lad os tage fat i denne beskrivelse og gå lidt videre med den, for Pelé har selv udtalt: ”Folk diskuterer, om Pelé eller Maradona var den bedste. Di Stéfano var den bedste, han var langt mere komplet”. Også Guldbold-vinderen Eusébio istemmer og kalder Di Stéfano den mest komplette fodboldspiller i spillets historie, ligesom store navne som Michel Platini og Alex Ferguson og en lang række andre, tidligere spillere har lovprist den legendariske argentiner.

Når Di Stéfano beskrives som den mest komplette fodboldspiller nogensinde, er det oplagt med nogle mere deskriptive udtalelser. Eksempelvis fra en af historiens største cheftrænere, Helenio Herrera, der sagde, at ”Alfredo Di Stéfano var den bedste fodboldspiller nogensinde – endda langt bedre end Pelé. På én og samme tid var han ankeret i forsvaret, playmakeren på midtbanen og den farligste spiller i angrebet.” Amancio forklarer: ”Han var forsvarer, midtbanespiller og angriber. Han var simpelthen en robot. Han stod for det hele. Og han blev aldrig træt.” Den tidligere Real Madrid-spiller Juan Santísteban bemærker: ”Uanset hvad folk har fortalt dig om Alfredo Di Stéfano, så glem det. Det dækker alligevel ikke. Uanset hvor god de siger, han var, så var han bedre. Han var et monster. Ingen kunne stoppe ham. Du har aldrig set en som ham, og du kommer aldrig til det”. Legendariske Miguel Muñoz udtalte, at ”Di Stéfanos storhed var, at med ham på dit hold havde du to spillere på alle pladser”. Gento beskriver ham som mere værdifuld end tre Galácticos til sammen, og ifølge manden bag hans biografi ville man måske nærme sig Di Stéfanos niveau, hvis man samlede Redondo, Zidane og Ronaldo i én.

Nu, hvor vi er godt i gang med lovordene, så lad os også lige smide en anekdote ind fra Sir Bobby Charlton. En tidligere Guldbold-vinder, verdensmester, en af historiens bedste fodboldspillere og en Manchester United-legende. Altså ingen hr. Hvem-som-helst. Charlton husker tilbage på semifinalen i 1957 mellem Real Madrid og Manchester United i Europa Cuppen: ”De slog os 3-1, og han styrede hele kampen. Jeg havde aldrig set noget lignende. Alt gik gennem ham. Målmanden gav bolden til ham, forsvarsspillerne gav den til ham, midtbanespillerne linkede med ham, og angriberne søgte ham. Det her var Di Stéfano, da han var 30. Hvordan må han have været i sin ungdom? Han kontrollerede kampen fuldstændig. Du kiggede på ham og spurgte dig selv: Hvordan skal jeg nogensinde kunne stoppe ham? Han var ganske enkelt den mest intelligente spiller, jeg nogensinde har set”.

Vi kan blive ved og ved og ved. Citater fra Emilio Butragueño, Florentino Pérez, Ferenc Puskás, Just Fontaine og endda Johan Cruyff, som har kaldt Alfredo Di Stéfano sit største idol grundet sin bevægelse og holdånd. Derfor var Di Stéfano formentlig også en vigtig inspirationskilde for den hollandske totalfodbold og de stilarter, den senere skulle forgrene sig til.

Di Stéfano var tydeligvis en spiller, der skulle meget andet end blot at sparke bolden det sidste stykke i kassen. Han beskrives som allestedsværende på banen, hurtig, kraftfuld, teknisk stærk og generelt et skridt foran alle andre på banen. Med så flotte, anerkendende ord fra alle vinkler i fodboldverdenen, er det klart, at man i et portræt af manden bliver nødt til selv at dykke ned i gamle kampe og klip på nettet for at få syn for sagen. Selvom mange af billederne er grynede, og kameravinklerne er akavede, er det ingen sag at se, at Di Stéfano var chefen på fodboldbanen. Han ser ud til altid at være på forkant med situationerne, umulig at bringe ud af balance, uanset hvor mange modstandere der kaster sig hovedkulds ind i ham i håbet om at stoppe ham, og ligheden med Zinedine Zidane synes ikke helt fjern. Både videoklip og folk, der oplevede ham, beretter om et uimodståeligt drive frem i banen kombineret med en stærk fysik og evne til altid at opdage, hvilken retning det næste træk skal tages i. Samtidig var han ikke bleg for at aggressive, defensive løb og glidende tacklinger, og generelt fremstår han som en spiller, der må have været protagonisten i enhver fodboldkamp.

Mens Di Stéfano var uvurderlig på banen, var han ifølge beretningerne samtidig en mand, der tærede på sine omgivelser. Tidligere medspillere beretter om en ledertype i ordets mest bogstavelige forstand. Han var en spiller, der altid forlangte det maksimale af sine holdkammerater i holdets tjeneste og ikke tolererede nederlag. Tidligere holdkammerater og store navne i Real Madrids historie som Amancio, Ignacio Zoco og Santísteban erindrer en ubarmhjertig, hårdtarbejdende, frygtindgydende, temperamentsfuld, nærmest kronisk vred patriark. En person og spiller, der var fuldstændig besat af at vinde, kunne tendere mod at være decideret ubehagelig og genererede enorm respekt omkring sig. I portrættet af Amancio har vi eksempelvis allerede fremhævet episoden, hvor Di Stéfano fortalte det unge stjernefrø, at han måtte svede for at kunne gøre sig fortjent til at bære Real Madrid-logoet på trøjen.

Vi har allerede været rundt om masser af kendte citater fra andre spillere om Di Stéfano, men selv var han også garant for en række berømte udtalelser. I den mere spøjse ende sammenlignede han blandt andet en 0-0-kamp med en søndag uden sol, mens han også står bag ordene: ”At score mål er ligesom at elske: Alle kan gøre det, men ingen gør det som jeg”. Citater som ”ingen spiller er bedre end holdet til sammen” vidner om, at Di Stéfano ikke var en superstjerne med primadonnanykker, mens bemærkningen om, at ”omdømmer ikke kan vinde fodboldkampe – det kan kun mål” siger noget om, at han vidste, at der skulle arbejdes for sejren. I den absolut samtidsrelevante kategori findes det udødelige citat: ”Man skal ikke spille finaler. Man skal vinde dem”. Di Stéfanos ånd lever tilsyneladende videre i syningerne på Real Madrid-spillernes klæder den dag i dag.

Det er næsten en uretfærdig opgave at skulle skrive et portræt med en nogenlunde overskuelig længde om Di Stéfano, når der er så meget at dykke ned i. Allerede nu synes frasorteringen kriminel, og vi har ikke engang taget fat på historierne uden for banen. Som da han i 1963 blev truet med pistol og kidnappet fra sit hotel af en venezuelansk guerillagruppe under Real Madrids optaktssæson i Sydamerika for derefter at blive løsladt uskadt tre dage senere. Eller hvad med historien om den brasilianske stjerne Didi, som Real Madrid hentede i 1959 men måtte sende hjem igen et år senere, da han tilsyneladende blev frosset ude af den dominante Di Stéfano. Der er også historien om dengang, han optrådte i en reklame for damestrømper, om da hans børn fik ham erklæret inhabil, da han i en alder af 87 havde planer om at gifte sig med sin 50 år yngre sekretær, og om den Super Ballon d’Or, han som den eneste fodboldspiller i historien vandt i 1989 foran Cruyff og Platini.

Vi er dog nødt til at gøre plads til hans afslutning i Real Madrid. I 1964 nåede Real Madrid for syvende gang af ni mulige finalen i Europa Cuppen, men ligesom i 1962 blev det til et nederlag. Denne gang på 3-1 til Helenio Herreras Inter-hold, og det skulle blive Di Stéfanos sidste kamp for Real Madrid. Historien går på, at han var raget uklar med en anden enorm karakter i Real Madrids fortælling, cheftræneren Miguel Muñoz. I finalen havde Di Stéfano været stærkt utilfreds med det taktiske oplæg, og undervejs i kampen havde han råbt ukvemsord i retning af cheftræneren. Der opstod postyr i klubben, og i det efterfølgende lokalopgør mod Atlético Madrid blev Di Stéfano frasorteret. I en alder af 38 var han færdig i klubben, og det blev ingen køn afsked, idét han hverken var på bølgelængde med Muñoz eller præsident Santiago Bernabéu. Han blev ellers tilbudt en rolle i Real Madrids trænerstab, men han afslog og tog i stedet to sæsoner hos Espanyol, mens forholdet mellem Di Stéfano og Real Madrids højeste herrer blev isnende køligt. Det er næppe heller tilfældigt, at da han endelig blev cheftræner i den første af to omgange for Real Madrid efter at have trænet i andre klubber gennem en årrække på 15 år, var det fire år efter Bernabéus død. Som cheftræner for Real Madrid blev han dog aldrig en særlig stor succes, men han nåede at blive kendt som manden, der skulle give debut til størstedelen af Quinta-drengene, herunder Emilio Butragueño. Florentino Pérez gav ham heldigvis en ærefuld rolle i klubben i år 2000, hvor han udnævnte ham som ærespræsident. En post, han bestred til sin død i 2014.

Di Stéfano er det ubetingede stærkeste symbol på Real Madrids historie. Nok ender han ikke som nummer ét på denne liste, men med hensyn til historisk betydning kommer ingen i nærheden af ham. Det er alene af den grund, at ingen andre har måttet hive Real Madrid op fra sølet og placere klubben på fodboldens største scene. Han var én af tre spillere sammen med Gento og anføreren før han selv, José María Zárraga, der var med i alle de fem første Europa Cup-triumfer. Hans syv finalemål i alt i Europa Cuppen er rekord sammen med Puskás, og han vil altid være kendt som en af hovedpersonerne i den berømte 7-3-sejr i finalen i 1960 over Frankfurt, hvor han scorede hattrick. Han spillede aldrig en sæson i Real Madrid uden at vinde LaLiga eller Europa Cuppen, og i dag er Castillas hjemmebane opkaldt efter ham. Gento har udtalt, at intet ville have været det samme uden Di Stéfano, Butragueño har slået fast, at Real Madrids historie begynder med argentineren, mens Florentino Pérez beskriver ham som den vigtigste person i både Real Madrids og fodboldens historie.

At Di Stéfano alligevel ikke synes at være med i fortællingen om de største gennem tiden på samme niveau som Pelé og Maradona (ud over nutidens Cristiano Ronaldo og Lionel Messi) synes at skyldes, at han aldrig fik den store succes med landsholdet. Pelé har hele tre VM-titler, Maradona er kendt for Argentinas mytiske triumf i 1986, men Di Stéfano havde aldrig heldet til overhovedet at deltage i et VM. Det er på trods af, at han nåede at optræde for hele tre forskellige landshold, som det kunne sømme sig dengang. I 1950 og 1954 trak Argentina sig fra kvalifikationerne, ligesom han også fik karantæne af FIFA for at have spillet for det colombianske landshold. I 1958 spillede han for Spanien, men de skuffede og røg ud i kvalifikationen, og da det endelig så ud til at lykkes i 1962 som 36-årig, blev han skadet umiddelbart før slutrunden.

Di Stéfanos enorme bedrifter er altså næsten udelukkende på klubplan, hvilket muligvis til tider har afholdt ham fra at være med i de helt store diskussioner om de allerbedste spillere. Heldigvis er det dog netop for Real Madrid, at legenden om Di Stéfano har manifesteret sig, og har man bare den mindste form for hengivenhed til klubben – eller måske endda til spillet generelt – bør man i sit stille sind sende Den Blonde Pil en kærlig tanke.

Læs om nr. 3 - Raúl

Læs om nr. 4 - Sergio Ramos

Læs om nr. 5 - Benzema

Læs om nr. 6 - Puskás

Læs om nr. 7 - Gento

Læs om nr. 8 - Casillas

Læs om nr. 9 - Modric

Læs om nr. 10 - Marcelo

Læs om nr. 11 - Roberto Carlos

Læs om nr. 12 - Pirri

Læs om nr. 13 - Butragueño

Læs om nr. 14 - Fernando Hierro

Læs om nr. 15 - Amancio

Læs om nr. 16 - Kroos

Læs om nr. 17 - Míchel

Læs om nr. 18 - Hugo Sánchez

Læs om nr. 19 - Zidane

Læs om nr. 20 - Santillana

Real Madrids 20 bedste spillere: Nr. 3 - Raúl

Internettet strømmer over med lister over de bedste spillere i Real Madrids historie, og hver gang sidder man og er mere eller mindre uenig.

En aften i juni mødtes redaktionen fra madridista.dk så til et digitalt møde, som handlede om én ting: at blive enige om, hvem der var de 20 bedste spillere i Real Madrids historie og rangere dem.

Enighed var selvfølgelig ikke muligt at opnå, men ved hjælp af demokratisk samtale nåede vi frem til følgende liste.

Listen skal derfor ikke ses som skribentens egen holdning, men i stedet for madridista.dk’s samlede. De foregående pladser kan ses i bunden af artiklen.


3
Raúl González Blanco


Født: 27. juni 1977

Position: Angriber
Periode i Real Madrid: 1994-2010
Kampe for Real Madrid: 741
Mål for Real Madrid: 323
Trofæer med Real Madrid:
6 x La Liga
4 x Copa del Rey
3 x Champions League
2 x Intercontinental Cup
1 x UEFA Super Cup

Bedrifter i Real Madrid:
Flest kampe for Real Madrid: 741
Flest kampe for Real Madrid i La Liga: 550
Flest kampe for Real Madrid i Intercontinental Cup: 3
Næstmest scorende spiller for Real Madrid (delt): 323
Flest mål for Real Madrid i Supercopa de España: 7
Flest mål for Real Madrid i én Supercopa de España-kamp: 3
Flest mål for Real Madrid ved karrierestop: 323
Zarra-trofæet: 1995–96, 1998–99, 2000–01, 2002–03
Bedste spanske spiller i La Liga: 1996–97, 1998–99, 1999–2000, 2000–01, 2001–02
Pichichi: 1998–99, 2000–01
Topscorer i Champions League: 1999–2000, 2000–01
UEFA årets angriber: 1999–2000, 2000–01, 2001–02
Ballon d’Or nr. 2: 2001
Flest assists i Champions League: 2002-03
Alfredo Di Stéfano-trofæet: 2007-08
Flest mål i Champions League, da han forlod Real Madrid: 71
Yngste debutant i klubbens historie, da han fik debut: 17 år, 124 dage

“Et Real Madrid-symbol. Den evige kaptajn, som repræsenterede Real Madrids værdier på banen. Raúl var en angriber med næsten uendeligt instinkt. Han var et eksempel for alle, han ydede en maksimal indsats hver kamp, uanset modstanderen. Han ville give sit alt, han havde en umættelig appetit, som man kunne se i hver aktion. Han var altid opmærksom på riposter. Et fremragende rollemodel for alle, der nogensinde har drømt at blive fodboldspiller”. Sådan står der om Raúl González Blanco under Real Madrids legendeside.

Raúls far var fan af Atlético Madrid, og derfor var det et naturligt valg, at den unge Raúl González Blanco i 1990 blev en del af klubbens akademi. I 1992 var Atlético Madrid dog i økonomiske problemer, og klubbens præsident, den mildest talt kontroversielle Jesús Gil y Gil, så ingen anden udvej end at lukke akademiet for at spare penge.

Hvordan det skal spare klubben penge, at man dropper at udvikle egne spillere, må du ikke spørge om, men i den hvide del af Madrid kom man til at nyde godt af dén beslutning. Den 15-årige Raúl skiftede nemlig til Real Madrid, og allerede to år senere fik han debut på klubbens førstehold.

Forud for sæsonen 1994-95 havde FC Barcelona vundet det spanske mesterskab fire år i træk. To af gangene, i 1992 og 1993, havde Real Madrid endda haft mesterskabet i hånden, men smidt det ude mod Tenerife.

På Real Madrid C havde man en spiller rendende, der havde scoret 16 mål på syv kampe, og det var noget Real Madrid-træner Jorge Valdano bed mærke i. Raúl blev forfremmet til klubbens førstehold.

Michael Laudrup og Johan Cruyff kunne ikke enes i Barcelona, så den 30-årige dansker foretog skiftet fra FC Barcelona til Real Madrid, ligesom Fernando Redondo i øvrigt gjorde det fra Tenerife. Det skulle selvfølgelig komme til at betyde en masse gode ting for holdet, men det bedste var nu alligevel, at den blot 17-årige Raúl fik sin debut i en udekamp mod Real Zaragoza i oktober.

Efter sigende skulle Raúl selv have henvendt sig til Jorge Valdano og fortalt ham, at “hvis du vil vinde, så spiller du med mig. Hvis ikke, så sætter du en anden ind”.

Martin Vázquez var ude med en skade, så Raúl startede inde. Kampen endte 3-2 til Zaragoza, Raúl havde skabt en masse, brændt store chancer og leveret en assists. Han startede også inde i den næste kamp, på hjemmebane mod Atlético Madrid, som han havde forladt to år tidligere.

Allerede halvvejs i første halvleg skulle Raúl, med sit berømte 7-tal på ryggen, indtage en hovedrolle. Amavisca modtog bolden fra Redondo, vendte sig 180 grader og sendte Raúl i dybden. Her kom Rocha stormende ind i Raúls højre fod, og dommeren dømte korrekt straffespark, som Míchel sikkert sparkede ind.

Bare tre og et halvt minut senere modtog Raúl bolden fra Buyo på venstrekanten. Han tog et enkelt træk og slog et perfekt indlæg ind i hovedet på Ivan Zamorano, der headede bolden i kassen til 2-0. En assists der nærmest var identisk med den, han havde lavet i sin debut mod Real Zaragoza.

Ti minutter senere var han så på spil igen, da Michael Laudrup lagde en perfekt aflevering ind i feltet til den unge Raúl, der konsekvent sparkede bolden op i hjørnet på førsteberøringen. Der var spillet 36 minutter af Raúls første hjemmekamp, mod Atlético Madrid, 17 år gammel, og han havde scoret et mål, lavet en assist og der var begået et straffespark imod ham. Godkendt.


På det her tidspunkt var Emilio Butragueño (som vi har skrevet om her) kraftigt på vej nedad i sin karriere, og Raúl overhalede ham simpelthen. Det var symbolsk, fordi El Buitre havde været hovedpersonen bag den enorme succes i 1980’erne, mens Raúl stod for en ny tid. Han formåede at føre holdet fra 90’erne og ind i det nye århundrede.

Når man taler om Raúls styrker som fodboldspiller kan det faktisk være svært at være helt konkret. Fernando Hierro sagde, at “Raúl er ikke 10 ud af 10 til noget, men han er 8,5 til alt”, og det indkapsler måske spilleren bedst af alt. Raúl var en leder, en uforlignelig fighter på fodboldbanen, en indpisker, en målscorer, en kreatør, en ambassadør og et symbol på Real Madrid. Han stod for den vindermentalitet, som skulle komme til at gennemsyre klubben, og som man nu nyder så godt af, når tingene ser allersortest ud i Champions League. Og hvem husker ikke Raúls “dyp”? Lobbede afslutninger fra de mest sandsynlige og usandsynlige vinkler. En ægte Raúl-specialtet.

Han var firmaets mand, der kunne spille forrest, men også kunne spille længere tilbage, hvis det var til holdets fordel.

Luis Figo sagde, at Raúl var den bedste spiller han havde spillet sammen med. Alex Ferguson kaldte ham verdens bedste fodboldspiller efter Real Madrid havde skilt Manchester United ad på Santiago Bernabéu i Champions League i 2004, Jorge Valdano kaldte ham “vor tids Di Stéfano” og Pep Guardiola kaldte ham den vigtigste spiller i spansk fodbolds historie.

I den første sæson spillede Raúl 30 kampe og scorede 10 mål i alle turneringer. Real Madrid blev mestre efter fire år med Barcelona-dominans. De efterfølgende år scorede han mange mål og spillede mange kampe. Mesterskabet blev vundet igen i 1996-97 og i 1998-99 vandt han sin første Pichichi med 25 mål på 37 kampe. Året forinden havde han vundet sin første Champions League. Real Madrids første siden 1966. I dag føles det som en evighed - 32 år imellem to europæiske triumfer.

I 1999-00 blev Raúl topscorer i Champions League, bl.a. efter et mål i finalen i Paris, hvor han rundede Valencias målmand Santiago Cañzares, inden han sparkede den i kassen. Den kamp vandt Real Madrid med 3-0 og nu var man på otte Europa Cup/Champions League-trofæer.

Sæsonen efter blev han igen topscorer i turneringen, hvor man dog blev slået ud af semifinalen af de senere vindere fra Bayern München. I 2002 vandt man igen turneringen, og igen scorede Raúl i finalen. Roberto Carlos sendte et langt indkast ned mod Hans-Jörg Butt i Leverkusen-målet, og som så mange gange før havde Raúl taget et løb ned bag forsvaret. Butt så noget langsom ud i målet, men ikke desto mindre var Real Madrid kommet foran. Den finale endte man med at vinde 2-1. Du husker måske Zidanes helflugter eller Iker Casillas’ udødelige præstation fra bænken. Hvis ikke, så har vi skrevet om dem begge her på siden.

Efter 2003 havde Raúl, i hvert fald på målscoringskontoen, nogle jævne sæsoner. I sæsonerne 2003-04, 2004-05, 2005-06 og 2006-07 scorede Raúl hhv. 20, 13, 7 og 12 mål i alle turneringer, inden han igen fandt målformen frem.

I 2007-08 og 2008-09 scorede han 18 mål i ligaen og 23 og 24 i alle turneringer. I 2008 underskrev Raúl (og Casillas) en “livstidskontrakt”, som automatisk ville blive forlænget, hvis han spillede mere end 30 kampe på en sæson. Daværende præsident, Ramon Calderon sagde dengang:

- Iker Casillas og Raúl er begge gået med til at blive i klubben resten af deres karriere. På denne dag, Valentinsdag, kan Iker, Raúl og Real Madrid sige til hinanden, at de elsker hinanden, de har brug for hinanden og de komplimenterer hinanden resten af livet. Jeg vil ikke tale om penge, men jeg kan fortælle, at de vil tjene mindre end hvad de fortjener, fordi det eksempel de sætter for de unge, og den entusiasme de udviser til fansene, kan man ikke sætte værdi på.

Casillas’ kontrakt gik til 2017 og Raúls til 2011. De ville blive forlænget ved 30 optrædender, men som vi ved i dag, så nåede ingen af dem at se deres kontrakter med Real Madrid løbe ud.

I 2010, et år efter Cristiano Ronaldos ankomst, skiftede Raúl til Schalke 04 i den tyske Bundesliga, hvor han igen leverede på højt niveau. I sin sidste sæson i Real Madrid scorede han 7 mål på 39 kampe. Det sidste mål kom i den sidste kamp efter et par ugers pause pga. en skade.

I runde 34 skulle Real Madrid en tur La Romareda, hvor Raúl havde fået sin debut 16 år forinden. Han kom på banen efter et kvarters spil i stedet for Rafael van der Vaart, men undervejs i kampen fik han en skade i sin ankel. Raúl gjorde egentlig efterhånden klar til at blive erstattet af Karim Benzema, da Cristiano fik en mulighed. Målmanden reddede portugiserens skud op på returen fandt han Raúl inde foran mål, der kunne score til 1-0.

Man vidste det godt på det tidspunkt. Det var, om ikke det sidste, så i hvert fald ét af de sidste mål Raúl ville score for Real Madrid, og netop derfor jublede jeg ekstra hårdt. Det er ét af mine favoritmål, og indtil dette års Champions League-kamp mod PSG, tror jeg ikke jeg er blevet så glad over et Real Madrid-mål. End ikke Ramos’ 92:48.

Så meget betød, og betyder, Raúl for mange madridistas.

Jeg tillader mig at citere Real Madrid-journalisten Kiyan Sobhani: “Real Madrid har en stor historie for legendariske fodboldspillere, men hver generation har en definerende spiller, der har så mange ‘cojones’ pumpet ind i sine årer, at du undrer dig over, hvor i universet de kommer fra. Disse spillere, der er en håndfuld af dem, transcenderer alle og sidder ved deres eget bord. Raúl er én af de udødelige, også selvom hans fulde styrke varede kortere end vi havde håbet”.

I dag er Raúl tilbage i Real Madrid, som træner for Castilla. Han har taget den tyske mentalitet til sig, og ifølge spillerne minder træneren Raúl om spilleren Raúl. Han er krævende, besværlig, en gentleman og en vinder. Jeg drømmer om, at han gør sig fortjent til at stå i spidsen for Real Madrid en dag.

Læs om nr. 4 - Sergio Ramos

Læs om nr. 5 - Benzema

Læs om nr. 6 - Puskás

Læs om nr. 7 - Gento

Læs om nr. 8 - Casillas

Læs om nr. 9 - Modric

Læs om nr. 10 - Marcelo

Læs om nr. 11 - Roberto Carlos

Læs om nr. 12 - Pirri

Læs om nr. 13 - Butragueño

Læs om nr. 14 - Fernando Hierro

Læs om nr. 15 - Amancio

Læs om nr. 16 - Kroos

Læs om nr. 17 - Míchel

Læs om nr. 18 - Hugo Sánchez

Læs om nr. 19 - Zidane

Læs om nr. 20 - Santillana

Real Madrids 20 bedste spillere: Nr. 4 - Sergio Ramos

Ramos CLtrof

Internettet strømmer over med lister over de bedste spillere i Real Madrids historie, og hver gang sidder man og er mere eller mindre uenig.

En aften i juni mødtes redaktionen fra madridista.dk så til et digitalt møde, som handlede om én ting: at blive enige om, hvem der var de 20 bedste spillere i Real Madrids historie og rangere dem.

Enighed var selvfølgelig ikke muligt at opnå, men ved hjælp af demokratisk samtale nåede vi frem til følgende liste.

Listen skal derfor ikke ses som skribentens egen holdning men som madridista.dk’s samlede. Portrætterne af de foregående spillere kan ses i bunden af artiklen. Vi fortsætter her med nummer 4. God fornøjelse.


4
Sergio Ramos García

Født: 30. marts 1986

Position: Forsvar
Periode i Real Madrid: 2005-2021
Kampe for Real Madrid: 671
Mål for Real Madrid: 101

Trofæer med Real Madrid:
5 x LaLiga
4 x Champions League
4 x VM for klubhold
3 x europæisk Super Cup
2 x Copa del Rey
4 x Supercopa de España

Bedrifter i Real Madrid:
- Fjerde flest kampe for klubben
- Scoret i 5 finaler: 2 Champions League-finaler, 2 finaler i VM for klubhold og 1 europæisk Super Cup
- FIFA FIFPro World 11: 2008, 2011, 2012, 2013, 2014, 2015, 2016, 2017, 2018, 2019, 2020
- UEFA Årets Hold: 2008, 2012, 2013, 2014, 2015, 2016, 2017, 2018, 2020
- 6 gange nomineret til Ballon d’Or med 6.-pladsen i 2017 som den højeste placering
- Bedste forsvarsspiller i Champions League: 2017, 2018
- Kåret som kampens spiller i Champions League-finalen i 2016
- Bedste forsvarsspiller i LaLiga: 2011/12, 2012/13, 2013/14, 2014/15, 2016/17
- UEFA Sæsonens Champions League-trup: 2013/14, 2015/16, 2016/17, 2017/18
- Mest scorende forsvarsspiller i LaLiga
- Én af 5 spillere til at score i to forskellige Champions League-finaler
- Flest optrædener i El Clásiso med 45 (sammen med Lionel Messi)

Listen af punkter, der er værd at fremhæve i et portræt af Sergio Ramos, synes nærmest at være uendelig lang. 16 sæsoner tilbragte han i Real Madrid, hvoraf seks var som holdets anfører, og da han forlod klubben i 2021, var det som en vaskeægte kulturbærer. Hans eftermæle er spækfyldt med store bedrifter, flotte individuelle præstationer, hovedrystende udvisninger, en enorm mængde advarsler, hovedroller i Champions League-finaler, absurd mange mål og rekorder i alle mulige afstøbninger. Der er nok ting at runde, så lad os starte fra begyndelsen.  

Ramos blev født i byen Sevilla i Andalusien, og det var også her han begyndte sin professionelle karriere hos klubben Sevilla. Han fik sin debut i 2003/04-sæsonen og spillede her syv kampe for førsteholdet, men det var især på baggrund af hans præstationer i 2004/05-sæsonen, at Real Madrid besluttede at hente den dengang 19-årige spanier. Han spillede i den sæson 31 ligakampe for Sevilla og blev tildelt prisen for LaLigas gennembrudsspiller. Real Madrid havde forinden solgt Michael Owen for 25 millioner euro, og dermed havde man pengene til at hente Ramos for 27 millioner euro. Det var en pris, der dengang gjorde ham til den dyreste spanske forsvarsspiller i historien.

Det var som centerback, at Ramos slog sit navn fast i fodboldhistorien med syvtommersøm, men der skulle gå nogle sæsoner, før den position endegyldigt blev hans. I sin første sæson i Real Madrid brugte cheftrænerne Vanderlei Luxemburgo og senere Juan Ramón López Caro ham både som centerback og defensiv midtbane, og i sin anden sæson blev han af Fabio Capello anvendt som centerback og højreback. Netop højrebacken blev ofte Ramos’ position i den første håndfuld sæsoner, da han primært spillede i det centrale forsvar, når de sædvanlige centerbacks såsom Iván Helguera, Fabio Cannavaro, Pepe, Raúl Albiol og Ricardo Carvalho var ukampdygtige. Også for det spanske landshold, der vandt EM i 2008 og VM i 2010, var Ramos at finde på backen, og det gjaldt helt frem til, at José Mourinho kom til klubben i 2010. I 2010/11-sæsonen var han fortsat primært back, men fra mesterskabssæsonen i 2011/12 og frem begyndte backprojektet at nærme sig sin afslutning. Ricardo Carvalho blev en mere perifer skikkelse, og Ramos blev rykket permanent ind i centerforsvaret, hvor den ikoniske duo bestående af Pepe og Ramos tog sine spæde skridt.  

I det efterfølgende årti skulle Ramos vise sig som en af fodboldens mest komplette spillere. Med en enorm springkraft, der kompenserede for de blot 184 centimeter i højden, en glimrende teknik og en afsindig vildskab og vilje til at gå forrest var det altid en forsvarsspiller, der stod ud fra mængden. Senere lagde han de lange afleveringer på sit spil, og man blev helt vant til at se de Kroos-agtige, snorlige sideskift over en halv bane. Generelt var Ramos umanerligt god med bolden af en forsvarsspiller at være, og i de sidste fire sæsoner i klubben lå han altid med en gennemsnitlig afleveringsprocent på over 90% og endda i alle fire sæsoner med gennemsnitligt seks til otte lange afleveringer per kamp.

Tilmed var Ramos en af verdens mest målfarlige forsvarsspillere, og oveni sit fænomenale hovedstødsspil forfinede han også sin sparketeknik, så han kunne supplere sine mange hovedstødsmål med flotte frisparks- og straffesparksmål. Især på straffespark var han en sikker skytte, og på et tidspunkt var han oppe på 25 vellykkede forsøg på stribe for klub og landshold. Heraf en god del af dem på Panenka’er, som blev hans signaturscoring.

Nu hvor vi er inde på målscoringen, så lad os dykke lidt dybere ned i Ramos’ statistikker, for det er bemærkelsesværdige tal for en forsvarsspiller. Allerede i sin første sæson i klubben scorede han seks gange, og den bedrift gentog han både i sin anden og sin tredje sæson. Faktisk er Ramos’ laveste antal mål på én sæson i Real Madrid de tre mål, han scorede i 2015/16-sæsonen, hvor han på grund af skader og karantæner blot spillede 33 kampe – det næstlaveste antal kampe frem til hans afsluttende sæson.

I tre af Ramos’ sidste fem sæsoner kom han endda op på tocifret antal mål. I 2016/17-sæsonen blev det til 10 scoringer, og med dem var Ramos stærkt medvirkende til, at Real Madrid vandt det spanske mesterskab. Ud over sin scoring i den spanske Super Cup i det 93. minut, der sendte kampen i forlænget spilletid, hvor Real Madrid endegyldigt sikrede trofæet, var han garant for en hel del point i ligaen. Han scorede målene i 1-1-kampene imod Villarreal og Barcelona, sidstnævnte med et hovedstødsmål på Camp Nou i det 90. minut. Han blev matchvinder imod Deportivo La Coruña med målet til 3-2 i det 92. minut, han gentog bedriften imod Betis med sin sene 2-1-scoring, og i 2-1-sejren og Málaga scorede han begge Real Madrids mål. I 2018/19- og 2019/20-sæsonerne kom han helt op på 11 og 13 mål, hvoraf en del blev sat ind på straffespark og frispark. Det var nok til at tage rekorden for flest mål fra en forsvarsspiller i LaLiga. Det var en hæder, han overtog fra Fernando Hierro, der i alt har scoret flere men en god del af dem som midtbanespiller.

Med Ramos er man naturligvis nødt til at vende hans berømte mål i minut 92:48 i Champions League-finalen i 2014 imod Atlético Madrid. Real Madrid hungrede efter det tiende trofæ og havde nået semifinalerne i hver af de foregående tre sæsoner. Historien kunne ikke været skrevet bedre, end at det var den daværende viceanfører Ramos, der med et sent mål slukkede drømmen hos lokalrivalerne og fik tændt en sådan ild i holdet, at det blot var et spørgsmål om tid i den forlængede spilletid, før Real Madrid ville triumfere. Tilmed havde han været med til at destruere Pep Guardiolas Bayern München-hold på tyskernes egen hjemmebane med to mål i 4-0-sejren i semifinalen. Også i 2016-finalen imod Atlético kom han på måltavlen, og her endte han med at løfte sit første Champions League-trofæ af i alt tre som anfører. Ovenikøbet efter at være blevet kåret som kampens spiller.

Med 671 kampe er Ramos spilleren med fjerde flest kampe i klubbens historie, kun 19 spillere har scoret flere mål i Real Madrid-trøjen, og kun to spillere har vundet flere end hans 22 trofæer. På én liste er han dog ubestridt nummer ét; antallet af gule og røde kort. Hele 26 udvisninger kom Ramos op på for Real Madrid, hvilket er dobbelt så mange som nummer to på listen, Fernando Hierro. I LaLiga sidder han både på rekorden for flest røde kort med 20 styks og flest gule kort med 173. Det er også rekord, når man sammenligner med de andre store europæiske ligaer. Også i Champions League har han modtaget flest kort nogensinde. De 40 gule er rekord, og det samme gælder de fire røde kort, hvor dog også Edgar Davids og Zlatan Ibrahimovic kan være med på Ramos’ unoder. På landsholdet er hans 24 kort også rekord.  

Disse helt vilde tal er noget, som har været fast kilde til kritik af Ramos. Han har ofte været kritiseret for sin kompromisløshed og til tider hensynsløse tacklinger. Bare spørg en Liverpool-fan. Især i den første halvdel af karrieren virkede temperamentet til tider decideret utøjleligt. Eksempelvis modtog han hele fire røde kort i sin første sæson, og i løbet af sine første fem sæsoner havde han modtaget 71 gule kort og 10 røde. De helt store hjerneblødninger blev sjældnere med alderen, men han formåede trods alt kun at spille to sæsoner i Real Madrid uden at få et rødt kort; den sidste sæson, hvor han blot spillede 21 kampe, samt 2014/15-sæsonen, hvor han til gengæld slog personlig rekord med hele 22 gule kort på 42 kampe. Altså et gult kort oftere end i hver anden kamp.

Ud over de mange karantæner, som udvisningerne medførte, har der også været kritik af hans frembrusende spillestil, hvor han som den aggressive part i midterforsvaret skulle forsøge at træde frem i banen og bryde modstandernes spil. Det er noget, der formentlig har gavnet Real Madrids spil mere, end hvad statistikker og tal kan berette om, men når han kom for sent og efterlod et stort hul bag sig, var det omvendt en sikker kilde til frustration og kritik. Det betød også, at forsvarspartnere som Pepe og Raphaël Varane i perioder har fremstået som bedre forsvarsspillere, når det udelukkende drejede sig om forsvarspligterne.  

Var Ramos en litterær karakter i en roman, ville han udgøre en glimrende antihelt. Og i god antiheltstil handler Ramos’ fortælling ikke kun om La Décima og de mange trofæer, mål og store kampe. Tværtimod har der ud over de dumme udvisninger også været et par andre knap så heldige episoder i Real Madrid-karrieren, som de fleste klubtilhængere formentlig husker. I den uskyldige kategori var det Ramos, der i 2011, da Real Madrid omsider havde vundet et trofæ under José Mourinho, kom til at tabe Copa del Rey-pokalen under bussen. I den mere alvorlige ende af skalaen valgte Ramos at trække et gult kort i den første af kampene i ottendedelsfinalen i 2018/19-sæsonen imod Ajax, hvor Real Madrid vandt 2-1 på udebane, for derefter åbenhjertet at omtale det som et strategisk valg. Dermed sad han ude i returopgøret på Bernabéu, hvor Ajax udspillede Real Madrid og vandt 4-1, ligesom han blev tildelt en ekstra karantænedag for sin hovedløse indrømmelse. Derfor var han heller ikke med, da man i første gruppekamp sæsonen efter tabte med 3-0 til Paris Saint-Germain.

Mange husker formentlig også sagaen i 2015, hvor Ramos brugte sin flirteri med Manchester United til at få en bedre kontrakt i Real Madrid. Lidt i samme stil spillede han formentlig for højt spil over for Florentino Pérez i kontraktforhandlingerne i løbet af 2020/21-sæsonen. Han udtalte ved sin afsked med klubben, at hans intention aldrig havde været at forlade Real Madrid, men Pérez havde sikret David Alabas underskrift som erstatning, da spanieren var for længe om at acceptere den étårige kontraktforlængelse, han var blevet tilbudt.

Disse mindre heldige nedslagspunkter i Ramos’ Real Madrid-karriere skal dog ikke skygge over, at det er en af klubbens allerstørste gennem historien. Ikke nok med at hans præstationer rækker så rigeligt til en høj placering på denne liste, var han også en af dem, der tog Real Madrid til sig helt ind i hjertet og kæmpede for klublogoet til sidste blodsdråbe. Også internationalt har Ramos høstet stor anerkendelse. Hele elleve gange kom han på FIFA Årets Hold, mens han ni gange har optrådt på UEFA Årets Hold. I begge tilfælde er det kun Cristiano Ronaldo og Lionel Messi, der været med flere gange. Derudover er Ramos seks gange blevet nomineret til Ballon d’Or, og han har rekorden for flest kåringer som årets forsvarsspiller i LaLiga med fem styks. Sammen med Messi sidder han desuden på rekorden for flest optrædener i El Clásico med 45, og fra han blev hentet i 2005, blev der spillet hele 31 Clásicos, uden Ramos missede et eneste af dem.

Siden Ramos takkede af i Real Madrid, har hans fortsatte skadesproblemer vist, at Real Madrid traf en fin beslutning, og heldigvis har Alaba vist sig som en god erstatning. Ramos’ exit forekommer dog stadig pludseligt. Sæsonen forinden havde han spillet 44 kampe, vundet det spanske mesterskab og slået personlig målscoringsrekord, men et halvt år med skader og dårlig kommunikation i kontraktforhandlingerne betød altså, at parterne måtte skilles. På daværende tidspunkt havde han dog for længst slået sit navn fast som den bedste forsvarsspiller i Real Madrids historie – og som stærk kandidat til samme prædikat i fodboldhistorien generelt.

Læs om nr. 5 - Benzema

Læs om nr. 6 - Puskás

Læs om nr. 7 - Gento

Læs om nr. 8 - Casillas

Læs om nr. 9 - Modric

Læs om nr. 10 - Marcelo

Læs om nr. 11 - Roberto Carlos

Læs om nr. 12 - Pirri

Læs om nr. 13 - Butragueño

Læs om nr. 14 - Fernando Hierro

Læs om nr. 15 - Amancio

Læs om nr. 16 - Kroos

Læs om nr. 17 - Míchel

Læs om nr. 18 - Hugo Sánchez

Læs om nr. 19 - Zidane

Læs om nr. 20 - Santillana

Real Madrids 20 bedste spillere: Nr. 5 - Benzema

Benz Chelsea

Internettet strømmer over med lister over de bedste spillere i Real Madrids historie, og hver gang sidder man og er mere eller mindre uenig.

En aften i juni mødtes redaktionen fra madridista.dk så til et digitalt møde, som handlede om én ting: at blive enige om, hvem der var de 20 bedste spillere i Real Madrids historie og rangere dem.

Enighed var selvfølgelig ikke muligt at opnå, men ved hjælp af demokratisk samtale nåede vi frem til følgende liste.

Listen skal derfor ikke ses som skribentens egen holdning men som madridista.dk’s samlede. Portrætterne af de foregående spillere kan ses i bunden af artiklen. Vi fortsætter her med nummer 5. God fornøjelse.


5
Karim Mostafa Benzema

Født: 19. december 1987

Position: Angriber
Periode i Real Madrid: 2009-nu
Kampe for Real Madrid: 602
Mål for Real Madrid: 320

Trofæer med Real Madrid:
4 x LaLiga
5 x Champions League
2 x Copa del Rey
4 x Supercopa de España
3 x UEFA Super Cup
4 x VM for klubhold

Bedrifter i Real Madrid:
- Den udenlandske spiller med flest kampe for klubben
- Næstmest scorende spiller i klubbens historie (sammen med Raúl)
- Flest assists i klubbens historie
- Årets spiller i Champions League: 2021/22
- Topscorer i Champions League: 2021/22
- Sæsonens trup i Champions League: 2020/21
- Sæsonens hold i Champions League: 2021/22
- Tredjeflest mål i Champions League (sammen med Robert Lewandowski)
- Femteflest kampe i Champions League (sammen med Raúl)
- Tredjeflest mål i én Champions League-sæson med 15 (sammen med Cristiano Ronaldo og Robert Lewandowski)
- Ældste spiller til at score hattrick i Champions League, da han gjorde det imod Chelsea i en alder af 34 år og 108 dage
- Flest mål i knockoutfasen i Champions League med 10 styks (sammen med Cristiano Ronaldo)
- Første spiller i historien til at score i 17 Champions League-sæsoner på stribe
- Trofeo Alfredo Di Stéfano (LaLigas bedste spiller ifølge Marca): 2019/20
- Topscorer i LaLiga: 2021/22
- Sæsonens hold i LaLiga: 2018/19, 2019/20, 2020/21, 2021/22
- Sæsonens Real Madrid-spiller: 2015/16, 2018/19, 2019/20, 2021/22
- Ballon d’Or-nomineret: 2009, 2011, 2012, 2014, 2015, 2017, 2018, 2019, 2021 – med en 4.-plads som højeste placering i 2021.
- Årets franske spiller: 2011, 2012, 2014, 2021

Beskrivelserne af Real Madrid-legenderne på denne top20-liste har primært været spækket med lovprisninger og opremsninger af store bedrifter, der har gjort, at netop disse spillere har fået plads på listen. Helt heroppe på femtepladsen må vi dog udfolde et noget mere kontrastfyldt portræt, end tilfældet har været hidtil, men det er nu engang fortællingen om Karim Benzemas tid i Real Madrid. Han lagde ud som et spirende angrebstalent, der til tider døjede med en ugidelig attitude og problemer med disciplinen, og transformerede sig til at være en af klubbens ledende skikkelser, en toptrimmet atlet og til at være offensivens omdrejningspunkt. Tidligere fandt han sig ofte i oplæggerens rolle eller som minimum som ansvarlig for at andre store stjerner omkring ham kunne stråle, og i dag er han selv en målmaskine med den ene hånd på det kommende Ballon d’Or-trofæ. Meget har ændret sig, siden Mourinho fremlagde sin nedsættende kattemetafor. Den kommer vi tilbage til.

Benzema kom til klubben i sommeren 2009 i samme transfervindue som Ballon d’Or-vinderne Cristiano Ronaldo og Kaká og navne som Xabi Alonso, Raúl Albiol og Álvaro Arbeloa m.fl. Forinden havde den unge Benzema gjort kometkarriere for Lyon, hvor han i de to forgangne sæsoner med 10-tallet på ryggen scorede bunker af mål, hvilket både skaffede ham Bravo-trofæet som den bedste spiller under 24 år samt en nominering til Ballon d’Or. I 2007/08-sæsonen vandt Lyon ligaen med Benzema som topscorer, og sæsonen efter blev det til en tredjeplads med Benzema som nummer to på topscorerlisten. Real Madrid var overbeviste, og den 1. juli 2009 var det officielt, at den 21-årige franskmand skiftede til Real Madrid for 35 millioner euro – cirka halvdelen af hvad Kaká kostede.

I Real Madrid fik Benzema ingen nem start på tilværelsen. Han havde svært med at tilpasse sig, og i den første sæson scorede han blot ni gange. Han var primært rotationsspiller og startede inde i blot 14 af de 29 ligakampe, han spillede. I den efterfølgende sæson kom José Mourinho til som ny cheftræner, og selvom Benzema fik væsentligt bedre gang i målscoringen, var det heller ingen dans på roser for ham at spille under portugiserens ledelse. I december 2010, altså blot en halv sæson inde i deres forhold, udtalte Mourinho de berømte ord med reference til Benzema og den slemme skade, som holdets anden angriber Gonzalo Higuaín var blevet ramt af: ”Hvis jeg ikke kan gå på jagt med en hund, så må jeg jagte med en kat. Med en hund kan du jagte mere og bedre. Men hvis du ikke har en hund, men du har en kat, så må du jagte med en kat”. Det er den mest velkendte af stikpillerne fra Mourinho, men der findes flere, eksempelvis da han udtalte, at Real Madrid havde brug for en livlig angriber – ikke en, der var ugidelig. Også Marca var på nakken af Benzema, og sportsavisen var hurtig til at døbe ham den nye Nicolas Anelka.

I Mourinhos tre sæsoner fra 2010 til 2013 spillede Benzema mellem 47 og 52 kampe, og undervejs scorede han på tværs af alle turneringer 23, 32 og 20 mål. De 32 mål i mesterskabssæsonen 2011/12 var frem til i år franskmandens rekord, og i sommeren 2011 havde Benzema da også fulgt rådene fra både Mourinho, Zinedine Zidane og daværende landstræner Laurent Blanc og var taget på træningslejr med målet om at smide overflødige kilo og opbygge muskelmasse. Sæsonen forinden havde Mourinho ikke givet ham et eneste minut på banen i Champions League-semifinaleopgørene imod Barcelona eller den vundne Copa del Rey-finale imod catalonierne. I alle tre kampe spillede til gengæld Emanuel Adebayor, som Mourinho havde hentet ind på halvårligt leje som erstatning for Higuaín.

Gennem tiden i Real Madrid har den kritik, som Mourinho rettede imod Benzema, formentlig også været det, som har tirret en god del af Real Madrid-fanskaren. Benzema selv har aldrig lagt skjul på, at han er en genert person, og lidt a la Mesut Özil har udtrykket i hans fodboldspil formentlig ikke været en fordel for ham, når holdet var i problemer, eller fansene blot forventede mere. Benzema har senere selv reflekteret tilbage på sin tilgang i de unge dage, og her kommer han ind på noget af det, som Mourinho var efter: ”Da jeg var 19-20, var jeg besat af fodbold og af at være på banen. Og derefter indser man lidt efter lidt, at det at være på banen ikke betyder alt. Der er andre mere vigtige ting omkring det: at spise godt, sove godt, få nok hvile, træne i styrkecenteret, så mange ting, som jeg ikke plejede at gøre, eftersom jeg så det som om, at fodbold kun handlede om, hvad der skete på banen”.

Kigger man på statistikkerne, virker det til, at det var fra 2011/12-sæsonen og frem, at Benzema bedre fandt sin rolle på holdet. Her begyndte store mængder assists at tikke ind med 19 styks i 2011/12 og 21, 16 og 15 i de efterfølgende tre sæsoner. Efter Mourinhos afsked blev flere ting også nemmere for Benzema. Dels var Mourinho godt i gang med at skabe ravage i Real Madrid i sin klassiske konfliktfyldte tredje sæson i klubben, og dels blev Higuaín solgt til Napoli, hvilket dengang skabte en skarp opdeling i de tilhængere, der applauderede salget og dem, der mente, at argentineren skulle være blevet på Benzemas bekostning.

Resultatet var naturligvis, at Benzema gik fra at få en god portion indhop i løbet af sæsonerne til at være fast starter under Carlo Ancelotti fra 2013 til 2015. Selvom kritikken ofte hang ved franskmandens præstationer, scorede han fra 2010 til 2016 altid mindst 20 mål og oftest med en flot portion assists til følge. Bemærkelsesværdigt nok syntes kritikken af ham at tage til, da hans evige støtte Zinedine Zidane overtog tøjlerne fra 2016 til 2018.

Real Madrid var flyvende i double-sæsonen i 2016/17, men for Benzema blev blot til 19 mål og otte assists på 47 kampe. Begge dele var hans laveste antal siden sin første sæson i klubben. Godt nok fik han lavet sin ikoniske dribletur imod Atlético Madrid i Champions League-semifinalen, der førte til Iscos vigtige reduceringsmål, men statistisk set var sæsonen under niveau i forhold til de forgangne sæsoner. Og det var ingen god ting for Benzema, der nu ikke havde statistikkerne som værn imod de kritiske ord. Endnu værre blev det i 2017/18, hvor han blot scorede 12 mål på 47 kampe. Blot fem ligamål blev det til, hvoraf to af dem var på straffespark. Cristiano Ronaldo måtte forære ham den ene, og portugiseren gestikulerede flere gange til tilskuerne på Santiago Bernabéu og bad dem stoppe deres hetz imod sin franske angrebskollega. Heldigvis hjalp Loris Karius til med at give Benzema en god afslutning på sæsonen i Champions League-finalen mod Liverpool, men forventningen om et ophør af samarbejdet mellem Benzema og Real Madrid syntes at nå sit peak.

Som bekendt skete det ikke. Det blev i stedet Cristiano Ronaldo, der smuttede, mens Gareth Bale blev overrakt nøglerne til Real Madrids offensiv. Waliseren formåede ingenlunde at slå til, og i stedet påtog Benzema sig ansvaret. 2018/19-sæsonen var for langt de fleste Real Madrid-spilleres vedkommende en sæson til glemmebogen, men for Benzema var det en kæmpe oprejsning med sine 30 mål – hans daværende næstbedste nogensinde i klubben. Sæsonen efter scorede han 27 mål og var afgørende for Real Madrids spanske mesterskab. I 2020/21 nåede han igen 30, og i den forgangne sæson var vi vidner til hans absolutte peak hidtil, da han scorede 44 gange på 46 kampe og dermed udbyggede sin hidtidige rekord med tolv kasser. Og i disse sæsoner har det vel at mærke været med væsentlig færre mål på holdet generelt end i BBC-dagene eller Mourinhos to første sæsoner.  

Var Benzema blevet solgt i 2018 eller en af de forgangne sæsoner, var han næppe kommet i nærheden af denne top20-liste. I så fald havde man husket ham som en spiller, der selv i sine bedste sæsoner måtte lægge ører til væsentlig mere kritik end han fortjente, og som desværre rundede af med et par svage sæsoner. I bagklogskabens lys har Benzema heldigvis altid haft stærk opbakning fra klubben og fra præsident Florentino Pérez, der var mand bag indkøbet, for Benzema har i den grad takket for støtten. I dag er han den udenlandske spiller med flest kampe for klubben med en stor margen ned til Marcelo på andenpladsen, han har spillet sjette flest kampe for klubben, og han har sammen med Raúl scoret næstflest mål.

Herfra skal der ikke peges nogle fingre, hvis man undervejs i de sidste 13 år har givet op på Benzema, for den udgave af ham, som vi har set i de sidste fire sæsoner, var ikke den samme som før 2018. Uanset om man er en af dem, der altid har taget ham i forsvar, eller om man har været fast kritiker, er der dog næppe længere noget at være uenig om. Benzema er en af fodboldens største stjerner, og det er næsten skræmmende at tænke på, hvad vi var blevet snydt for, hvis brikkerne havde placeret sig anderledes i transfervinduet i 2018.

I dag kan vi prale af at have en af spillets bedste og mest elegante spillere. En angriber, der på én gang fungerer som spilfordeler, oplægger og offensivt omdrejningspunkt, og som kan score stort set alle slags mål. Vi har set prøver på mål, hvor han har driblet et halvt forsvar, flotte hovedstødsmål, flugtere, skarpe afslutninger med både højre og venstre, og så besidder han tilsyneladende en særlig næse for, hvornår modstanderholdets keeper har tænkt sig at dumme sig. Samtidig virker Benzema til at være en type angriber, der ikke er besat af målene i sig selv men nærmere de trofæer, som det bringer til holdet, klubben og tilhængerne. Tidligere har han udtalt: “Jeg er her for at hjælpe mine holdkammerater. Nogle gange scorer jeg, andre gange ikke. Men det handler ikke kun om mål, da man er nødt til at være en dygtig fodboldspiller for at være en god angriber. Jeg har altid et ønske om at score mål, når jeg træder ind på banen, men jeg sætter også en ære i at assistere mine holdkammerater, forsvare og angribe”.

Benzema har allerede været fungerende anfører i én sæson, men med Marcelos afsked bliver det i den kommende sæson officielt ham, der er øverst i anførerhierarkiet. Her skal han og holdet deltage i seks forskellige turneringer, og vinder de blot tre af dem, udligner han ovenikøbet Marcelo som spilleren med flest trofæer i klubbens historie med 25 styks. Ligesom med Luka Modric er Benzema også en af dem, vi skal nyde sæson for sæson, for også han kører på étårige kontrakter, og vi har set med eksempelvis Sergio Ramos, hvor brat det kan få en ende. Derfor handler det om at nyde denne underdog i Real Madrids historie, der om nogen har formået at ændre den kurs, som hans Real Madrid-karriere var på vej henad.

Læs om nr. 6 - Puskás

Læs om nr. 7 - Gento

Læs om nr. 8 - Casillas

Læs om nr. 9 - Modric

Læs om nr. 10 - Marcelo

Læs om nr. 11 - Roberto Carlos

Læs om nr. 12 - Pirri

Læs om nr. 13 - Butragueño

Læs om nr. 14 - Fernando Hierro

Læs om nr. 15 - Amancio

Læs om nr. 16 - Kroos

Læs om nr. 17 - Míchel

Læs om nr. 18 - Hugo Sánchez

Læs om nr. 19 - Zidane

Læs om nr. 20 - Santillana

Real Madrids 20 bedste spillere: Nr. 6 - Puskás

Internettet strømmer over med lister over de bedste spillere i Real Madrids historie, og hver gang sidder man og er mere eller mindre uenig.

En aften i juni mødtes redaktionen fra madridista.dk så til et digitalt møde, som handlede om én ting: at blive enige om, hvem der var de 20 bedste spillere i Real Madrids historie og rangere dem.

Enighed var selvfølgelig ikke muligt at opnå, men ved hjælp af demokratisk samtale nåede vi frem til følgende liste.

Listen skal derfor ikke ses som skribentens egen holdning, men i stedet for madridista.dk’s samlede. De foregående pladser kan ses i bunden af artiklen.


6
Ferenc Puskás



Født: 1. april 1927

Position: Angriber
Periode i Real Madrid: 1958-1967
Kampe for Real Madrid: 262
Mål for Real Madrid: 242
Trofæer med Real Madrid:
5 x LaLiga
3 x Europa Cup
1 x Intercontinental Cup
1 x Copa del Generalísimo

Bedrifter i Real Madrid:
Ældste målscorer efter 2. verdenskrig: 38 år, 233 dage
Næstmest scorende Real Madrid-spiller ved karrierestop: 242
Flest mål for Real Madrid i Copa del Rey (delt): 49
Flest mål for Real Madrid i Intercontinental Cup: 2
Flest mål for Real Madrid i én Copa del Rey-sæson: 12
Flest mål for Real Madrid i én Europa Cup-sæson (før Champions League): 12
Flest mål for Real Madrid i én La Liga-kamp (delt): 5
Flest mål for Real Madrid i én Copa del Rey-kamp (inkl. under andre turneringsnavne, delt): 6
Flest mål for Real Madrid i én Europa Cup-kamp (før Champions League, delt): 4
Flest mål for Real Madrid i Europa Cup-finaler (delt): 7
Ballon d’Or sølv: 1960
Topscorer i La Liga: 4 (1959–60, 1960–61, 1962–63, 1963–64)
Topscorer i Europa Cup: 2 (1959–60, 1963–64)
World Soccer World XI: 4 (1960, 1961, 1962, 1963)

Ferenc Puskés blev født, som Ferenc Purczeld, den 1. april 1927 i Ungarns hovedstad, Budapest, og opfostret i forstaden Kispest. Han startede sin fodboldrejse i den lokale klub Kispest AC, hvor hans far var træner. Her ændrede han navn til Ferenc Puskás, men på et tidspunkt havde han brugt navnet Miklós Kovács for at omgå reglerne om minimumsalder. I november 1943 fik han sin debut for Kispest, som seks år senere blev overtaget af det ungarske militær og skiftede navn til Budapest Honvéd.

Det betød, at spillerne fik militær rang. Ferenc Puskás blev efterhånden major, hvilket førte til kælenavnet “Den Galoperende Major”. I august 1945 fik han debut for Ungarn, kun 18 år gammel. Her blev det til 84 mål på 85 kampe mellem 1945 og 1956.

I 1956 drog Budapest Honvéd ud i Europa for at spille Europa Cup mod Atlético Bilbao, som de hed dengang. De tabte den første kamp med 3-2, og inden de nåede til returkampen, var Den Ungarske Opstand blevet så stor en konflikt, at spillerne ikke ønskede at vende retur til Ungarn. Returkampen, som endte 3-3, blev derfor spillet på Heysel Stadion i Bruxelles.

Spillerne kunne nu vende hjem, men det ønskede de fortsat ikke. De tog på en indsamlingsturné i Italien, Portugal, Spanien og Brasilien. Da de kom tilbage til Europa, skiltes deres veje. Nogle vendte hjem til Ungarn, mens andre fandt nye klubber i udlandet. Puskás skulle ikke vende hjem til Ungarn før 1981.

Puskás spillede et par uoficielle kampe for Espanyol, og AC Milan og Juventus var interesserede i spilleren, inden UEFA udelukkede ham fra europæisk fodbold i to år. Da hans karantæne var udløbet forsøgte han at finde en klub i Italien, hvor han nu boede, men det lykkedes ikke pga. hans alder og vægt. Manchester United var lige blevet ramt af München-katastrofen og overvejede Puskás, men det blev ikke til noget.

Puskás var blevet 31 år, havde holdt to års pause og var en smule stor i det. Ind kom Real Madrid, som netop havde vundet deres tredje Europa Cup på tre år med spillere som Alfredo di Stéfano og Paco Gento i front.

Puskás var dog en smule anderledes end de andre, han var en regulær målmaskine, som man næsten ikke så igen før Cristiano Ronaldo og Lionel Messi slog til 50 år senere. I sin første La Liga-sæson scorede Puskás fire hattricks, ét af dem i sin blot anden kamp for klubben.

I alt blev det til 25 mål i 34 kampe i den første. Et ganske fint snit på 0,73 mål pr. kamp, men for Puskás var det faktisk lidt lavt. Sæsonen efter, i 1959-60, scorede han 49 mål i 36 kampe, et snit på 1,36 mål pr. Kamp. Han havde allerede vundet Europa Cuppen to gange i Madrid, men han havde fortsat sit første mesterskab til gode.

Barcelona havde vundet La Liga i både 1959 og 1960, mens Real Madrid måtte nøjes med to 2. pladser. Det var man selvsagt ikke tilfreds med, så de følgende fem sæsoner vandt man mesterskab nr. 7, 8, 9, 10 og 11. Puskás scorede hhv. 44, 40, 31, 28 og 17 mål i alle turneringer. Han blev ligaens topscorer i 1960, 1961, 1963 og 1964 med hhv. 25, 28, 26 og 21 mål.

I 1958-59 scorede han i begge semifinaler i Europa Cuppen mod Atlético Madrid, men var ude af finalen med en skade. Sæsonen efter vandt man turneringen igen. Her scorede Puskás hattricks mod Jeunesse Esch og FC Barcelona, inden han scorede hele 4 mål i finalen mod Eintracht Frankfurt, som blev vundet med 7-3. I 1962 tabte man finalen til Benfica med 5-3 - også her scorede Puskás hattrick. I den sidste europæiske triumf, i 1966, fik Puskás ingen spilletid i finalen, men scorede 5 mål i turneringen.

Specielt i 1960 blev holdet hyldet. Finalen blev spillet i Glasgow, og modstanderne, Frankfurt, havde slået Rangers ud af turneringen på vejen til finalen. Britiske medier skrev bl.a. at Real Madrid spillede som om de var “rørt at engle” og at “selv ikke Eintracht Frankfurt kan have det skidt over at blive slået af sådanne mestre”.

Real Madrid var så suveræne, at Puskás og Di Stéfano havde gang i en leg, hvor det for dem hver især gjaldt om at have bolden når dommeren fløjtede af. De havde jo begge lavet hattricks, Puskás havde faktisk scoret fire gange, så de ville have kampbolden. Da kampen blev fløjtet af var det Puskás der havde den, men Frankfurt-angribere Erwin Stein ønskede bolden og spurgte gentagne gange.

- Jeg ville virkelig gerne have den bold, men ham her havde scoret to mål og tabt. Det er det mindste jeg kan gøre, sagde Puskás om situationen, hvor han endte med at give bolden til Stein.

Med 242 mål i 262 mål blev det til 0,92 mål pr. kamp. Det var længe rekord i Madrid og blev først overgået af Cristiano Ronaldo, som endte sin Real Madrid-karriere på 1,03 mål pr. kamp. Ganske imponerende for en spiller der først kom til som 31-årig efter to år uden en klub.

I 1999 blev Puskás kåret til den sjette bedste spiller i det 20. århundrede, bag Pelé, Johan Cruyff, Franz Beckenbauer, Alfredo di Stéfano og Diego Maradona. I dag er han bl.a. kendt gennem FIFA’s årlige pris for årets smukkeste mål, Puskás-prisen.

Da han kom til Madrid som 31-årig var han, efter fodboldens standarder, en stor mand, men han havde et fantastisk spark og en stor spilintelligens.

- Han var fed, men hans venstre fod var vidunderlig. Han flyttede sig kun 5 meter rundt på banen, men de 5 meter var gyldne, sagde Amancio Amaro, mens Canário, også tidligere Real Madrid-spiller påstod, at Puskás spillede, mens han var gravid.

På Real Madrids hjemmeside skriver de, at Puskás havde den bedste venstre fod der nogensinde har betrådt Estadio Santiago Bernabéu, og med folk som Guti, Raúl og Roberto Carlos samt en lang række dygtige modstandere, må det siges at være noget af en bedrift.

Puskás nåede også fire kampe for det spanske landshold. Han stoppede karrieren i 1966, og blev derefter træner i en lang række klubber samt et par lande. Han stoppede som træner i 1993. I 2000 fik han diagnosen Alzheimers sygdom. I september 2006 blev han indlagt på et hospital i Budapest, og den 17. november døde han af lungebetændelse. Han blev 79 år gammel. 

 

Læs om nr. 7 - Gento

Læs om nr. 8 - Casillas

Læs om nr. 9 - Modric

Læs om nr. 10 - Marcelo

Læs om nr. 11 - Roberto Carlos

Læs om nr. 12 - Pirri

Læs om nr. 13 - Butragueño

Læs om nr. 14 - Fernando Hierro

Læs om nr. 15 - Amancio

Læs om nr. 16 - Kroos

Læs om nr. 17 - Míchel

Læs om nr. 18 - Hugo Sánchez

Læs om nr. 19 - Zidane

Læs om nr. 20 - Santillana

Real Madrids 20 bedste spillere: Nr. 7 - Gento

gento portræt

Internettet strømmer over med lister over de bedste spillere i Real Madrids historie, og hver gang sidder man og er mere eller mindre uenig.

En aften i juni mødtes redaktionen fra madridista.dk så til et digitalt møde, som handlede om én ting: at blive enige om, hvem der var de 20 bedste spillere i Real Madrids historie og rangere dem.

Enighed var selvfølgelig ikke muligt at opnå, men ved hjælp af demokratisk samtale nåede vi frem til følgende liste.

Listen skal derfor ikke ses som skribentens egen holdning men som madridista.dk’s samlede. Portrætterne af de foregående spillere kan ses i bunden af artiklen. Vi fortsætter her med nummer 7. God fornøjelse.


7
Francisco ”Paco” Gento López

Født: 21. oktober 1933

Position: Venstre wing
Periode i Real Madrid: 1953-1971
Kampe for Real Madrid: 600
Mål for Real Madrid: 182

Trofæer med Real Madrid:
- 12 x LaLiga
- 6 x Europæisk Mesterholdsturnering
- 1 x Intercontinental Cup
- 2 x Latin Cup
- 1 x VM for klubhold
- 2 x Copa del Rey

Bedrifter i Real Madrid:
- Rekordindehaver af flest LaLiga-titler med 12 styks
- Rekordindehaver af flest triumfer i Champions League/Den Europæiske Mesterholdsturnering med 6 styks
- Flest optrædener i finaler i Champions League/Den Europæiske Mesterholdsturnering med 8 (samme antal som Paolo Maldini)
- Spilleren med flest trofæer for Real Madrid frem til Marcelo tog den i år (2022)
- Ærespræsident i Real Madrid fra 2016 til 2022

Paco Gento blev født i byen Guarnizo i Cantabrien-regionen i det nordlige Spanien tilbage i oktober 1933. Herfra er der ikke langt til byen Santander, og det var også her, at han efter ophold i et række mindre klubber startede sin professionelle karriere for Racing de Santander. Han nåede dog ikke mange førsteholdskampe for Racing, før Real Madrid fik fingrene i den unge Gento. I 1952/53-sæsonen havde han nemlig primært gjort sig på Racings B-hold, men sygdom på førsteholdet gav plads til Gento, og da han kom i kamp imod Real Madrid, gik det hurtigt med at hente ham til den spanske hovedstad. Blot tre dage efter kampen imellem Racing de Santander og Real Madrid havde han underskrevet kontrakten med Los Blancos. En handel, der i legendesektionen på Real Madrids hjemmeside beskrives som en af klubbens vigtigste handler nogensinde.

Gento kom altså til Real Madrid i 1953, hvilket var det samme år som Alfredo Di Stéfano, og herfra startede en helt ny æra i klubben. På daværende tidspunkt havde Real Madrid ikke vundet det spanske mesterskab i to årtier. Vi skal helt tilbage til sæsonen 1932/33 før den spanske borgerkrig, men allerede i Gentos første sæson vandt man ligaen, og der skulle blot gå et par år, før de berømte fem triumfer på stribe i Den Europæiske Mesterholdsturnering skulle komme i hus.

Gentos start i Real Madrid var dog ikke ligefrem en succes. Den blot 19-årige spanier havde svært ved at finde sin plads på holdet, kæmpede med at tøjle sin enorme fart og sparkede på mål fra alle mulige vinkler. Det endte med, at han primært spillede i første halvdel af sæsonen og sad ude i anden med blot 17 ligaoptrædener i alt. Fansene var på nakken af den nye, unge kantspiller, og der var rygter om, at han allerede den kommende sommer skulle skippes videre til en anden klub. I modsætning til eksempelvis Luka Modric ramte kritikken ham hårdt, og selv har han udtalt følgende om skiftet til Real Madrid: ”Det hele var for stort. Bare deres navn, atmosfæren, min afsondrethed, min reserverede karakter, genertheden, fansene, som var efter mig og med god grund. Det betød alt sammen, at jeg havde det svært. Jeg mistede søvn over kritikken. Det fik mig til at tro, at de ville sende mig til et hold i provinsen”.

I citatet berører Gento noget af det, som er en vigtig del af hans fortælling; hans ydmyghed og sky karakter. Han var ikke ligesom Di Stéfano og Puskás på sin samtid en etableret kæmpestjerne med stort ledergen og masser af punkter på CV’et, men i stedet lærte han med tiden at være en tro væbner og loyal oplægger til de to giganter, der lå mere centralt i banen. Netop Di Stéfano har en stor andel i beslutningen om at bibeholde troen på den unge spanier, for det var ham, der bankede på døren hos præsident Santiago Bernabéu og overbeviste ham om at holde på Gento. Med ordene ”han har fart og sparker til bolden som en kanon. Det er ikke noget man kan lære, det er noget man har. Vi kan lære ham resten” var Bernabéu overbevist. Og Di Stéfano skulle få ret. Siden har han yderligere udtalt: ”Fyren var introvert. Han kom fra en lille by og følte sig malplaceret. I det andet år blev han den bedste kantspiller i verden”.

Med Di Stéfanos ord er vi klar til tage fat på de efterfølgende 17 sæsoner, hvor Gento markerede sig som en af Real Madrid og spansk fodbolds allerstørste legender. Med sin dødbringende fart blev han en uvurderlig del af Real Madrids offensiv, hvor han drog fordel af sin ydmyge tilgang og medfølgende evne og villighed til at servicere de endnu større stjerner. Fra 1956 til 1960 vandt Real Madrid hvert år Den Europæiske Mesterholdsturnering med Gento som deltager i alle finalerne og som målscorer i to af dem. Endda som matchvinder med et sent mål til 3-2 imod Milan i 1958. Han var tilmed med i begge de tabte finaler i 1962 og 1964 og var anfører, da Yé-yé-holdet med lutter spanske spillere vandt trofæet igen i 1966.

Når man dykker ned i historien om Gento, er det altid hans fart, der bliver fremhævet som noget af det første. Han omtales blandt andet som Kulingen fra Cantabrien (efter navnet på den vind, der præger hans hjemegn) og El Supersonico, og en lang række af medspillere og modspillere har gennem tiden sat ord på, hvordan det var at opleve Gento. Di Stéfano har forklaret, hvordan han og resten af holdet måtte spekulere i ikke at sende ham afsted for tidligt, da de ellers aldrig ville nå at komme med frem, og Puskás fortæller om holdets taktik i de år: ”Planen var ligetil. Vi vidste, at vi i Gento havde det hurtigste, der fandtes på to ben”. Da først Gento fik styr på sin enorme fart, blev han en dominerende skikkelse på venstrekanten, og når man læser Ignacio Zocos beskrivelse af hans spillestil, får man et billede af en kantspiller, der i høj grad minder om spidskompetencerne hos nutidens vævre kantspillere. Zoco forklarer: ”Gentos hurtighed var frygtindgydende. Det var umuligt at stoppe ham. Men selv var han i stand til at standse på en meter – hvilket betød, at forfølgerne høvlede forbi, mens de desperat prøvede at hugge bremserne i. Med forsvareren ude af spillet fortsatte Gento så i en anden retning”.

Når man læser og hører om spillere, der udfoldede sig for 50-70 år siden, er man sædvanligvis nødsaget til at stole på de store spillere og fodboldkendere, der beretter om, hvad de så dengang, eller man kan forsøge at danne sig et indtryk fra semigrynede billeder af gamle kampe. Med spillere af Gentos kaliber er det dog bestemt muligt at opleve det med egne øje gennem gamle klip – især når det handler om noget så banalt som fart! Gento er målt til at løbe en 100 meter på 11 sekunder, og når man ser de gamle klip, ser man en fart, der står i latterlig stor kontrast til modstandernes. Gento dyrkede atletik i sine unge dage, inden fodboldbolden blev levevejen, og der er ingen tvivl om, at Real Madrid havde en sand atlet på holdet i disse år. Med et lavt tyngdepunkt, en kraftig, tætbygget krop og en højde på blot 168 centimer, er det som at se en kanonkugle støde gennem forsvarskæder. Det er ikke svært at forestille sig, hvordan datidens angribere har lukreret på indlæggene fra baglinjen fra Gentos venstreben. Det er heller intet tilfælde, at Marca kort efter Gareth Bales mål i Copa del Rey-finalen i 2014, hvor waliseren komplet oversprintede Marc Bartra, henvendte sig til Gento med en spørgsmålsrunde om, hvad netop han havde at sige om den slags mål.

I især én henseende er Gento unik i forhold de andre store legender fra hans tid. Idét Gento var så ung, da han kom til Real Madrid, betød det, at han formåede at bygge bro mellem to vigtige æraer i klubbens historie. Da han var anfører i 1966-finalen i Den Europæiske Mesterholdsturnering, var spillere som Di Stéfano, Puskás, Santamaría og Zárraga alle væk, men i stedet var en ny håndfuld legender i form af Grosso, Amancio og Pirri at finde på banen – sammen med Gento. Gento gik fra at vinde store turneringer internationalt som løjtnanten for de helt store kaptajner til selv at være kaptajn på et spansk domineret hold, der skulle vinde det ene mesterskab efter det andet hjemme i Spanien.

I dag har Gento et overdådigt eftermæle, der fortsat indeholder et par store rekorder. Han har både rekorden for flest vundne Europæiske Mesterholdsturneringer (medtalt Champions League) med seks af slagsen. Kun to klubber i verden har flere trofæer end Gento – Real Madrid og Milan, der har syv. Tilmed er hans otte finaledeltagelser rekord, hvilken han deler med Paolo Maldini. Derudover er hans tolv spanske mesterskaber også rekord, og endnu vildere bliver det af at tænke på, at han i løbet af 18 sæsoner vandt mesterskabet i hele 66% af sæsonerne. Ovenikøbet betyder det, at han har været med til at indbringe Real Madrid lidt over en tredjedel af alle klubbens spanske mesterskaber nogensinde.

Internt i klubben er Gento at finde i toppen af flere af de historiske lister. Han har spillet ottende flest kampe, scoret syvende flest mål og er på andenpladsen på listen over spillere med flest trofæer – en rekord, der blev taget fra ham i år, da Marcelo tog førstepladsen. Hvis der blev noteret assists på Gentos tid, ville han helt sikkert også være i toppen af assistlisten, for især i den første halvdel af hans Real Madrid-karriere var der endnu større spillere, der skulle assisteres. På trods af sin lidt lavere status på holdet end de største stjerner og sin rolle som oplægger blev han dog nummer otte i Ballon d’Or-opløbet i 1959 – efter naturligvis både Di Stéfano, der vandt prisen, og Puskás. I øvrigt har Gento også haft sæsoner, hvor han rundede tocifret antal mål i ligaen med de 15 fuldtræffere i 1959/60-sæsonen som den personlige rekord.

Gento spillede i Real Madrid helt frem til 1971, hvor han i en alder af 38 år trak sig tilbage uden behov for flere eventyr andetsteds. Selvom han startede ud som en introvert, overvældet dreng voksede han sig til en af klubbens største ikoner nogensinde. Det var også Gento, der efter Di Stéfanos død i 2014 blev udnævnt som ny ærespræsident i klubben. Den titel sad han på frem til januar i år, 2022, hvor han selv gik bort i en alder af 88 som den sidste fra det lendariske kuld, der vandt de første fem titler i den største europæiske fodboldturnering i 50’erne. I den forbindelse tog vi her på siden afsked med Gento i en podcast, som I finder her, hvis I vil høre flere ord om Kulingen fra Cantabrien.

Læs om nr. 8 - Casillas

Læs om nr. 9 - Modric

Læs om nr. 10 - Marcelo

Læs om nr. 11 - Roberto Carlos

Læs om nr. 12 - Pirri

Læs om nr. 13 - Butragueño

Læs om nr. 14 - Fernando Hierro

Læs om nr. 15 - Amancio

Læs om nr. 16 - Kroos

Læs om nr. 17 - Míchel

Læs om nr. 18 - Hugo Sánchez

Læs om nr. 19 - Zidane

Læs om nr. 20 - Santillana

Real Madrids 20 bedste spillere: Nr. 8 - Casillas

Internettet strømmer over med lister over de bedste spillere i Real Madrids historie, og hver gang sidder man og er mere eller mindre uenig.

En aften i juni mødtes redaktionen fra madridista.dk så til et digitalt møde, som handlede om én ting: at blive enige om, hvem der var de 20 bedste spillere i Real Madrids historie og rangere dem.

Enighed var selvfølgelig ikke muligt at opnå, men ved hjælp af demokratisk samtale nåede vi frem til følgende liste.

Listen skal derfor ikke ses som skribentens egen holdning, men i stedet for madridista.dk’s samlede. De foregående pladser kan ses i bunden af artiklen.


8
Iker Casillas


Født: 20. maj 1981

Position: Målmand
Periode i Real Madrid: 1999-2015
Kampe for Real Madrid: 725
Trofæer med Real Madrid:
5 x LaLiga
4 x Supercopa de España
3 x Champions League
3 x VM for klubhold
2 x Copa del Rey
2 x Intercontinental Cup
2 x UEFA Super Cup

Bedrifter i Real Madrid:
Næstflest kampe for Real Madrid: 725
Flest kampe i internationale turneringer for Real Madrid: 162
Flest kampe i UEFA-turneringer for Real Madrid: 157
Flest kampe i europæiske turneringer for Real Madrid: 155
Flest kampe i Champions League for Real Madrid: 152
Næstflest sejre i Champions League (af alle): 101
Flest clean sheets i Champions League (af alle): 57
Yngste målmand til at spille i (og vinde) en Champions League-finale: 19 år, 4 dage
IFFHS verdens bedste målmand: 2008, 2009, 2010, 2011, 2012
FIFPro World XI: 2008, 2009, 2010, 2011, 2012
UEFA Årets hold: 2007, 2008, 2009, 2010, 2011, 2012
Golden Foot: 2017
Zamora-trofæet: 2007-08
Bedste målmand i LaLiga: 2009, 2012 (prisen blev etableret i 2009)
LaLiga Fair Play Award: 2012-13

Iker Casillas blev født den 21. maj 1981 i Móstoles til far José Luis og mor Maria. Vi skal ikke høre meget om forældrene i denne artikel, men vi lægger alligevel ud med en anekdote, som inkluderer José Luis.

Da Iker var barn, kun syv eller otte år gammel, havde José Luis forsøgt sig med den spanske version af en Tips 13, La Quiniela. Der var 15 kampe på kuponen, og José Luis havde gættet korrekt på udfaldet af 14 af dem - han manglede kun bonuskampen. Under normale omstændigheder ville sådan en kupon betyde en gevinst på 8-9 millioner kroner, men den unge Iker glemte at aflevere kuponen. Faderen tog det dog forbavsende roligt.

- Nej, det var ikke noget vildt, bare lidt dumt. Det sker, sagde Casillas tilbage i 2004. Lang tid efter episoden fandt sted i slutningen af 80’erne.

- Pengene havde været rare, men han taler ikke så meget om det mere.

Da han var ni år gammel startede han i Real Madrids ungdomsrækker, og der skulle gå 25 år før han forlod klubben. Han er den bedste målmand i klubbens historie, måske endda den bedste i fodboldens historie.

- Og nej, jeg er ikke målmand, fordi jeg var dårlig på banen. Min far var målmand, og han gav mig hans tøj, kæmpe handsker og det hele, og det viste sig, at jeg er ret god, sagde en smilende Casillas tilbage i 2004, kun fem år inde i sin enorme Real Madrid-karriere.

Han er i hvert fald den målmand, sammen med Buffon og Neuer, der af IFFHS er kåret til verdens bedste målmand flest gange. Fra 2008 til 2012 var han fuldstændig urørlig på listen med fem priser i en tid hvor han vandt EM to gange (2008, 2012) og VM én gang (2010) med landsholdet, mens det blev til to mesterskaber (2008, 2012) og én Copa del Rey-triumf (2011) samt to spansk Supercopas (2008, 2012) med Real Madrid.

Allerede som 16-årig blev han for første gang udtaget til førsteholdstruppen, der skulle en tur til Norge for at møde Rosenborg i Champions League. Han sad i skolen en dag i november 1997 og talte om Real Madrid med sine venner, da skolelederen kom ind i klassen og bad om at få lov til at tale med Iker.

Snart efter sad han i en taxa mod Barajas-lufthavnen. Real Madrid havde nemlig ringet til hans mor, som havde ringet til skolen. Den unge målmand var udtaget til en Champions League-kamp i Norge og han skulle afsted med det samme.

- Jeg gik fra at sidde i skolen med min ven Julio til at sidde ved samme bord som Fernando Morientes, Clarence Seedorf, Fernando Sanz, Predrag Mijatovic, Davor Suker og Raúl González. Det var magisk og jeg vil altid huske det.

Casillas sad på bænken i hele kampen, som Real Madrid i øvrigt tabte med 2-0, men der skulle ikke gå lang tid før han fik chancen igen.

Den 12. september 1999 fik 18-årige Iker Casillas sin Real Madrid-debut på San Mamés mod Athletic Club i en kamp der endte 2-2. Tre dage senere blev han den yngste målmand til at spille i Champions League, bare 18 år og 177 dage gammel, i en kamp mod Olympiakos. Den kamp endte 3-3, så den unge keeper havde lukket fem mål ind i sine to første kamp. Ikke umiddelbart nogen drømmestart, men han spillede igen mod de senere mestre fra Deportivo La Coruña og norske Molde.

Derefter fik han en pause hvor enten Bodo Illgner eller Albano Bizzarri spillede. I oktober fik han en enkeltstående kamp mere, mod Atlético Madrid, og fra december stod han fast resten af sæsonen. I alt blev det til 27 kampe i La Liga, 12 i Champions League, fem i Copa del Rey og tre ved VM for klubhold i den første sæson. I alt 47 kampe med 50 indkasserede mål og 18 clean sheets.

I ligaen endte man på en skuffende 5. plads, så der var ingen Champions League i 2001-02, med mindre man da kunne vinde turneringen. Det gjorde man som bekendt med en sejr på 3-0 over Valencia i Paris, og det betød, at Real Zaragozas 4. plads ikke længere gav adgang til Champions League.

I 2000-01 var Casillas fortsat førstemålmand for Real Madrid. 34 kampe i ligaen og 11 i Champions League blev det, plus en optræden i Intercontinental Cup og endnu en i UEFAs Super Cup. Han startede også sæsonen 2001-02 som førstemålmand, men da vi nåede til februar, var det César Sánchez, der oftest tog plads imellem stængerne. Sánchez spillede de sidste 11 kampe i ligaen og samtlige kampe efter nytår i Champions League.

Han startede også inde i Champions League-finalen i Glasgow mod Bayer Leverkusen, men i det 68. minut måtte han udgå med en skade. Ind kom Casillas, nu 21 år gammel. Real Madrid var foran 2-1 på mål af Raúl og Zinedine Zidane, men Leverkusen lagde et hårdt pres. Casillas afviste dog forsøg efter forsøg tæt på hinanden, og kampen endte 2-1. Dén kamp kan måske bedst sammenlignes med Courtois’ finale i 2022.

Efter kampen brød Casillas ud i tårer, som man også så det flere gange senere i karrieren, men dengang i 2002 handlede det faktisk ikke rigtig om glæde.

- Det var mere vrede og frustration end glæde. Den tid på bænken gjorde ondt, men jeg lærte mere i den sæson, end nogensinde før, forklarede Casillas senere hen.

Senere den sommer blev han også Spaniens førstemålmand ved VM i Japan og Sydkorea. Det skulle egentlig have været den tidligere Real Madrid-målmand Santiago Cañizares, der skulle vogte det spanske bur, men Cañizares tabte en flaske aftershave på gulvet, og glasskårene beskadigede en sene i hans fod.

Han havde godt nok allerede deltaget i én slutrunde, da han sad på bænken under hele EM 2000, men det her var første gang, han deltog som førstemålmand.

Det var her, ved VM 2002, at “San Iker” blev født. Spanien mødte Irland i ottendedelsfinalen, og her reddede Iker Casillas et straffespark efter 63 minutter og to i straffesparkskonkurrencen. Spanien gik videre og Iker Casillas blev dødt “San Iker”.

- Iker er ikke menneskelig. Den dag han kom til jordan, skinnede lyset på hans hus, som ved Bethlehems porte, da Kristus blev født. Han er en engel, der er faldet fra himlen, Messias, den udvalgte, blev der bl.a. skrevet om den 21-årige målmand.

2002 var også året hvor han for første gang var at finde i top 3 over verdens bedste målmænd, kåret af IFFHS. Han fik en flot 2. plads efter Oliver Kahn. I 2003 fik han igen en 2. plads, denne gang bag Gianluigi Buffon. Så tog han et par år væk fra listen og i 2007 endte han som nr. 3, efter Gianluigi Buffon og Petr Cech.

Så var “San Iker” også færdig med julelegene og hvert eneste år fra 2008 til 2012, fem gange, toppede han listen, godt hjulpet på vej af to europamesterskaber (i 2008 og 2012) og et verdensmesterskab (i 2010).

Og hvis du ikke nåede at se ham i hans guddommelige topform, så var han lige så imponerende, som det ser ud her. Mens han ikke var lige så dominerende i feltet som Thibaut Courtois er det i dag, så var han en forrygende shotstopper med uvirkelige reflekser og fantastisk i én mod én-situationer.

På trods af, at Casillas var verdens bedste målmand i en årrække, så lykkedes det ham faktisk blot at vinde Zamora-trofæet én gang, nemlig i 2007-08, hvor han lukkede 32 mål ind i 36 kampe.

Det år underskrev Iker Casillas, i øvrigt sammen med Raúl, en “livstidskontrakt”, som automatisk ville blive forlænget, hvis de spillede mere end 30 kampe på en sæson. Daværende præsident, Ramon Calderon sagde dengang:

- Iker Casillas og Raúl er begge gået med til at blive i klubben resten af deres karriere. På denne dag, Valentinsdag, kan Iker, Raúl og Real Madrid sige til hinanden, at de elsker hinanden, de har brug for hinanden og de komplimenterer hinanden resten af livet. Jeg vil ikke tale om penge, men jeg kan fortælle, at de vil tjene mindre end hvad de fortjener, fordi det eksempel de sætter for de unge, og den entusiasme de udviser til fansene, kan man ikke sætte værdi på.

Casillas’ kontrakt gik til 2017 og Raúls til 2011. De ville blive forlænget ved 30 optrædender, men som vi ved i dag, så nåede ingen af dem at se deres kontrakter med Real Madrid løbe ud.

I 2009, som bare 27-årig, blev Casillas den målmand med flest kampe for Real Madrid, da han overgik Paco Buyos 454 kampe. I 2010 blev han anfører for klubben, da både Raúl og Guti forlod den spanske hovedstad.

Samme år ankom José Mourinho i Real Madrid, og i december 2012 blev Casillas droppet til en kamp mod Málaga til fordel for Antonio Adán, hvorefter Mourinho ytrede de berømte ord:

- Adán está mejor que Casillas.

Adan er bedre end Casillas. Real Madrid tabte kampen med 4-3 og Casillas var tilbage ugen efter, men forholdet var skadet. I januar 2013 blev Casillas skadet, og Mourinho hentede Diego López til klubben. Da Casillas kom tilbage fra skade, var López dog stadig førstevalget. Det blev Mourinhos sidste sæson, og sæsonen efter kom Carlo Ancelotti til klubben.

Casillas var dog stadig andetvalg, men spillede samtlige kampe i både Copa del Rey og Champions League. Begge turneringer blev vundet. I 2014-15 smuttede Diego López, Keylor Navas blev hentet ind, og Iker Casillas var igen førstevalg.

I juli 2015 tog en grædende San Iker afsked med den klub han havde elsket og repræsenteret i 25 år. På ingen måde en værdig afsked for klubbens største målmand. Ingen trofæer, ingen hyldestvideo, ingen fans.

725 kampe for Real Madrid. Den første som 18-årig. Det sidste pressemøde tog ni minutter, og så var han ude af døren. Jeg tror Florentino Pérez lærte noget den dag.

Læs om nr. 9 - Modric

Læs om nr. 10 - Marcelo

Læs om nr. 11 - Roberto Carlos

Læs om nr. 12 - Pirri

Læs om nr. 13 - Butragueño

Læs om nr. 14 - Fernando Hierro

Læs om nr. 15 - Amancio

Læs om nr. 16 - Kroos

Læs om nr. 17 - Míchel

Læs om nr. 18 - Hugo Sánchez

Læs om nr. 19 - Zidane

Læs om nr. 20 - Santillana

Real Madrids 20 bedste spillere: Nr. 9 - Modric

Modric jubilæum 041217

Internettet strømmer over med lister over de bedste spillere i Real Madrids historie, og hver gang sidder man og er mere eller mindre uenig.

En aften i juni mødtes redaktionen fra madridista.dk så til et digitalt møde, som handlede om én ting: at blive enige om, hvem der var de 20 bedste spillere i Real Madrids historie og rangere dem.

Enighed var selvfølgelig ikke muligt at opnå, men ved hjælp af demokratisk samtale nåede vi frem til følgende liste.

Listen skal derfor ikke ses som skribentens egen holdning men som madridista.dk’s samlede. Portrætterne af de foregående spillere kan ses i bunden af artiklen. Vi fortsætter her med nummer 9. God fornøjelse.


9
Luka Modric

Født: 9. september 1985

Position: Midtbane
Periode i Real Madrid: 2012-nu
Kampe for Real Madrid: 436
Mål for Real Madrid: 31

Trofæer med Real Madrid:
- 3 x LaLiga
- 5 x Champions League
- 1 x Copa del Rey
- 4 x Supercopa de España
- 3 x UEFA Super Cup
- 4 x VM for klubhold

Bedrifter i Real Madrid:
- UEFA Årets trup i Champions League: 2013/14, 2015/16, 2016/17, 2017/18, 2020/21
- UEFA Årets hold i Champions League: 2021/22
- UEFA Årets bedste mandlige fodboldspiller: 2017/18
- UEFA Årets hold: 2016, 2017, 2018
- UEFA LaLiga Sæsonens Hold: 2015/16
- FIFA FIFPro World 11: 2015, 2016, 2017, 2018, 2019
- The Best FIFA Men’s Player: 2018
- IFFHS Mændenes Verdenshold: 2017, 2018
- LaLiga Sæsonens Hold: 2015/16
- LaLiga Bedste Midtbanespiller: 2013/14, 2015/16
- Ballon d’Or: 2018. Derudover: Nr. 5 i 2017, nr. 17 i 2016, nr. 29 i 2021
- World Soccer Player of the Year: 2018
- Golden Foot: 2019
- Årets kroatiske fodboldspiller: 2014, 2016, 2017, 2018, 2019, 2020, 2021 (plus 3 gange før Real Madrid)

For anden gang er vi på denne top20-liste nået til en spiller, der stadig er aktiv i klubben. Vi har allerede placeret Toni Kroos, og nu bliver der strøet med magi, når vi tager fat i tyskerens sidekick på midtbanen, Luka Modric.

Modric’ historie er på mange måder en på samme tid skøn og tragisk fortælling om en dreng, der gik fra trange kår til fodboldverdenens absolutte top. Allerede som seksårig måtte han sammen med sin familie flygte fra hjemlandet, da den kroatiske selvstændighedskrig brød ud i starten af 1990’erne, hvilket blandt andet kostede hans bedstefar livet ikke langt fra hans hus. Sammen med sine forældre måtte han udleve en tilværelse på forskellige hoteller, og undervejs tog han sine spæde skridt som fodboldspiller på diverse parkeringspladser. Med tiden begyndte han i skole og startede på et sportsakademi, som familien akkurat havde råd til, hvilket førte til, at han senere startede sin professionelle karriere hos Dinamo Zagreb.

Ligesom med Emilio Butragueño var der tidligt i Modric’ karriere tvivl om, hvorvidt han ville få succes med sin beskedne størrelse. Selv har han taget til genmæle: “Måske ligner jeg en letvægter, men jeg er en meget stærk person mentalt og fysisk, og jeg har aldrig haft problemer med min størrelse”. Disse ord fik ben at gå på med fire stærke sæsoner i den fysisk prægede Premier League hos Tottenham, hvor han voksede sig til en stor spiller og på trods af stærk interesse fra Chelsea senere endte i Real Madrid.

Der ventede en kaotisk start i det spanske. Først i slutningen af transfervinduet i 2012 blev han hentet til Real Madrid for 35 millioner euro, og uden en optaktssæson skulle han nu påbegynde, hvad der skulle vise sig at være en konfliktfyldt og besværlig tredje sæson under José Mourinho. Modric spillede hele 53 kampe men en god portion var som indhopper, og selvom han scorede et vigtigt mål imod Manchester United i ottendedelsfinalen i Champions League, holdt det ikke Marca fra at kåre ham som sæsonens værste indkøb.

Modric har siden udtalt om Marcas knap så hæderfulde kåring: ”Det påvirkede mig slet ikke. Jeg vidste, at jeg før eller senere ville vise min kvalitet og vise alle, hvorfor jeg er her, og hvorfor Real Madrid gjorde så stor en indsats for at hente mig”. Allerede i den efterfølgende sæson skulle Modric under nyansatte Carlo Ancelotti gøre folks tvivl til skamme. I den sæson spillede Modric 51 kampe, heraf 45 af dem fra start, og man vandt både Copa del Rey og Champions League med Modric som oplægger til Sergio Ramos’ berømte minut 92:48-mål. Og succeshistorien var kun lige begyndt.

Superlativer er der nok af, når man skal beskrive Modric, og selv den mest objektive beskrivelse vil lyde pladderfodboldromantisk. En gudsbenådet tekniker med en yndefuld elegance i sit drev og i sine skarpe kropsfinter, som selv Zidane ville nikke anerkendende af, men samtidig en hårdtarbejdende, sympatisk og ydmyg spiller. Og Modric’ spil er ikke gået ubemærket hen. I 2018 vandt han Ballon d’Or efter også at have ført Kroatien til VM-finalen, i seks af sine ti sæsoner i klubben er han kommet på årets hold i Champions League, hvert år mellem 2015 og 2019 var han på årets FIFA-hold, og derudover har både hjemlandet, IFFHS, UEFA, LaLiga og en lang række magasiner smidt masser af hæder hans vej. Læg dertil hans personlige signatur i form af ydersideafleveringen, hele fem Champions League-titler og masser af bragende, flotte landskudsmål.

Med 436 kampe fordelt over 10 sæsoner, 20 vundne trofæer og en urokkelig loyalitet over for klubben er det en sand gigant, vi har med at gøre. Samtidig er det en spiller, som vi måske først begriber betydningen af, når karrieren engang slutter. Selvom logikken siger, at der ikke går længe, fortsætter han med at underskrive étårige kontrakter med klubben – den seneste efter en forrygende sæson, hvor han i en alder af 36 netop har slået personlig rekord på antal assists på én sæson med tolv af slagsen. Heraf flere med afsindig betydning i Champions League.

Modric er samtidig en af de spillere, der ikke kun brillerer på det rent fodboldmæssige, men derudover også vinder hjerter på det menneskelige plan. Sportsjournalisten David Orstein beskriver Modric som en “laid back, uprætentiøs, sympatisk karakter, som er stille men boblende, privat og samtidig varm; en venlig Galactico med en rar, samvittighedsfuld, intelligent personlighed. Men nedenunder ligger en umiskendelig form for vilje og beslutsomhed, et kraftfuldt begær efter at overvinde og triumfere, noget der alt sammen stammer fra et liv med modstand og udfordringer”. Det er næppe en beskrivelse, der får særligt mange til at rynke på næsen, og Modric blev i 2019 da også tildelt Golden Foot-prisen for sin personlighed og bedrifter på fodboldbanen.

Til Modric’ Real Madrid-karriere hører der sig dog også to nedgangsperioder. Den første gang var i Ancelottis anden sæson i 2014/15, hvor Modric blev ramt af den værste skade i sin tid i klubben og måtte sidde ude i tre måneder. Med Modric ude faldt også resten af holdet, og da han endelig var tilbage i marts, gik der blot en måned, før han røg ud i resten af sæsonen med en knæskade. Han deltog i blot seks af de sidste 27 kampe i LaLiga, og i alt spillede han blot 25 kampe i sæsonen – til sammenligning har han i alle andre sæsoner spillet mindst 40 kampe og ofte en del flere. Ancelotti har siden beskrevet Modric’ fravær som afgørende for holdets deroute i anden halvdel af sæsonen, hvor man intet vandt, hvilket betød italienerens endeligt som cheftræner.

Den anden nedtur er naturligvis det iøjnefaldende fald i niveau, som han gennemgik sammen med næsten alle andre Real Madrid-spillere i 2018/19-sæsonen efter VM. På daværende tidspunkt lignede han en mand, der havde toppet, men heldigvis har eftertiden vist os, at det ingenlunde var sandt. Modric’ vilje efter at rejse sig på ny, hvad end det drejer sig om en hård barndom, en latterlig Marca-pris, skader eller ømme skuldre efter at have båret et helt land til en VM-finale, symboliserer om noget Real Madrids netop overståede Champions League-eventyr, hvor intet bjerg var for højt til at bestige. Modric og Real Madrid virker med andre ord til at være skabt for hinanden. Og cirklen blev fuldendt, da Marca i år tildelte ham avisens legendepris. Meget vand er løbet i åen siden 2013.

At Modric har formået at spille ti sæsoner i Real Madrid, heraf de seneste ni som fast starter, er i sig selv imponerende, eftersom han blev hentet ti klubben kort før sin 27-års fødselsdag. Nok ligner han ikke en græsk gud som Cristiano Ronaldo eller Zlatan Ibrahimovic, men han hører til samme gruppe af spillere, der passer umanerligt godt på sig selv og evner at fortsætte på topniveau sæson efter sæson. Med Real Madrids étårs-politik med kontrakter til spillere i hans alder skal vi blot prise os lykkelige for hver sæson, vi endnu får med en af klubbens bedste og mest elegante midtbanespillere gennem tiden. Om få år bliver det ham, vi tænker på, hver gang vi ser en ydersideaflevering, men for nu kan vi blot glæde os til at se, hvor mange flere sæsoner, bedrifter og trofæer denne spillende legende kan rage til sig.

Læs om nr. 10 - Marcelo

Læs om nr. 11 - Roberto Carlos

Læs om nr. 12 - Pirri

Læs om nr. 13 - Butragueño

Læs om nr. 14 - Fernando Hierro

Læs om nr. 15 - Amancio

Læs om nr. 16 - Kroos

Læs om nr. 17 - Míchel

Læs om nr. 18 - Hugo Sánchez

Læs om nr. 19 - Zidane

Læs om nr. 20 - Santillana

Real Madrids 20 bedste spillere: Nr. 10 - Marcelo

Internettet strømmer over med lister over de bedste spillere i Real Madrids historie, og hver gang sidder man og er mere eller mindre uenig.

En aften i juni mødtes redaktionen fra madridista.dk så til et digitalt møde, som handlede om én ting: at blive enige om, hvem der var de 20 bedste spillere i Real Madrids historie og rangere dem.

Enighed var selvfølgelig ikke muligt at opnå, men ved hjælp af demokratisk samtale nåede vi frem til følgende liste.

Listen skal derfor ikke ses som skribentens egen holdning, men i stedet for madridista.dk’s samlede. De foregående pladser kan ses i bunden af artiklen.


10
Marcelo

Født: 12. maj 1988

Position: Forsvar
Periode i Real Madrid: 2006-2022
Kampe for Real Madrid: 546
Mål for Real Madrid: 38
Trofæer med Real Madrid:
6 x LaLiga
5 x Champions League
5 x Supercopa de España
4 x VM for klubhold
3 x UEFA Super Cup
2 x Copa del Rey

Bedrifter i Real Madrid:
Flest trofæer for Real Madrid: 25
Flest kampe ved VM for klubhold: 8
Årtiets hold i France Football: 2010-2019
Årtiets hold kåret af IFFHS: 2011-2020
Årets hold kåret af UEFA: 2011, 2017, 2018
Årets hold kåret af IFFHS: 2017, 2018
Årets hold kåret af L’Équipe: 2011, 2016, 2017, 2018
Årets Champions League-trup: 2010-11, 2015-16, 2016-17, 2017-18
FIFA FIFPro World XI: 2012, 2015, 2016, 2017, 2018, 2019
Årets hold i LaLiga: 2015-16

“Jeg vidste, at hvis jeg bare kunne komme ud på banen, så ville det være okay. Intet slemt kan ske på en fodboldbane. Du kan vokse op i kaos, alt kan være sindssygt omkring dig, men når du har bolden ved dine fødder stopper du med at tænke. Alt er stille, fredfyldt.

Da jeg endelig kom ud på banen, havde jeg stadig svært ved at trække vejret, og jeg tænkte: Hvis jeg skal dø her ude, fuck det, så dør jeg.”

Inden Champions League-finalen mod Liverpool i 2018 var Marcelo ekstremt nervøs. I omklædningsrummet havde han svært ved at trække vejret, og forsøgte bare ikke at gå i panik.

- Det føltes som om jeg var ved at blive kvalt, siger Marcelo.

Det var startet allerede aftenen forinden. Han kunne hverken spise eller sove. Det var normalt at være nervøs inden en kamp, men det her var noget andet. Noget meget mere alvorligt.

Det er jo egentlig underligt, at man skal føle pres som aldrig før, når man allerede har vundet tre Champions League-trofæer, og endda to i træk de to foregående år. Men noget havde sat sig i hovedet på Marcelo. Som fodboldspiller skal man være god til at sortere i det, der bliver sagt til én, men da Jorge Valdano inden Champions League-finalen i 2018 udtalte sig om Marcelos duel med Liverpools Mohamed Salah, gik det brasilianeren på.

- Jeg synes Marcelo skal skaffe en plakat med Mohamed Salah, hænge den op på væggen og bede til den hver aften, havde Valdano sagt i et radioprogram.

Som vi alle ved, blev Mohamed Salah ikke et problem den dag, og et par timer var Marcelo, og resten af holdet, historiske. Tre Champions League-trofæer i træk. Da kampen gik i gang var alting jo som normalt. Bare en bold, der skulle spilles.

Marcelo Vieira da Silva Júnior blev født den 12. maj 1988 i Rio de Janeiro i Brasilien. Da han var otte år gammel havde hans familie ingen penge, og de havde ikke råd til den benzin der skulle på bilen, der fragtede Marcelo til fodbold hver dag. Hans bedstefar valgte at sælge sin Volkswagen Variant, så de i det mindste havde råd til at tage bussen. Og de fulgtes til træning hver eneste dag.

Og hver dag, uanset om det er sandt eller ej, fortæller han Marcelo:

- Du er den bedste. Du er Marcelinho. En dag skal du spille for Brasilien. En dag skal jeg se dig på Maracanã.

Som 9-årig begyndte han at spille futsal og som 13-årig var han i Fluminense. I 2005 fik Marcelo sin professionelle debut for Fluminense, og allerede i januar 2007, da han blot var 18 år, skiftede han til Real Madrid for omkring €8 millioner.

- Da jeg steg på flyet som 18-årig, vidste jeg ikke, at jeg skulle underskrive en kontrakt, rigtigt, lige dér. Jeg troede Real Madrid fløj mig over for at tage et kig på mig, måske lave et lægetjek. Jeg kom over med min fremtidige kone, min bedstefar og min bedste ven. Bare os fire og en GPS. Det var alt vi havde. Den eneste person i Brasilien der vidste, at jeg skulle afsted, var min far.

- Real Madrid er et eventyr. Du sætter dig ikke på et fly og fortæller din familie: “Ja ja, jeg skal spille for Real Madrid, vi ses senere”. Jeg kan huske, at jeg sad efter mit lægetjek, og en af trænerne sagde: “Nå, Marcelo, du er nødt til at købe et jakkesæt og et slips til i morgen.

Marcelo var forvirret, men det skulle vise sig, at han skulle sætte sin underskrift på en kontrakt med Real Madrid.

- Da de lagde kontrakten foran mig, skrev jeg mit navn så hurtigt. BAM! Marcelo Vieira da Silva Júnior. Jeg ville have skrevet under i mit eget blod.

Da Marcelo kom til klubben, var det hans store idol, Roberto Carlos, der havde siddet tungt på pladsen som venstre back i næsten 11 år. Marcelo var hentet ind som afløser for Carlos, hvis kontrakt ville udløbe et halvt år senere, i sommeren 2007. I marts fortalte Carlos offentligt, at han ville forlade klubben om sommeren. Der var tale om at udleje den unge back, men det ville Carlos ikke være med til:

- Han kommer til at lære det hér, fortalte Carlos, og så fik Marcelo lov til at blive.

Det var Fabio Capello der gav Marcelo sin debut den 7. januar 2007 i et nederlag på 2-0 til Deportivo La Coruña, hvor han fik lidt over en halv time på banen, da han erstattede Michel Salgado. Derefter skulle der gå over en måned før han fik spilletid igen, og vi skal helt frem til den 14. april før Marcelo fik plads i startopstillingen.

Den dag mødte man Racing Santander i en kamp hvor både Iván Helguera og Álvaro Mejia blev udvist. Real Madrid tabte i øvrigt 2-1 på to straffesparksmål af den senere Real Madrid-spiller Ezequiel Garay. Han (Garay, red.) scorede i øvrigt tre mål imod Real Madrid den sæson, og så blev man nødt til at købe ham. Det blev Marcelo sidste kamp i den sæson, hvor man vandt det legendariske mesterskab med Reyes’ remontada-kasser imod Mallorca.

I Marcelos første hele sæson (2007-08) kom Bernd Schuster til klubben, Roberto Carlos var smuttet og Marcelo startede inde i 24 kampe i ligaen, ligesom han fik alle seks gruppekampe i Champions League. Man blev igen spanske mestre, efter at have ført ligaen i 37 ud af 38 spillerunder.

Marcelo var blevet fast mand og spillede 27, 35, 32 og 32 kampe i ligaen i de fire efterfølgende sæsoner. 2012-13-sæsonen blev dog spoleret af skader. Han sad en del udenfor og nåede kun 14 ligakampe. I 2013-14 havde han igen lidt problemer med skader, hvilket kostede ham en stor del af den afgørende fase i Champions League det år hvor man vandt La Décima. Han spillede fra start frem til og med den første kvartfinalekamp, men derefter kom han faktisk ikke på banen før finalen, hvor han kom ind og scorede.

Derefter var Marcelo færdig med skaderne og det begyndte for alvor at tage fart i 2015-16, hvor den anden Champions League-titel kom i hus. I den kampagne sad han over i to kampe i gruppespillet, men fik ellers spilletid i resten, inkusiv 120 minutter i finalen imod Atlético Madrid.

I 2016-17 havde Real Madrid verdens ubestridt bedste venstre back. Og højre back i øvrigt. Det er sjældent set, at backs har så stor indflydelse på den offensive kontrol, men man sad ofte med følelsen af at Marcelo og Carvajal dominerede, ikke bare deres sider, men hele kampe. Det blev selvfølgelig til en Champions League-titel mere, da man slog Juventus med 4-1 i finalen.

I 2018 fik han et moment, der minder om Roberto Carlos’ i 2002, da han lagde op til Zidanes mål i Glasgow. Marcelo fandt nemlig Gareth Bale i feltet, som med et fuldstændig fantastisk saksespark sendte bolden i mål. Real Madrid endte med at vinde dén finale 3-1 over Liverpool og så var Marcelo på fire Champions League-trofæer.

Efter 2018 tog Marcelos legekammerat, Cristiano Ronaldo, til Juventus, og noget af glansen gik af. I de sidste tre sæsoner af sin Madrid-karriere var Marcelo ikke sit samme gamle jeg, men husker man tilbage på de første mange år, så vil man huske en venstre back, som måske er den bedste i Real Madrids historie. Det kårer vi ham i hvert fald til her.

Til sidst var han ikke den bedste back i verden. Ikke engang i Real Madrid. Men billederne af Marcelo der fejrer de sidste triumfer, det 35. mesterskab og den 14. Champions League, ved Cibeles, vil for altid stå indprentet som store øjeblikke. Selv i de øjeblikke, hvor han ikke kunne gøre det på banen, ærede han klubben udenfor.

Han klemmer sig ind én plads foran Roberto Carlos på listen, fordi Marcelo er den spiller i klubbens historie, som har opnået at vinde flest trofæer (25), han har været i klubben i længere tid, og så er alt hans storhed bygget op i Real Madrid. For Roberto Carlos’ vedkommende ligger der også en stor del af legenden på det brasilianske landshold, men for Real Madrid, og kun Real Madrid, har vi vurderet Marcelo over Roberto Carlos.

Marcelo var teknisk overlegen, lynhurtig, sympatisk, inspirerende, passioneret og ikke mindst en god ambassadør for Real Madrid. Han havde et fantastisk samarbejde med Cristiano Ronaldo, som uden tvivl har nydt tiden med brasilianeren bag sig, på siden af sig og ofte foran sig.

 

Ved Marcelos afskedsceremoni så må flere store legender sidde i rummet. Raúl og Ancelotti var nogle af dem. Marcelo fortalte en smuk historie om, hvordan Raúl, som anfører, havde budt ham velkommen, da han kom til klubben. Man kunne også fange Ancelotti sidde og klemme en tåre. 

Der manglede dog én meget vigtig mand, nemlig hans idol, Roberto Carlos. Det var dog ikke af mangel på respekt, snarere tværtimod:

- For mig er Marcelo den bedste venstre back i historien. Det ved han, at jeg synes. Jeg har sagt det til ham mange gange. Det er trist, at han forlader Real Madrid, men hans karriere er ikke slut - han tager den videre til det næste kapitel. Han har fire eller fem år tilbage. Vi i Real Madrid er meget taknemmelige over for ham - for de trofæer han har vundet - 25, hvis jeg ikke tager fejl. Jeg tog ikke med til hans afskedsceremoni, fordi jeg vidste, at jeg ville begynde at græde. Jeg har set ham vokse, og se hvad han har gjort. Hvem var bedst, Roberto Carlos eller Marcelo? Der er ingen diskussion mellem ham og jeg. Han er næsten som en søn for mig. Når jeg ser Marcelo triumfere og skabe historie med Real Madrid, er det som om jeg har vundet det hele med ham.

Uden Roberto Carlos, ingen Marcelo. Jeg glæder mig til at se hvem Marcelo har inspireret til at blive Real Madrids næste store venstre back.

 

Læs om nr. 11 - Roberto Carlos

Læs om nr. 12 - Pirri

Læs om nr. 13 - Emilio Butragueño

Læs om nr. 14 - Fernando Hierro

Læs om nr. 15 - Amancio

Læs om nr. 16 - Kroos

Læs om nr. 17 - Míchel

Læs om nr. 18 - Hugo Sánchez

Læs om nr. 19 - Zidane

Læs om nr. 20 - Santillana

Real Madrids 20 bedste spillere: Nr. 11 - Roberto Carlos

Internettet strømmer over med lister over de bedste spillere i Real Madrids historie, og hver gang sidder man og er mere eller mindre uenig.

En aften i juni mødtes redaktionen fra madridista.dk så til et digitalt møde, som handlede om én ting: at blive enige om, hvem der var de 20 bedste spillere i Real Madrids historie og rangere dem.

Enighed var selvfølgelig ikke muligt at opnå, men ved hjælp af demokratisk samtale nåede vi frem til følgende liste.

Listen skal derfor ikke ses som skribentens egen holdning, men i stedet for madridista.dk’s samlede. De foregående pladser kan ses i bunden af artiklen.


11
Roberto Carlos

Født: 10. april 1973

Position: Forsvar
Periode i Real Madrid: 1996-2007
Kampe for Real Madrid: 527
Mål for Real Madrid: 68
Trofæer med Real Madrid:
4 x LaLiga
3 x Champions League
3 x Supercopa
2 x Intercontinental Cup
1 x UEFA Super Cup

Bedrifter i Real Madrid:
Flest kampe for Real Madrid af alle udlændinge ved karrierestop: 527
Flest kampe for Real Madrid i Intercontinental Cup: 3
Ballon d’Or 2002: Nr. 2
FIFA World Player of the Year 1997: Nr. 2

Da Roberto Carlos i 1996 første gang ankom til Madrid var han 23 år gammel. Han var lige blevet hentet til Real Madrid fra Inter, og han havde aldrig før været i den spanske hovedstad.

Men han tog ikke hen for at se hvor han skulle bo, til Santiago Bernabéu eller ud for at spise på én af byens gode restauranter, som de fleste mennesker sikkert ville gøre som det allerførste, når man ankommer til en ny by.

Nej, da Roberto Carlos var landet i lufthavnen, tog han direkte hen til Plaza de Cibeles. Lige dér hvor Real Madrid fejrer deres titler og triumfer.

- At tage til Cibeles fra lufthavnen var lidt som at lande i Rio de Janeiro for første gang og tage direkte hen til Kristus-statuen. Jeg var så glad.

Han blev født den 10. april 1973 i byen Garça i São Paulo, Brasilien. I 1986 tilsluttede han sig fodboldklubben União São João, hvor han også skulle få professionel debut fem år senere, i 1991.

I 1995 havde han etableret sig i Brasilien, og det var tid til at rykke til Europa. Aston Villa var interesserede, men Roberto Carlos valgte Inter. Inter sluttede som nr. 7 i Serie A, og Carlos havde det ikke godt med klubbens træner, Roy Hodgson, der på det tidspunkt ikke ville have Carlos til at spille venstre back. Ifølge Carlos vidste “ikke meget om fodbold”, mens Hodgson senere har påstået, at Carlos ikke talte helt sandt.

Ikke desto mindre tog han i 1996 til Madrid, bl.a. fordi Fabio Capello var træner. Carlos har senere kaldt Capello for den vigtigste træner i hans karriere.

Capello var netop blevet ansat i Real Madrid efter fem succesfulde år i AC Milan. Da han hørte at Roberto Carlos var tilgængelig, kunne han nærmest ikke tro sine egne ører og sendte omgående Lorenzo Sanz på sagen. Lorenzo Sanz drog mod Milano og 24 timer senere var der en aftale på plads.

Præsidenten hed Lorenzo Sanz. Han blev smittet med coronavirus og mistede desværre livet i marts 2020. Han havde været præsident i godt og vel et halvt år, da han hentede Roberto Carlos til klubben.

Carlos fik debut på udebane mod et godt Deportivo La Coruña-hold med bl.a. Fran og Rivaldo på holdet, og John Toshack på trænerbænken, den 31. august 1996. Carlos havde et drøn af en helflugter, der gik lige forbi stolpen i første halvleg, og i anden halvleg havde han et godt frisparksforsøg, som Depor-keeper Jacques Songo’o dog tog sig af.

Real Madrid var kommet bagud i midten af første halvleg, men med ca. 12 minutter igen fik Real Madrids nye venstre back bolden ude i venstre side af banen, tæt på modstanderens felt. Han tog et skarpt træk ind i banen, og da bolden nåede ind i feltet, tog han et skarpt træk ned mod baglinjen og affyrede med sit stærke venstreben. Bolden blev rettet af, at Nayber og gik i mål. Om det er Carlos’ mål eller ej, vil jeg ikke blande mig i, men ikke desto mindre må man sige, at han havde stemplet ind i Spanien.

To uger senere scorede han dog definitivt et mål, et mål som han selv kalder sit første for Real Madrid. Her spillede man ude mod Real Betis, og man var igen kommet bagud midt i første halvleg. Senere på halvlegen fik man et frispark 30 meter fra mål ude i højre side. Roberto Carlos havde allerede i Inter vist sig som en farlig herre fra distancen, så han fik lov til at sparke det.

Han tog sit velkendte, lange tilløb og sparkede til bolden med ydersiden af foden. Toni Prats havde stillet en mur op bestående af fire spillere, men Carlos’ ikoniske skruede spark, skruede så langt uden om muren, at det dobbelte antal spillere måske ikke engang havde gjort muren bred nok. Carlos havde scoret til 1-1 ved nærmeste stolpe i den sæsons ekstremt smukke lilla udebanetrøje.

I Madrid blev han omgående fast mand. Der var faktisk kun én ud af hans 11 sæsoner i Spanien, hvor han ikke nåede 30 ligakampe. Det var den sidste, og der blev det alligevel til 23 kampe i La Liga.

Dengang, i 1996, var der 22 hold i den bedste spanske række, så man spillede 42 kampe i sæsonen, og da de 42 kampe var spillet, var Real Madrid to point foran Barcelona og var dermed spanske mestre. Carlos havde spillet 37 af dem og det var blevet til fem mål og otte assists.

Sæsonen efter blev en ekstremt vigtig sæson. Man var igen med i Champions League, og man tørstede efter dét trofæ, der gjorde Real Madrid så store i 50’erne, men som man ikke havde vundet siden 1966. Man var kommet i gruppe med Rosenborg, FC Porto og Olympiacos, og her gik man videre efter fire sejre, en uafgjort og et nederlag. Carlos stod for to mål og tre assists på fire kampe. Bayer Leverkusen blev slået ud af kvartfinalen, hvor Carlos lavede én assist, inden Dortmund ventede i semifinalen. Her vandt man 2-0, mens returkampen blev 0-0. Carlos havde lavet endnu en assist og stod nu for to mål og fem assists på otte kampe.

I finalen mødte man Juventus, der havde tabt finalerne i 1996 og 1997. Kampen endte 1-0 på et mål af Predrag Mijatovic og Carlos fik tildelt assistant. Juventus havde headet et Panucci-indlæg væk, men på kanten af feltet kom Carlos og sparkede på mål. I midten af feltet blev skuddet blokeret, Mijatovic fik bolden, tog to træk og sparkede den i kassen.

Det første Champions League/Europa Cup-trofæ i 32 år var endelig hjemme. I 2000 vandt man Champions League igen. Denne gang havde de fundet på at holdene skulle igennem to gruppespil, så man spillede hele 17 kampe, og Carlos spillede samtlige minutter, og lavede fire mål og fire assists. Finalen i 2002 er selvfølgelig mest berømt for Zinedine Zidanes altoverskyggende perle af et mål, men Carlos havde også en væsentlig andel i den sejr. Det var ham der med et hurtigt indkast lagde op til Raúls mål, ligesom det også var ham der lagde op til Zidanes.

På et personligt plan var 2002 måske Carlos’ bedste år. Sejren i Champions League samt verdensmesterskabet med Brasilien indbragte ham en 2. plads til Ballon d’Or, kun overgået af Ronaldo, der var blevet topscorer ved VM, men ikke havde vundet Champions League, da han først kom til Real Madrid om sommeren.

Udover hans første sæson, blev det også til mesterskaber i 2001, 2003 og 2007. Det sidste mesterskab kom i Carlos’ sidste sæson for klubben, hvor han tilmed scorede et meget vigtigt mål i 35. spillerunde. Real Madrid havde starten kampen imod Recreativo Huelva som planlagt, og man havde bragt sig foran 2-0 på mål af Robinho og Ruud van Nistelrooy. Recreativo scorede dog to mål sent i anden halvleg, inden Roberto Carlos scorede til 3-2 i overtiden af kampen. Real Madrid blev mestre med samme antal point som FC Barcelona på 2. pladsen.

Roberto Carlos var, og er, blot 168 cm høj, men ingen kunne overse ham, når han trådte ind på en fodboldbane. Han havde kæmpestore lår, som var programmeret til at spille unaturligt hårdt, når chancen bød sig, han var lynende hurtig og ekstremt offensiv. Han var heller ikke ueffen i defensiven, men han huskes klart mest for sit offensive bidrag.

Brasilianske Carlos Alberto havde revolutioneret hvad det ville sige at være back tilbage i 60’erne og 70’erne, og nu gjorde Roberto Carlos det igen. Teknik, fart, dynamik, kreativitet, humør og mod er nogle af de ord jeg vil klistre til Roberto Carlos. Og netop mod er noget af det, han er blevet spurgt ind til.

Tilbage i 2004 havde Sid Lowe en artikelserie i The Guardian, der hed Small Talk. Her talte han uformelt med fodboldspillere, og da det blev Roberto Carlos’ tur, spurgte Lowe: “Hvorfor er brasilianere så gode til fodbold?”

- Fordi vi ikke er bange for at spille, vi er ikke afhængige af resultater, vi er ikke bekymrede. Når vi går ud på banen ved vi, at vi har 90 minutters ren glæde, der venter på os, svarede han dengang.

Da Roberto Carlos sagde farvel ved mesterskabsfejringen i 2007. Både medspillere og tilskuere råbte hans navn, mens de lavede bevægelser, så man kunne se de tilbad ham. Spillerne samlede sig om Carlos og iklædt Real Madrid-tøj og det brasilianske flag blev han kastet i vejret. Som altid med et stort smil på læben.

Man vidste allerede i marts, at det ville blive hans sidste sæson.

- Jeg forlænger ikke min kontrakt. Jeg tror øjeblikket er kommet, hvor jeg skal ende min tid i klubben, så de kan starte et nyt projekt. Det er jeg sikker på. Min tid i Real Madrid er ovre, sagde han.

Et vaskeægte fodboldikon, en revolutionerende forsvarsspiller havde tilbragt 11 fantastiske, magiske år i Real Madrid. Verdens bedste venstreback forlod klubben.

Men hans afløser var nu heller ikke så dårlig.

Læs om nr. 12 - Pirri

Læs om nr. 13 - Emilio Butragueño

Læs om nr. 14 - Fernando Hierro

Læs om nr. 15 - Amancio

Læs om nr. 16 - Kroos

Læs om nr. 17 - Míchel

Læs om nr. 18 - Hugo Sánchez

Læs om nr. 19 - Zidane

Læs om nr. 20 - Santillana

Real Madrids 20 bedste spillere: Nr. 12 - Pirri

Internettet strømmer over med lister over de bedste spillere i Real Madrids historie, og hver gang sidder man og er mere eller mindre uenig.

En aften i juni mødtes redaktionen fra madridista.dk så til et digitalt møde, som handlede om én ting: at blive enige om, hvem der var de 20 bedste spillere i Real Madrids historie og rangere dem.

Enighed var selvfølgelig ikke muligt at opnå, men ved hjælp af demokratisk samtale nåede vi frem til følgende liste.

Listen skal derfor ikke ses som skribentens egen holdning, men i stedet for madridista.dk’s samlede. De foregående pladser kan ses i bunden af artiklen.


12
José Martínez Sánchez “Pirri”

Født: 11. marts 1945

Position: Forsvar/midtbane
Periode i Real Madrid: 1964-1980
Kampe for Real Madrid: 561
Mål for Real Madrid: 172
Trofæer med Real Madrid:
10 x LaLiga
1 x Europa Cup
4 x Copa del Rey

Bedrifter i Real Madrid:
Nr. 4 på alletiders topscorerliste i Real Madrid, da han for klubben: 172 mål (i dag nr. 9)
Spilleren med næstflest kampe for Real Madrid, da han forlod klubben: 561 (i dag nr. 10)
Modtager af La Laureada.

Real Madrid i 1964 kan måske i virkeligheden godt sammenlignes med Real Madrid i 2018. I 1964 forlod Alfredo Di Stéfano klubben, mens det var Cristiano Ronaldo i 2018. Man kom fra enorm europæisk succes med fem europæiske triumfer fra 1956 til 1960. Det samme gjorde man for nyligt, fra 2014 til 2018 med fire Champions League-trofæer. Tilbage stod man med én offensiv stjerne fra de gyldne dage. Dengang Paco Gento. I dag Karim Benzema.

Det er dog hverken Di Stéfano, Cristiano Ronaldo, Paco Gento eller Karim Benzema, vi skal fokusere på i dag. Det kommer en anden dag.

I dag handler det om José Martínez Sánchez. Eller “Pirri”, som han blev kaldt og er kendt som. Pirri blev født den 11. marts 1945 i den spanske by Ceuta, der ligger i Nordafrika. Som 18-årig flyttede han til Granada for at studere. Han spillede dog også fodbold, og her imponerede han i en sådan grad, at Real Madrid fik øjnene op for ham, og i 1964 kom han til klubben for 200.000 pesetas. Han ankom i august, men skulle først få sin debut i november. Dengang var han angriber, og Puskas havde karantæne efter en udvisning mod Betis, mens Felix Ruiz og Pipi Suárez var skadet. I sin første sæson i klubben spillede han yderligere 20 kampe, og Real Madrid vandt deres femte mesterskab på stribe.

Det var dog ikke en ung mand, der var blevet imponeret over Real Madrids Europa Cup-sejre, Di Stéfanos talent eller Puskas’ evner foran kassen. Han havde nemlig aldrig set noget af det.

- Sandheden er, at jeg rent faktisk aldrig havde set Di Stéfano spille. Vi boede i Ceuta i Nordafrika, og vi havde ikke fjernsyn, men jeg var alligevel godt klar over, at holdet var noget særligt, fortalte Pirri til Sid Lowe, som har udgivet bogen “Kærlighed og had i La Liga”.

- Vi blev konstant sammenlignet med de gamle hold. Når man i dag ser tilbage, så var der tale om den vanskeligste periode i Madrids historie.

Dengang kunne man frygte, at Di Stéfanos afgang ville komme til at betyde noget for Madrids dominans, men i ligaen forblev det uændret. Mesterskaber i 1965, 1967, 1968, 1969 og 1972 var et bevis på, at man fortsat havde enorm national succes.

I 1966 formåede man, som i 2022, at vinde Europa Cuppen i en tid, hvor man absolut ikke regnede med det. Og ligesom i 2022 mødte man stærk modstand på vejen dertil. I finalen besejrede man FK Partizan med 2-1 i Bruxelles, men det var dog ikke dén sejr, man var mest stolt af. Partizan var et udmærket hold, der havde slået Manchester United ud i semifinalen, men den helt store test for Real Madrid var i deres egen semifinale, mod de forsvarende, dobbelte, mestre fra FC Inter. 1-0 på Bernabéu og 1-1 i Milano var nok. Efter sejren over Partizan havde Real Madrid vundet La Sexta. Den sjette. På vejen mod finalen havde Pirri scoret tre mål, inklusiv et i semifinalen.

På det tidspunkt var Spanien ikke et sted man længtes efter, hvis man da ikke selv var flygtet derfra. Nationen var svøbt ind i en “pseudodemokratisk kappe”, som Sid Lowe kalder det, når han beskriver, at landet stille og roligt blev åbnet mere op efter Franco-diktaturets værste stunder. Franco eksisterede ganske vist stadig, men der var begyndt at ske forandringer, bl.a. med en noget løsere censur. Madrids mange Europa Cup-sejre i 1950’erne blev set som et lyspunkt i mørket for Madrids borgere. Og ganske vist også diktaturet, der kunne bruge det som en national succeshistorie.

I midten af 60’erne var til gengæld Spanien ved at komme ind i varmen igen, og denne her sejr, i 1966, blev set som et led i Spaniens genkomst.

Holdet der vandt turneringen fik tilnavnet Ye-Yés efter en række spillere, bl.a. Pirri optrådte på et fotografi med Beatles-agtige parykker. En oversættelse af “Yeah yeah”-koret på Beatles-sangen “She Loves You”. Spillerne var glade, unge og spanske. “Her er Madrids ye-yés: venskab og en ungdommelige, smittende glæde”, stod der i teksten til billedet.

Pirri var kendt som en spiller med et enormt hjerte. I 1971 spillede han anden del af finalen i Cup Winners’ Cup med armen i slynge. Det første opgør var endt 1-1, og Pirri havde brækket armen sidst i kampen. Den første kamp blev spillet på et fyldt stadion i Piraeus i Grækenland, men endte 1-1. Man havde ikke straffesparkskonkurrence, så en returkamp blev arrangeret på samme stadion blot 48 timer senere. Her var stadion ikke nær så fyldt, da fans af de to klubber ikke havde booket billetter med en omkamp i sigte. Mange var taget hjem, og de 42.000 der var til den første kamp var nu skåret helt ned til 20.000. Som nævnt havde Pirri brækket armen i den første kamp, men 48 timer senere var han på banen igen.

- Jeg troede ikke jeg kunne spille, men på kampdagen kom holdlægen og træneren, Miguel Muñoz, hen til mit værese og spurgte mig om jeg ville spille. “Selvfølgelig, men jeg skal have gipsen af”. De tog den af, gav mig en forbinding og slynge på, bedøvede min arm, hvilket gjorde mig svimmel, og jeg spillede. Vi tabte, men hvis det var i dag, så ville jeg gøre igen uden tøven.

I 1968 havde Pirri også vist sig som en vaskeægte jernmand. Han var netop hjemvendt fra et militær-VM i Baghdad i Irak, og da han kom hjem havde han feber på 39 eller 40. Han spillede dog alligevel og inden der var gået 10 minutter af kampen var hans kraveben gået af led. Man kunne ikke skifte ud dengang, så han blev sendt i omklædningsrummet, fik noget godt til smerten og blev sendt tilbage på banen. Efter kampen tog de på hospitalet, men de kunne ikke operere, fordi han jo havde høj feber. Og senere, i 1975, spillede han med en brækket kæbe i pokalfinalen mod Atlético Madrid. Real Madrid vandt efter straffesparkskonkurrence, hvor Pirri scorede.

Santiago Bernabéu kunne godt lide Pirris attitude - han elskede spillere der ofrede alt - og spanieren blev honoreret med klubbens højeste udmærkelse: La Laureada. Pirri var den første til at modtage La Laureada, og siden er det kun sket for én anden spiller, Gregorio “Goyo” Benito, der spillede i klubben fra 1969 til 1982.

Pirri forlod Real Madrid i 1980, 35 år gammel. Han havde en aftale om at forlænge kontrakten, men han ville gøre plads til de dygtige spillere der var på vej op fra Castilla. Og netop Castilla var faktisk hans sidste modstander. I 1980 stod finalen i Copa de España nemlig mellem Real Madrid og Real Madrid Castilla. Kampen endte 6-1 til førsteholdet og Pirri kunne trække sig tilbage efter triumfer i både La Liga og pokalen.

De sidste år af karrieren fokuserede Pirri på sin uddannelse, mens han spillede for Puebla i Mexico, og i 1982 vendte han tilbage til Madrid - denne gang som klublæge i de efterfølgende 14 år. I 1996 blev han sportsdirektør indtil Florentino Pérez blev valgt ind i 2000 og Jorge Valdano erstattede ham.

Ud over La Sexta vandt Pirri hele 10 ligatitler med Real Madrid (1964–65, 1966–67, 1967–68, 1968–69, 1971–72, 1974–75, 1975–76, 1977–78, 1978–79, 1979–80). Det gør ham til den spiller i ligaens historie med næstflest mesterskaber, kun overgået af Paco Gento, som vandt 12.

Det blev ligeledes til fire pokal-triumfer (1969–70, 1973–74, 1974–75, 1979–80).

Læs om nr. 13: Emilio Butragueño

Læs om nr. 14 - Fernando Hierro

Læs om nr. 15 - Amancio

Læs om nr. 16 - Kroos

Læs om nr. 17 - Míchel

Læs om nr. 18 - Hugo Sánchez

Læs om nr. 19 - Zidane

Læs om nr. 20 - Santillana

Real Madrids 20 bedste spillere: Nr. 13 - Emilio Butragueño

butragueno

Internettet strømmer over med lister over de bedste spillere i Real Madrids historie, og hver gang sidder man og er mere eller mindre uenig.

En aften i juni mødtes redaktionen fra madridista.dk så til et digitalt møde, som handlede om én ting: at blive enige om, hvem der var de 20 bedste spillere i Real Madrids historie og rangere dem.

Enighed var selvfølgelig ikke muligt at opnå, men ved hjælp af demokratisk samtale nåede vi frem til følgende liste.

Listen skal derfor ikke ses som skribentens egen holdning men som madridista.dk’s samlede. Portrætterne af de foregående spillere kan ses i bunden af artiklen. Vi fortsætter her med nummer 13. God fornøjelse.


13 
Emilio Butragueño Santos

Født: 22. juli 1963

Position: Angriber
Periode i Real Madrid: 1984-1995
Kampe for Real Madrid: 463
Mål for Real Madrid: 171

Trofæer med Real Madrid:
- 6 x LaLiga
- 2 x UEFA Cup
- 2 x Copa del Rey
- 1 x Copa de la Liga
- 4 x Supercopa de España
- 1 x Copa Iberoamericana (en engangsturnering, som Real Madrid deltog i pga. Copa del Rey-triumfen året før)

Bedrifter i Real Madrid:
- To gange modtager af Bravo-trofæet som bedste spiller under 24 år i 1985 og 1986
- Vandt Pichichi-trofæet i sæsonen 1990-91
- To tredjepladser i Ballon d’Or i 1986 og 1987

Vi har på denne liste allerede rundet to spillere fra La Quinta-tiden, nemlig målmaskinen Hugo Sánchez og Míchel, der var en af de fem La Quinta-drenge. Nu er vi kommet til den mest prominente af de fem spillere og ham, der lagde navn til holdet. Det drejer sig om Emilio Butragueño, også kendt som El Buitre (Gribben), der henover tolv sæsoner på Real Madrids førstehold fik charmeret sig ind i fodboldverdenen med sin elegante spillestil og sympatiske væremåde.

Butragueños historie med Real Madrid startede i en tidlig alder. Gennem familien var han allerede fra barnsben Real Madrid-socio, og trods henvendelser fra Atlético Madrid forblev han altså tilknyttet Los Blancos. Butragueño skulle senere hen blive kendt som en gudsbenådet dribler, men i sine unge år var der tvivl om hans fremtid som fodboldspiller på grund af hans klejne statur og blot 170 centimeter i højden. Selv gik den unge Butragueño med overvejelser om, hvorvidt han skulle fortsætte med at arbejde i sin fars parfumeri og dedikere sin tid til studierne, men heldigvis forduftede alle parters tvivl med tiden, og Butragueño endte med at brage gennem Real Madrids akademi.

Butragueño betragtes som frontspilleren af de fem Quinta-drenge, og tilbage i 1984 var han den tredje af dem til at få debut på førsteholdet. Quinta del Buitre-begrebet fandtes dog allerede forinden. Real Madrid havde ikke vundet det spanske mesterskab siden 1980, og derfor sukkede man på daværende tidspunkt efter nye stjerner, der kunne føre klubben tilbage på den spanske trone. I den forbindelse blev der den 14. november 1983 udgivet en artikel i El País omhandlende den kommende, gyldne generation i Real Madrids akademi. Overskriften var ”Amancio og Quinta del Buitre” og handlede om Castilla-holdets cheftræner, der i øvrigt også har fået plads på denne top20-liste, samt de kommende stjerneskud fra akademiet.

Pludselig befandt Real Madrid sig i en situation, hvor der var større interesse i klubbens andethold end i førsteholdet. Butragueño fortæller selv om tiden: “Vi spillede på Bernabéu ligesom førsteholdet. Førsteholdet havde ikke vundet ligaen i tre år, de havde ikke vundet nogen titler, og folk var ikke særligt glade for dem. Så skete der noget, som, jeg tror, aldrig før var set i fodboldens historie. Andetholdet bragte flere tilskuere til stadion end førsteholdet”.

Nogle gange mødte mere end 60.000 tilskuere op for at se det talentfulde Castilla-hold, der i 1983/84-sæsonen endte med at vinde den næstbedste spanske række som det eneste andethold nogensinde. Butragueño var langt hen ad vejen topscorer i tabellen, men så blev han udtaget til førsteholdet af cheftræner Alfredo Di Stéfano, der ledte efter nye løsninger på sit kriseramte hold. Og Butragueño viste sit værd med det samme. Den 5. februar 1984 blev han skiftet ind halvvejs i en kamp mod Cádiz, hvor Real Madrid var bagude med 2-0. El Buitre tog imod chancen og scorede to gange og lagde op til det tredje i hvad, der endte med at blive en 3-2-sejr til Real Madrid. Han forblev førsteholdsspiller i resten af sæsonen med spilletid i ni af de resterende tolv kampe af sæsonen, og i det kommende årti skulle han ikke se sig tilbage.

Med udgangspunkt ofte lidt til venstre på kanten og andre gange mere centralt var Gribben garant for en hel del mål, masser af flot driblekunst og præstationer, som i høj grad var det 7-tal, som han bar på ryggen, værdigt. Allerede i sin anden og tredje sæson, i 1985 og i 1986, var han med til at vinde klubbens to UEFA Cups, og samtidig begyndte mesterskaberne at komme. Endda med hele fem af slagsen på stribe. Hugo Sánchez var holdets klare topscorer, men også El Buitre spædede til. I hver af sæsonerne fra 1984/85 til 1991/92 ramte han tocifret antal ligamål, og i hver af sine sæsoner på nær den første og den sidste var han fast starter for Real Madrid.

Med 171 mål på 463 kampe fornemmer man, at selvom Butragueño scorede godt med mål, var han ikke en målmaskine som sin mexicanske angrebsmakker og andre både tidligere og senere angrebsrovdyr. Til gengæld var samtiden fuld af beundring for El Buitres elegance. Amancio beskriver ham som artistisk, sitrende, elektrisk, cool og smækfyldt med kvalitet. Sid Lowe, der er Guardian-journalist og ekspert på spansk fodbold, beskriver ham som en balletagtig og yndefuld spiller, der altid skilte sig ud med sin intelligens, spillelyst og delikate touch. Jorge Valdano, der har bestridt alskens roller i Real Madrid, beskriver Butragueño som rendyrket poesi med evnen til at demonstrere storheden i at kunne forføre.

Disse er ikke blot flotte ord fra prominente herrer, for El Buitres dribleevner vandt ham to gange Bravo-trofæet som den bedste spiller under 24 år, og to gange blev han nummer tre i Ballon d’Or-opløbet i 1986 og 1987. Det er heller ikke et tilfælde, at et af hans mest ikoniske mål er en scoring imod Cádiz, hvor han først sætter én mand, inden han danser udenom både endnu en forsvarsspiller og målmanden på baglinjen for derefter at trille bolden i det tomme mål.

Også på Real Madrids egen hjemmeside istemmer man sig beundringen for Butragueños måde at forvalte sit talent på: ”Butragueño var et fodboldgeni og en Real Madrid-legende, der forvandlede fodbold til kunst. Hans driblinger var uforlignelige, og hans mål var, hvad drømme er lavet af”. Det er naturligvis på sin plads med en sund skepsis over for Real Madrids egne ord om en af klubhistoriens mest loyale og største spillere, men beskrivelsen af Butragueño som kunstner er ikke helt fjern fra den måde, som han selv fortolkede sit fodboldspil på. Mens andre spillere i tide og utide udtaler sig om de næste mål, trofæer og hæder, reflekterede Butragueño anderledes: ”Jeg forsøger at være kreativ på banen. Jeg læser af og til kunstbøger i stedet for romaner. Jeg kan godt lide kunstnerlivet. Alt, hvad der kan skabes, er kunst. Jeg opfatter fodbold som en måde at udtrykke sig på og opfinde noget på. Det handler alt sammen om at skabe. Nydelse, underholdning”. Butragueño formåede dog trods alt at blive topscorer i LaLiga i 1990/91-sæsonen med hele 19 fuldtræffere, men ellers var det Hugo Sánchez, der sad på den titel.

Én ting, der ofte fremhæves i de største Real Madrid-spilleres karrierer, er antallet af Champions League-titler, de har vundet. Det er naturligvis et af de ømme punkter, når man snakker om Quinta-tiden, for det var kun Manolo Sanchís, der stadig var i klubben i 1998, som vandt en. Butragueño var med sin ydmyghed, sympatiske væsen og elegante spillestil et perfekt symbol på Real Madrids dominans i Spanien, men hele tre gange røg man ud i semifinalen i den største europæiske klubturnering. Den hæder tilfaldt ham altså aldrig, idét han – måske lidt tidligt – var brændt ud i Real Madrid i en alder af 31 i 1995. I sin sidste sæson spillede han blot otte kampe, og det skyldtes ikke mindst fremkomsten af den unge Raúl González, der fuldstændig satte sig på spilletiden fra niende spillerunde og frem og dermed stod klar til at indlede en ny æra med det legendariske 7-tal på ryggen.

Butragueño fik dog sin afskedskamp imod Roma i 1995 til stående ovationer fra tilskuerne, der i mere end et årti havde nyt godt af kvaliteterne hos noget af det bedste, som akademiet nogensinde har udklækket. Siden har Butragueño varetaget diverse roller i klubben og fungerer stadig som en glimrende ambassadør for Real Madrid. Her hører man ham ofte på fejlfrit engelsk – igen ikke helt normalt for spanske fodboldspillere, der aldrig har spillet i engelsk fodbold – kommentere på diverse emner i og omkring klubben, store kampe og Champions League-lodtrækninger.

Læs om nr. 14 - Fernando Hierro

Læs om nr. 15 - Amancio

Læs om nr. 16 - Kroos

Læs om nr. 17 - Míchel

Læs om nr. 18 - Hugo Sánchez

Læs om nr. 19 - Zidane

Læs om nr. 20 - Santillana

Real Madrids 20 bedste spillere: Nr. 14 - Fernando Hierro

Fernando Hierro

Internettet strømmer over med lister over de bedste spillere i Real Madrids historie, og hver gang sidder man og er mere eller mindre uenig.

En aften i juni mødtes redaktionen fra madridista.dk så til et digitalt møde, som handlede om én ting: at blive enige om, hvem der var de 20 bedste spillere i Real Madrids historie og rangere dem.

Enighed var selvfølgelig ikke muligt at opnå, men ved hjælp af demokratisk samtale nåede vi frem til følgende liste.

Listen skal derfor ikke ses som skribentens egen holdning, men i stedet for madridista.dk’s samlede. De foregående pladser kan ses i bunden af artiklen.


14
Fernando Hierro

Født: 23. marts 1968

Position: Midtbane/forsvar
Periode i Real Madrid: 1989-2003
Kampe for Real Madrid: 601
Mål for Real Madrid: 127
Trofæer med Real Madrid:
5 x La Liga
3 x Champions League
1 x Copa del Rey
4 x Supercopa de España
2 x Intercontinental Cup
1 x UEFA Super Cup

Bedrifter i Real Madrid:
Spilleren med flest kampe for Real Madrid i Intercontinental Cup: 3
Spilleren med tredje flest kampe for klubben, da han forlod Real Madrid: 601

I sommeren 2003 havde Real Madrid netop vundet det spanske mesterskab, og kaptajnen, Fernando Hierro, havde indgået en mundtlig aftale om at forlænge sin kontrakt med klubben. Holdet fejrede triumfen i omklædningsrummet, men da en journalist tilsluttede sig, blev Fernando Hierro rasende.

Titlen skulle fejres på Txistu, en restaurant i Madrid, hvor en stærkt utilfreds trup, i konflikt med præsidenten, ikke havde lyst til at fejre ved Cibeles. Fernando Hierro, som veteran og anfører, gik forrest i protesten, peger på Pérez og siger:

- Vi tager ikke til receptionen på rådhuset.
Hverken ordene eller finger-bevægelsen var dog nogen specielt populær beslutning hos Pérez, der sagde:

- Du skal ikke pege på mig, jeg er ikke dommer.

Og derfra var Hierros Real Madrid-karriere slut.

- Jeg gjorde det jeg skulle. Forsvarede familien, lyder det fra Hierro den dag i dag, men det skulle også blive sidste gang.

Vi spoler dog tiden tilbage, til 1968, hvor Fernando Ruiz Hierro blev født i Málaga den 23. Marts.

Han startede sin fodbold-karriere Torre del Mar, hvor han blev sammenlignet med sine to brødre, Manolo og Antonio, som dog blev vurderet til at være en klasse bedre. Som ung blev han indlemmet i Málagas ungdomstrup, men Málagas ledelse havde ikke den store tiltro til Fernando Hierro og som 18-årig blev han foreslået en udlejning til en anden klub, hvilket blev afslået og Hierro skiftede herefter til holdet i sin fødeby, Vélez-Málaga, hvor han spillede i regional-ligaen.

Hans bror Manolo skulle vise sig at være en god scout. Han anbefalede nemlig sin klub, Real Valladolid, at kigge nærmere på lillebror, Fernando, som Manolo syntes var en god fodboldspiller. Klubben viste sig enige, og Fernando fik en plads på Real Valladolid Promesas, klubbens andethold. Året efter, den 4. oktober 1987, fik han debut for klubbens førstehold.

I 1989 spillede Real Valladolid så Copa del Rey-finale mod Real Madrid. Real Madrid vandt kampen med 1-0, men Fernando gik dog ikke tomhændet fra mødet, for senere på sommeren blev Valladolid enige med Madrid om transferen af den unge spiller. Atlético Madrid, altså.

Der var dog også interesse fra Real Madrid, og så snart Fernando Hierro hørte om dette, forsøgte han at komme ud af sin aftale med Atlético Madrid, og gjorde det klart, at hvis han ikke kunne komme til Real Madrid ville han blive i Valladolid, hvor han havde to år tilbage af sin kontrakt.

Valladolid var dog allerede nået til enighed med Jesús Gil og Atlético og derfor skulle der betales kompensation. Real Madrid-præsident Ramón Mendoza måtte til lommerne. Pengene brugte Jesús Gil på 70.000 ure med påskriften: “Gave fra Don Ramón”, som han gav til medlemmerne af Atlético Madrid.

I Real Madrid skulle Fernando Hierro spille på midtbanen, men pga. manglen på kvalificerede forsvarsspillere, optrådte han også der engang imellem. Hierro var en ganske målfarlig herre. Han scorede over 100 mål for Real Madrid, og i 1991/92-sæsonen opnåede han sit højeste antal mål på en sæson, da det blev til 21 træffere i LaLiga.

I 1994/95 valgte Jorge Valdano dog at placere ham fast i centerforsvaret, hvor han skulle optræde i resten af karrieren. I 2001 gik Manolo Sanchis på pension, og Fernando Hierro overtog anførerbindet i Real Madrid.

I 2003 skilte klubben sig af med Vicente del Bosque og Fernando Hierro, som nævnt tidligere på ganske kontroversiel vis.

Fernando Hierro var kendt som en usædvanligt elegant forsvarsspiller, dygtig på hovedet og frisparksspecialist. Han var ligeledes en stor leder, både for Spanien og for Real Madrid.

I 2003 skiftede Fernando Hierro til Al-Rayyan i Qatar før han i 2004 tog en enkelt sæson i Bolton, der blev hans sidste klub.

Efter karrieren som aktiv har han bl.a. været sportsdirektør i Malaga, landstræner for Spanien under VM i 2018 og assistenttræner i Real Madrid i 2014/15.

Læs om nr. 15 - Amancio

Læs om nr. 16 - Kroos

Læs om nr. 17 - Míchel

Læs om nr. 18 - Hugo Sánchez

Læs om nr. 19 - Zidane

Læs om nr. 20 - Santillana

Real Madrids 20 bedste spillere: Nr. 15 - Amancio

amancio

Internettet strømmer over med lister over de bedste spillere i Real Madrids historie, og hver gang sidder man og er mere eller mindre uenig.

En aften i juni mødtes redaktionen fra madridista.dk så til et digitalt møde, som handlede om én ting: at blive enige om, hvem der var de 20 bedste spillere i Real Madrids historie og rangere dem.

Enighed var selvfølgelig ikke muligt at opnå, men ved hjælp af demokratisk samtale nåede vi frem til følgende liste.

Listen skal derfor ikke ses som skribentens egen holdning men som madridista.dk’s samlede. Portrætterne af de foregående spillere kan ses i bunden af artiklen. Vi fortsætter her med nummer 15. God fornøjelse.


15
Amancio Amaro Varela

 

Født: 16. oktober 1939

Position: Højre wing
Periode i Real Madrid: 1962-1976
Kampe for Real Madrid: 471
Mål for Real Madrid: 155

Trofæer med Real Madrid:
- 9 x LaLiga
- 3 x Copa del Rey
- 1 x Europæisk Mesterholdsturnering

Bedrifter i Real Madrid:
- Topscorer i LaLiga i 1969 og 1970
- Tredjeplads i Ballon d’Or i 1964
- FIFA XI: 1968

Det var ingen nem opgave, der ventede Amancio Amaro, da Real Madrid hentede ham tilbage i 1962. På daværende tidspunkt var man vant til at vinde Den Europæiske Mesterholdsturnering (forløberen til Champions League) med hele fem titler mellem 1956 og 1960. I 1961-udgaven blev man dog sendt ud af ingen ringere end Barcelona, og i 1962 havde man netop tabt finalen til Benfica. Gamle stjerner som Alfredo Di Stéfano, Ferenc Puskás og José Santamaría var på vej ind i deres karrieres efterår, og med Guardian-journalisten Sid Lowes ord var det meningen, at Amancio skulle føre Real Madrid ind i fremtiden.

Amancio blev født den 16. oktober 1939 i den galiciske by A Coruña i Spanien, og her kom han til at indlede sin seniorkarriere hos Deportivo La Coruña i den næstbedste spanske række, hvor han nåede at spille i fire sæsoner. I 1961/62-sæsonen drev han sin klub til oprykning til LaLiga med hele 25 mål på 26 kampe som ligaens topscorer, og der var naturligvis rift om den spanske juvels underskrift. Både Barcelona og datidens stærke Inter-hold var interesserede, men det lykkedes Don Santiago Bernabéu at hente den 22-årige offensivspiller for 12 millioner pesetas – ingen beskeden transfersum dengang.

Man kan blot prøve at forestille sig, hvordan det må have været at skifte fra den næstbedste spanske række og komme ind på et hold med så store stjerner og så bred international anerkendelse. Allerede i optaktssæsonen i Ghana måtte den unge Amancio lægge ører til et af historiens mest berømte Di Stéfano-citater. Her undrede den unge spanier sig over, at hans træningstrøje ikke havde et klublogo, og uheldigvis passerede Di Stéfano netop i det øjeblik og udtalte ordene: ”Du skal svede for at gøre dig fortjent til det, knægt”. I dag hævder Amancio, at han kan grine af det men siger trods alt følgende om episoden: ”Det var fandens uheldigt. Jeg gik helt kold. Han var 34, måske 35, og jeg havde så meget respekt for ham”.

Der skulle altså knokles for at overbevise de garvede herrer i klubben, men med tiden fik Amancio oparbejdet sit eget stærke renommé. Blot to sæsoner fik han sammen med Di Stéfano og fire sæsoner med Puskás, og Amancio endte selv med at tage over som en af truppens førende spillere. Allerede i 1964 blev han nummer tre i Ballon d’Or-opløbet som bedst placerede Real Madrid-spiller på listen, og to år senere scorede han sin Real Madrid-karrieres nok vigtigste mål. I 1966 vandt Real Madrid nemlig Den Europæiske Mesterholdsturnering – klubbens sjette på daværende tidspunkt – og Amancio selv stod for det første af de to mål i 2-1-finalesejren over Partizan.

På daværende tidspunkt var Paco Gento stadig på holdet, men glansen var begyndt at gå af den tidligere så lynhurtige kantspiller, og i stedet var Amancio en absolut nøglespiller i Real Madrids offensiv. Han fik tilnavnet El Brujo (troldmanden) på grund af sine mange finter, retningsskift og pågående spillestil. En vaskeægte kantspiller med god teknik, der var hurtig på fødderne og aldrig bleg for at udfordre sin direkte oppasser.

Amancios succes er dog primært bundet op på de hjemlige turneringer. Spansk fodbold var på vej ind i en nedgangsperiode med en dalende økonomi, og Amancio var et af de sidste store stjerneindkøb. Det var således også en trup udelukkende bestående af spanske spillere, det såkaldte Yé-Yé-hold, der vandt førnævnte titel i 1966, og derfra skulle der gå hele 32 år, før Real Madrid igen triumferede i Europa.

Hjemme i Spanien var der dog nok at fejre. Amancios karriere som spiller i Real Madrid følges næsten ad med legendariske Miguel Muñoz’ cheftrænerkarriere. Begge var de der i 14 sæsoner, Muñoz kom blot til to år tidligere, og således tog de to legender del i mange af de samme succeser. Hele ni spanske mesterskaber blev det til for Amancio, heraf seks i løbet af de første syv sæsoner, samt tre triumfer i Copa del Rey – eller Copa del Generalísimo, som den hed dengang.

Selvom Amancio var offensivspiller og scorede flotte 155 mål, hvilket gør ham til den ellevte mest scorende spiller i klubhistorien, er han helt sikkert en af de spillere, hvis eftermæle lider under, hvor sent man gik i gang med at føre statistik på assists. Selvom han scorede en flot portion mål og endda blev topscorer i LaLiga i to af sine sæsoner, beskrives han som en spiller, der oftere var i oplæggerens rolle fra højrekanten. Måske netop af den grund kommer han formentlig altid til at stå lidt i skyggen af Di Stéfano, idét han var tiltænkt som argentinerens arvtager men aldrig viste samme begær for mål og ikke fik samme europæiske succes.

Der hører sig en kort men essentiel historie til Amancios tid i Real Madrid, efter han satte støvlerne på hylden. Det var nemlig med Amancio som cheftræner, at Castilla formåede at vinde den næstbedste spanske række tilbage i 1983/84-sæsonen som det eneste andethold til dags dato. Det var således også under Amancios ledelse, at Quinta del Buitre-drengene fik lov at udvikle deres talent, og da de en efter en blev forfremmet til førsteholdstruppen, fik Amancio også chancen som førsteholdstræner. Det varede dog blot syv måneder, da tre nederlag på stribe, herunder et hjemmebanenederlag til Atlético Madrid på 4-0 og et 2-0-nederlag til Inter i UEFA Cup-semifinalen, fik Real Madrid til at afskedige ham. 

Det er naturligvis El Brujos evner som fodboldspiller, der giver ham plads på denne liste. Nok var han ikke hjemmeavlet, men han dedikerede stort set hele sin professionelle spiller- og trænerkarriere til Real Madrid. Tilmed hører han til en af de få klublegender, der sluttede karrieren i Real Madrid - og nåh ja, så er vi heldige fortsat at have ham, for den galiciske troldmand er en af de ældste nulevende Real Madrid-legender.

Læs om nr. 16 - Kroos

Læs om nr. 17 - Míchel

Læs om nr. 18 - Hugo Sánchez

Læs om nr. 19 - Zidane

Læs om nr. 20 - Santillana

Real Madrids 20 bedste spillere: Nr. 16 - Kroos

kroos flest kampe

Internettet strømmer over med lister over de bedste spillere i Real Madrids historie, og hver gang sidder man og er mere eller mindre uenig.

En aften i juni mødtes redaktionen fra madridista.dk så til et digitalt møde, som handlede om én ting: at blive enige om, hvem der var de 20 bedste spillere i Real Madrids historie og rangere dem.

Enighed var selvfølgelig ikke muligt at opnå, men ved hjælp af demokratisk samtale nåede vi frem til følgende liste.

Listen skal derfor ikke ses som skribentens egen holdning men som madridista.dk’s samlede. Portrætterne af de foregående spillere kan ses i bunden af artiklen. Her fortsætter vi med nummer 16 - god fornøjelse.


16
Toni Kroos

Født: 4. januar 1990

Position: Midtbane
Periode i Real Madrid: 2014-nu
Kampe for Real Madrid: 364
Mål for Real Madrid: 25

Trofæer med Real Madrid:
3 x LaLiga
3 x Supercopa de España
4 x Champions League
2 x UEFA Super Cup
4 x VM for klubhold

Bedrifter i Real Madrid:
- Årets Champions League-hold i hver af de 4 sæsoner mellem 2014/15, 2015/16, 2016/17 og 2017/18
- FIFA FIFPro World 11: 2014, 2016, 2017
- UEFA Årets Hold: 2014, 2016, 2017
- IFFHS Verdens Bedste Playmaker: 2014
- Silbernes Lorbeerblatt (Stor, tysk sportspris, red.): 2014
- UEFA sæsonens LaLiga-hold: 2016/17 og 2019/20
- IFFHS Årtiets Verdenshold 2011-2020
- IFFHS UEFA Årtiets Hold 2011-2020
- Årets tyske fodboldspiller: 2018
- GQ årets tyske atlet: 2019

Mange husker nok 2014 som året, hvor Real Madrid på dramatisk vis vandt La Décima. Men samme år bør også huskes for et andet mindre mirakel. Traditionen tro gik Real Madrid på indkøb i det store VM-sortiment, hvor man hentede Levantes costaricanske keeper Keylor Navas for 10 millioner euro samt VM-topscoreren James Rodríguez for 75 millioner euro. Og så blev den 24-årige, nykårede tyske verdensmester, Toni Kroos, købt for blot 25 millioner euro i Bayern München – altså en tredjedel af, hvad man betalte for James. En pris, der virker komisk lav den dag i dag.

Ved præsentationen i Real Madrid udtalte Kroos: ”Jeg ved, at i denne klub forventes det, at man vinder trofæer, men jeg er den rette mand til den opgave, fordi jeg er vant til at vinde”. Siden har han spillet 364 kampe fordelt på otte sæsoner, scoret 25 mål og leveret 83 assists. 16 trofæer er det blevet til, hvilket giver et snit på to per sæson. Lad os bare sige, at Kroos fik ret i sin profeti.

Som Real Madrid-tilhænger bør man dog først og fremmest prise sig lykkelig over, at Kroos i første omgang havnede i den spanske hovedstadsklub. Han var nemlig tæt på at skifte til Manchester United i 2014, og tyskeren har selv udtalt, at alle formaliteter stort set var på plads, da cheftrænerskiftet fra David Moyes til Louis van Gaal pludselig fik handlen til at falde til jorden. I stedet fik Real Madrid og Carlo Ancelotti, der også var cheftræner dengang, fingre i tyskeren til spotpris. Et køb, der var så godt, at der selv i den tyske stædighed til tider har slået revner, når tidligere stjernespillere som Lothar Matthäus og Matthias Sammer har beskrevet handlen som en fejl for Bayern München. 

Kroos fik en formidabel start på livet i det spanske med en vundet europæisk Super Cup i debutkampen, og efterfølgende var han fast starter i Real Madrids imponerende periode med 22 kampe på stribe med sejre i efteråret og frem til årsskiftet. Tyskerens tal for de kommende sæsoner viser blot, hvordan han fra start gik direkte ind som en vigtig spiller i startopstillingen. I samtlige af de otte sæsoner i klubben har han spillet mindst 42 kampe per sæson, og i fem af dem nåede han op på tocifret antal assists. I debutsæsonen spillede han hele 55 kampe, og i 2016/17-sæsonen lagde han op til 16 mål, hvor især Sergio Ramos var som en magnet på tyskerens flotte server.

I hver af de Champions League-vindende sæsoner mellem 2016 og 2018 missede han desuden blot én Champions League-kamp per sæson og var tæt på fuld spilletid i samtlige knockout-kampe. Kroos var med andre ord en absolut afgørende skikkelse på et af historiens stærkeste Real Madrid-hold op gennem 10’erne med sit usvigeligt sikre pasningsspil og kølige overblik.

Netop pasningsspillet kommer til at være en afgørende del af Kroos’ eftermæle i Real Madrid. Selv udtaler han om sin foretrukne spillestil: ”Jeg foretrækker at have bolden og få modstanderne til at løbe efter den frem for selv at løbe efter bolden i 80% af kampen og spille to-tre afgørende afleveringer. Det ville ikke tilfredsstille mig”.  Man kan nemt sidde med indtrykket, at Kroos går op i kvaliteten af en aflevering, som Cristiano Ronaldo gik op i sine mange mål. Vi har at gøre med en mand, der kræser for sit håndværk. I hver af sine otte ligasæsoner har Kroos snittet et minimum af 92% korrekte afleveringer per kamp og ofte med et gennemsnit nærmere de 94-95% henover hele sæsoner.

Samtidig har Kroos altid været garant for med sin isnende kølighed at sætte styring på Real Madrids spil og afmontere modstandernes pres – en kvalitet, man kan se glimrende analyser af. Lillebroren Felix har udtalt sig i nærmest Pirlo’ske vendinger om sin storebrors rolige sind: ”Han bliver aldrig nervøs. Du kan ringe til ham 5 minutter før en VM-finale og have en helt normal samtale”. Selv forklarer Toni Kroos sin enorme ro på banen således: ”Det vigtigste er at arbejde hårdt og forblive rolig. Det er nemmere sagt end gjort, når der er brand i huset, men jeg er velsignet med gaven, at jeg aldrig bliver nervøs”.

Ret skal være ret. Dette portræt skrives på et tidspunkt, hvor det for første gang kunne tyde på, at Kroos’ niveau er på vej til at dale. De blot tre assists i sæsonen er ikke i nærheden af antallet i tidligere sæsoner – selv ikke den ligeledes ærgerlige 2018/19-sæson, hvor han nåede op på det dobbelte. Han missede de første syv runder af LaLiga efter at have døjet med den værste skade i sin tid i Real Madrid, og siden har han set mere udynamisk ud end nogensinde før i Real Madrid-trøjen. Men det skal ikke få os til at glemme, hvad tyskeren har stået for. Smukke langskudsmål, som nogle gange nærmest bliver afleveret i mål med kirurgisk præcision fra 20-25 meter og andre gange hamret i krogen via overlæggeren som i sæsonåbneren imod Celta Vigo i 2019/20-sæsonen. En afleveringsmaskine uden sidestykke og vigtig del af en mindeværdig æra med Modric og Casemiro som sine tro midtbaneledsagere. En altid fair spiller, der aldrig er blevet udvist i Real Madrid-trøjen, aldrig har skabt problemer uden for banen, og som har taget Real Madrid-mentaliteten til sig siden sin første dag i klubben.

Kroos har flere gange slået fast, at han vil slutte karrieren i Real Madrid, og selvom han blot er 32 år, er der noget der tyder på, at der ikke kommer til at gå mange år endnu, før det sker. Faktisk er der noget der tyder på, at vi meget vel kan være på vej ind i hans sidste sæson forud for kontraktudløbet i 2023. Så vi skal huske at nyde ham, for Kroos er i sandhed en ener og i høj grad synonym med Real Madrids succeser i det seneste årti.

Læs om nr. 17 - Míchel

Læs om nr. 18 - Hugo Sánchez

Læs om nr. 19 - Zidane

Læs om nr. 20 - Santillana

Real Madrids 20 bedste spillere: Nr. 17 - Michel

Internettet strømmer over med lister over de bedste spillere i Real Madrids historie, og hver gang sidder man og er mere eller mindre uenig.

En aften i juni mødtes redaktionen fra madridista.dk så til et digitalt møde, som handlede om én ting: at blive enige om, hvem der var de 20 bedste spillere i Real Madrids historie og rangere dem.

Enighed var selvfølgelig ikke muligt at opnå, men ved hjælp af demokratisk samtale nåede vi frem til følgende liste.

Listen skal derfor ikke ses som skribentens egen holdning, men i stedet for madridista.dk’s samlede. De foregående pladser kan ses i bunden af artiklen.


17
José Miguel González Martín Del Campo “Míchel”


Født: 23. marts 1963

Position: Midtbane
Periode i Real Madrid: 1982-1996
Kampe for Real Madrid: 559
Mål for Real Madrid: 178
Trofæer med Real Madrid:
6 x La Liga
2 x UEFA Cup
2 x Copa del Rey
3 x Supercopa de España
1 x Copa de la Liga

Bedrifter i Real Madrid:
Spilleren med flest kampe for Real Madrid i UEFA Cup: 44

José Miguel González Martín del Campo eller "Míchel" som han er bedre kendt som, er født ind i en fodboldgal familie og derfor lå det allerede meget tidligt i hans barndom fast, at han skulle blive til noget stort.

Hans far var en udmærket fodboldspiller med et godt kontraktudspil på hånden fra Córdoba, da han blev alvorligt skadet i en bilulykke i en alder af 27 og hans ældre bror regnedes for et lige så stort talent som Michel, da han i en ganske ung alder også blev ramt af en alvorlig skade, som satte en stopper for hans karriere.

Hans far blev derefter træner i diverse klubber, hvor den unge Míchel fulgte ham og spillerne på tæt hold og på første hånd kunne suge til sig af de ældre spilleres erfaringer og anekdoter.

Míchel spillede selv fodbold i skolen og var altid den suverænt bedste. Som 10-årig begyndte Míchel at spille fodbold i Rayo de Los Angeles, som ligger i udkanten af Madrid. Som 12-årig fik han sine første tilbud, nemlig fra Rayo Vallecano og Atlético Madrid. Men selv om faderen var Atlético-fan valgte de at afslå tilbuddet og faderen tog i stedet til det nordlige Madrid og tilbød sin søn til Real Madrid, som på det tidspunkt havde Basilio del Pozo som ansvarlig for ungdomsarbejdet i klubben. Han havde år forinden været træner for Míchels far. Og Real Madrids trænere blev lamslåede, da de så den unge spillers talent.

Míchel kom til Real Madrid den 1. Oktober 1976 og begyndte som venstre wing, hvor han betog alle med sin kunnen. Rafa López, ungdomstræner fra dengang, siger: "Han var født til den rolle. Han spillede med nr. 10 som venstre wing (normalt er det kun spilfordeleren, som får 10-tallet) – han kunne bruge begge ben – og det var næsten umuligt at rette på ham".

Efter kun et år i klubben blev han rykket op på et bedre hold, og allerede på det tidspunkt var han blevet et kendt navn i Spanien. I Catalonien troede man dog, at han var fransk og sammenlignede ham med Hídalgo og Platini, men de var dog klar over, at han var noget helt ekstraordinært.

I 1979 blev Míchel for første gang udtaget til ungdomslandsholdet, hvor Ramón Moreno Grosso var træner. På det hold vandt han Prins Albert af Monaco Cup og blev efterfølgende kåret som Europas største talent. Han var nu kendt i hele Europa for sin atletiske kropsbygning og med en enestående teknisk kvalitet. I 1981 spillede Míchel sin sidste ungdomskamp i finalen om det spanske mesterskab mod Ath. Bilbao med Salinas-brødrene og her scorede han et fantastisk mål, som var medvirkende til den endelige sejr. For sejren fik hver spiller 10.000 pesetas; noget ganske andet end de 750 pesetas, man normalt fik for hver sejr.

Under legendesektionen på realmadrid.com skriver man bl.a.:

- Han var kongen af assists med ekstraordinære evner. God med begge fødder, men han var fremragende med højre. Holdkammerater som Hugo Sánchez og Iván Zamorano nød godt af hans vægtede afleveringer til at forbedre deres scorings-statistikker. De var så præcise, at fansene ville sige, at Michel havde en støvle på sin højre fod.

Han vandt La Liga seks gange (i 1985–86, 1986–87, 1987–88, 1988–89, 1989–90 og 1994–95), Copa del Rey to gange (1988-89 og 1992-93), Supercopa de España fire gange (1988, 1989, 1990 og 1993), Copa de la Liga én gang (1985), UEFA Cup to gange (1984-85 og 1985-86).

Han er i dag den spiller der har spillet 11. flest kampe for Real Madrid.

Læs om nr. 18 - Hugo Sánchez

Læs om nr. 19 - Zidane

Læs om nr. 20 - Santillana

Real Madrids 20 bedste spillere: Nr. 18 - Hugo Sánchez

hugo sanchez portræt

Internettet strømmer over med lister over de bedste spillere i Real Madrids historie, og hver gang sidder man og er mere eller mindre uenig.

En aften i juni mødtes redaktionen fra madridista.dk så til et digitalt møde, som handlede om én ting: at blive enige om, hvem der var de 20 bedste spillere i Real Madrids historie og rangere dem.

Enighed var selvfølgelig ikke muligt at opnå, men ved hjælp af demokratisk samtale nåede vi frem til følgende liste.

Listen skal derfor ikke ses som skribentens egen holdning men som madridista.dk’s samlede. Portrætterne af de foregående spillere kan ses i bunden af artiklen.

Vi fortsætter her med nummer 18. God fornøjelse.


18
Hugo Sánchez


Født: 11. juli 1958

Position: Angriber
Periode i Real Madrid: 1985-1992
Kampe for Real Madrid: 282
Mål for Real Madrid: 208
Trofæer med Real Madrid:
5 x LaLiga
1 x UEFA Cup
1 x Copa del Rey
3 x Supercopa de España

Bedrifter i Real Madrid:
- Vandt Den Gyldne Støvle i 1990 som den mest scorende spiller i Europas største ligaer
- Vandt Pichichi-trofæet fire gange mellem 1985 og 1990
- Blev to gange kåret som den bedste udenlandske spiller i LaLiga i 1987 og 1990
- I 1989/90-sæsonen scorede han 38 mål i LaLiga – alle på førsteberøringer. Den rekord stod frem til 2011.
- Den syvende mest scorende spiller i Real Madrids historie

Tilbage i 1985 var Real Madrid inde i lidt af en tørke på mesterskabsfronten. Man vandt Copa del Rey i 1982 og UEFA Cuppen i 1985, men man havde ikke vundet ligaen siden 1980. Derfor havde man i sommeren 1985 naturligvis ingen idé om, hvilken æra der netop skulle til at tage spansk fodbold med storm. La Quinta del Buitre-drengene havde allerede fået debut drypvist over de seneste sæsoner, og anført af Emilio Butragueño skulle de lægge navn til denne gyldne periode. Her og nu skal det dog ikke handle om nogle af de hjemmeavlede Quinta-drenge men derimod om spilleren, der med Guardian-journalisten Sid Lowes ord uden diskussion var den bedste Real Madrid-spiller i Quinta-tiden.

Det drejer sig naturligvis om den mexicanske angriber, Hugo Sánchez, som Real Madrid lykkedes med at hente hos bysbørnene fra Atlético Madrid den 15. juli 1985 få dage efter hans 27-års fødselsdag. Angriberen med kaldenavnet ’Hugol’ havde netop ført Atlético til en andenplads i ligaen med sine 19 mål og et Pichichi-trofæ til følge som ligaens topscorer. Det var dog blot et varsel om, hvad der var i vente i de følgende fem sæsoner, hvor han skulle danne en stærk angrebsduo med El Buitre i Real Madrid.

Fra ikke at have vundet ligaen siden 1980 vandt Real Madrid med Sánchez på holdet nu hele fem ligatitler på stribe med den mexicanske målmaskine som Pichichi i fire af sæsonerne. Og Sánchez var netop en målmaskine i ordets mest bogstavelige forstand. En usædvanligt kraftfuld, aggressiv og atletisk angriber med fart, et knaldhårdt spark, stor springkraft og en næse for mål. Og målene blev scoret på alle tænkelige måder. Det var tap-ins, utallige saksesparksmål, friløbere, langskud, frispark, straffespark og ofte med den karakteristiske saltomortale-jubelscene som kirsebærret på toppen.

I Sánchez’ første sæson vandt Real Madrid UEFA Cuppen for anden gang på stribe og denne gang med den mexicanske angriber som målscorer i finalen. Ligaen blev vundet med elleve point ned til Barcelona og på ny med Sánchez som Pichichi med sine 22 mål. I de følgende år skruede han dog endnu en gang på knappen, for i hver af de efterfølgende fire sæsoner scorede han som minimum 27 mål alene i LaLiga, hvilket indbragte ham yderligere tre Pichichi-trofæer.

Sánchez’ karriere kulminerede med Real Madrids femte ligatitel på stribe i 1990, hvor han scorede hele 38 gange i ligaen – og bemærkelsesværdigt nok alle målene på førsteberøringer. Det var en rekord, der stod helt frem til, at Cristiano Ronaldo slog den i 2011, og tilbage i 1990 sikrede det Sánchez Den Gyldne Støvle, der uddeles til den mest scorende spiller i Europas største ligaer.

Sánchez havde yderligere to sæsoner i Real Madrid, som der dog ikke er ligeså meget at skrive hjem om, men angriberen havde allerede da sat sit mærke på klubbens historie. Han er den syvende mest scorende spiller i Real Madrids historie, og der er kun tre spillere fra top ti, der kan overgå hans målsnit på 0,74 mål per kamp, nemlig Cristiano Ronaldo, Ferenc Puskás og Alfredo Di Stéfano. Dertil er han den fjerde mest scorende spiller i LaLigas historie og én af blot fire spillere til at vinde Pichichi-trofæet fem gange (hvoraf fire altså var med Real Madrid).

Sánchez er en spiller, der har det med at blive glemt, da hans succes er nært forbundet med den gyldne generation af spaniere fra eget akademi, der gav navn til perioden med de fem spanske mesterskaber i træk. Derfor mangler han ligesom resten af Quinta-drengene også den store europæiske titel, da Real Madrid fra 87 til 89 alle år røg ud i semifinalen i Den Europæiske Mesterholdsturnering. Men med de mange mål, de mange ligatitler, de mange Pichichi-trofæer og statussen som en af Real Madrids absolut bedste angribere gennem tiden lægger Hugo Sánchez sig godt til rette på 18-pladsen på denne liste.

Læs om nr. 19 - Zidane
Læs om nr. 20 - Santillana

Real Madrids 20 bedste spillere: Nr. 19 - Zidane

ZidaneLeverkusen

Internettet strømmer over med lister over de bedste spillere i Real Madrids historie, og hver gang sidder man og er mere eller mindre uenig.

En aften i juni mødtes redaktionen fra madridista.dk så til et digitalt møde, som handlede om én ting: at blive enige om, hvem der var de 20 bedste spillere i Real Madrids historie og rangere dem.

Enighed var selvfølgelig ikke muligt at opnå, men ved hjælp af demokratisk samtale nåede vi frem til følgende liste.

Listen skal derfor ikke ses som skribentens egen holdning, men i stedet for madridista.dk’s samlede. De foregående pladser kan ses i bunden af artiklen.


19
Zinedine Zidane


Født: 23. juni 1972

Position: Midtbane
Periode i Real Madrid: 2001-2006
Kampe for Real Madrid: 227
Mål for Real Madrid: 49
Trofæer med Real Madrid:
1 x La Liga
1 x Champions League
1 x UEFA Super Cup
2 x Supercopa de España
1 x Intercontinental Cup

Bedrifter i Real Madrid:
Verdens dyreste fodboldspiller ved ankomst til Real Madrid
Matchvinder i Champions League-finalen: 2002
FIFA XI: 2002
Kåret til årets franske fodboldspiller af France Football: 2002
Kåret til verdens bedste fodboldspiller af FIFA: 2003
Kåret til årets fodboldspiller af UEFA: 2001-02
UEFA Årets hold: 2001, 2002, 2003
Årets europæiske fodboldspiller kåret af El País: 2001, 2002, 2003.
FIFA FIFPro World XI: 2005, 2006
Real Madrid Greatest XI of All Time (i Marca): 2012
Real Madrid Hall of Fame: 2014

En gallafest i Monaco i starten af årtusindet skulle vise sig at være definerende for Real Madrids historie de efterfølgende 20 år. Real Madrids nye præsident, Florentino Pérez, havde året forinden lovet at hente FC Barcelonas Luis Figo til klubben, hvis han blev valgt. Det gjorde han som bekendt, og Luis Figo blev præsenteret som Real Madrid-spiller.

Denne aften ville skæbnen det dog, at han sad ved bord med Juventus’ franske midtbanemagiker Zinedine Zidane, som Pérez utrolig gerne ville tilføje til sit Galácticos-projekt. Pérez tænkte hurtigt, fandt en serviet og på den stillede han Zidane et spørgsmål: “Vil du spille for os?”

Zidane har for nyligt fortalt om episoden til franske L’Equipe:

- Vi sad ved et stort bord i Monaco til en gallamiddag, men vi sad ikke ved siden af hinanden. Jeg var inviteret fordi jeg skulle modtage en pris, og der rækker han mig en serviet. På den stod: “Vil du spille for os?”, og jeg svarede “yes” på et stykke papir. Jeg ved ikke hvorfor jeg svarede ham på engelsk. Jeg kunne have skrevet “oui”, for han taler fransk, eller “si” på spansk, men jeg skrev “yes”. Derfra gik det stærkt. Der var ingen anden eller tredje date. Florentino Pérez er en mand der ikke joker. Når han siger, at han gør noget, så gør han det.

I 2001 var han 29 år gammel, havde afgjort VM-finalen tre år tidligere med to mål imod Brasilien, blev europamester med Frankrig i 2000 og var netop blevet kåret til årets spiller i Serie A. Real Madrid ledte ikke efter et udviklingsprojekt og det var heller ikke det de fik. De fik verdens dyreste fodboldspiller og én af de absolut bedste.

Han manglede dog én ting på CV’et. I 1997 og 1998 havde Juventus, med Zidane, tabt Champions League-finalen til hhv. Dortmund og Real Madrid, og nu var det tid til at Zidane skulle vinde pokalen med de store ører.

Allerede i hans første sæson i klubben skulle det lykkes. Finalen blev spillet mod tyske Bayer Leverkusen i Glasgow. Det skulle vise sig at blive Zizous største aften som Real Madrid-spiller.

Ved stillingen 1-1 sendte Santiago Solari den lynhurtige venstreback Roberto Carlos mod baglinjen. Bolden hopper lidt akavet foran Carlos, der sender bolden 8-10 meter op i luften og ind mod kanten af feltet.

Og lige dér hvor halvcirklen møder straffesparksfeltet i venstre side stod han, Zinedine Zidane. Som var han født til netop dét øjeblik. I perfekt balance svingede han sit venstre ben og traf bolden, så den er fuldstændige utagelig for Leverkusens målmand, Hans-Jörg Butt. Og gudskelov for det, for Zidanes mål i den finale er noget af det smukkeste, nogen har præsteret i turneringen. Et sådan mål ville være højdepunktet i enhver karriere, og det var det også for Zidane. I hvert fald i Real Madrid.

Zinedine Zidane var elegancen selv, når han, nærmest svævende, gled forbi sine modstandere efter velbehag. En unik fodboldspiller, og hvis vi skulle bedømme ham på hele karrieren med Frankrig, Juventus og så videre, ville han utvivlsomt rangere højere end han gør her. Eller hvis vi havde taget trænergerningen med, men det gør vi ikke. Her kigger vi kun på den tid han var spiller i Real Madrid, og at han overhovedet er i stand til at komme på listen med kun fem år i klubben, og endda de fem sidste år i sin karriere, viser hvor utrolig en spiller han var.

Sandheden er dog, at han kun formåede at vinde ét mesterskab med Real Madrid i en tid, hvor holdet var verdens bedste den ene uge og enormt dårlige den næste. Det så man bl.a. i Copa del Rey i 2006.

Her skulle man møde Real Zaragoza over to kampe. Den første tabte man med hele 6-1, mens returopgøret på Bernabéu blev vundet med 4-0. Det var desværre ikke nok for Real Madrid, der var ude af turneringen, men det viser meget godt, at holdet kunne være to ting: helt geniale eller stinkende ringe.

Zinedine Zidane sluttede sin karriere i 2006, mens han stadig spillede i Real Madrid. Det er meget få spillere forundt at holde et så højt niveau helt til enden. Men Zidane var også speciel. Én af de bedste fodboldspillere nogensinde.

 

Læs om nr. 20 - Santillana

Real Madrids 20 bedste spillere: Nr. 20 - Santillana

Internettet strømmer over med lister over de bedste spillere i Real Madrids historie, og hver gang sidder man og er mere eller mindre uenig.

En aften i juni mødtes redaktionen fra madridista.dk så til et digitalt møde, som handlede om én ting: at blive enige om, hvem der var de 20 bedste spillere i Real Madrids historie og rangere dem.

Enighed var selvfølgelig ikke muligt at opnå, men ved hjælp af demokratisk samtale nåede vi frem til følgende liste.

Listen skal derfor ikke ses som skribentens egen holdning, men i stedet for madridista.dk’s samlede.

Vi lægger ud med nr. 20. God fornøjelse.

20
Carlos Alonso González “Santillana”


Født: 23. august 1952

Position: Angriber
Periode i Real Madrid: 1971-1988
Kampe for Real Madrid: 645
Mål for Real Madrid: 290
Trofæer med Real Madrid:
9 x La Liga
2 x Uefa Cup
4 x Copa del Rey
1 x Copa de la Liga

Bedrifter for Real Madrid:
Spiller med næstflest mål for Real Madrid ved karrierestop
Spiller med flest kampe for Real Madrid ved karrierestop
Spiller med flest mål for Real Madrid i Copa del Rey: 49
Spiller med flest mål for Real Madrid i UEFA Cup/Europa League: 11
Spiller med flest mål for Real Madrid i UEFA Cup/Europa League på én sæson: 8

I 1971 hentede Real Madrid en 19-årig angriber til klubben. Han kom fra Racing Santander i 2. division, hvor han var blevet topscorer i rækken på trods af, at Racing var nærmere nedrykning end nogen form for succes. Manden var selvfølgelig Carlos Alonso González. Eller Santillana, som han er kendt som. Han er nemlig fra Santillana Del Mar i det nordlige Spanien.

I Madrid havde man netop sendt Manuel Sanchís, Manolos far, til Córdoba, så man manglede en forsvarsspiller. Klubbens vicepræsident, Antonio Calderón, fik lokket Santiago Bernabéu en tur til Alicante, hvor Hércules skulle spille en træningskamp mod Racing. Her skulle man kigge efter en ny forsvarsspiller til klubben, men han fik aldrig imponeret Bernabéu. Det gjorde manden han dækkede op til gengæld; Santillana havde fanget præsidentens blik og kom til Real Madrid.
I sine to første sæsoner i klubben scorede han i begge sæsoner 15 mål på hhv. 44 og 35 kampe, mens det i den tredje sæson blev til 9 mål i 24 kampe.

Derefter tog det mere fart, og i 5 af de efterfølgende 9 sæsoner scorede han minimum 23 mål og en enkelt gang, i 82-83 nåede han helt op på 30 mål. Han var en stabil målscorer, og var kendt for at være særdeles stærk i hovedspillet. Han blev dog aldrig topscorer i La Liga.

Til gengæld vandt han La Liga hele 9 gange, i 1971–72, 1974–75, 1975–76, 1977–78, 1978–79, 1979–80, 1985–86, 1986–87, 1987–88, inden han i 1988, med tilgange af spillere som Emilio Butragueño og Hugo Sánchez, stoppede en lang og flot karriere.

Han vandt også Copa del Rey fire gange (1973–74, 1974–75, 1979–80, 1981–82), Copa de la Liga én gang (1985) og UEFA Cup to gange (1984-85, 1985-86).

Da han stoppede sin karriere havde han spillet 645 kampe for Real Madrid og scoret 290 mål. Det gjorde ham til spilleren med flest kampe for klubben, mens det kun var Alfredo Di Stéfano der kunne overgå ham på mål (308).

Siden da er han blevet overhalet af Raúl (741), Iker Casillas (725), Manolo Sanchís (710) og Sergio Ramos (671) på kampe, mens Cristiano Ronaldo (450), Karim Benzema og Raúl (323) har overhalet både Di Stéfano og Santillana på mål.

Seneste artikler...

Annonce