Tvivl om Courtois-fremtid: Til møde med Chelsea
Ifølge flere engelske medier har Chelsea indstillet sig på et salg af Thibaut Courtois og man er derfor i kontakt med flere målmænd som afløser, heriblandt AS Romas Alisson og Stokes Butland.
Courtois og Chelsea har ellers forhandlet om ny kontrakt gennem længere tid, men nu har den belgiske målmand bedt om at få et møde med ledelsen på Stamford Bridge for at få en endelig afklaring på fremtiden.
Det er en offentlig hemmelighed, at Courtois savner sine børn, som er bosiddende i Madrid, men han har tidligere givet udtryk for, at han er glad for tilværelsen i Chelsea, men derfor spøger en tilbagevenden til den spanske hovedstad alligevel.
Og det behøver ikke nødvendigvis at være til Real Madrid. Bysbørnene fra Atlético Madrid, hvor Courtois har en fortid, er på rygtebasis ved at miste Jan Oblak, som er på blokken i flere klubber og så kan det blive til et gensyn med los rojiblancos.
