Rodrygo godt vejledt under forhandlingsforløb

Rodrygo Silva de Goes er ny Real Madrid-spiller og det lader til, at man får en spiller, som er ekstremt godt vejledt og som har begge ben solidt plantet i jorden.

Forløbet omkring Real Madrids køb af Rodrygo vidner nemlig om, at man ikke blot har været fokuseret på ussel mammon, men også har sikret sig at angriberens klub, Santos, er blevet tilgodeset.

Det fortæller Santos-præsident José Carlos Peres på et pressemøde i Sao Paolo, hvor også agent Nick Arcuri og spillerens far Eric Goes var repræsenteret:

- Handlen begyndte i Liverpool, hvor vi modtog tilbud fra de fem største klubber i Europa. Vi tog på en cafe tæt på den brasilianske landsholdslejr, fik en snak med klubberne og vi blev overbevist af den værdighed, som Real Madrid viste os, det er en stor klub.

Spillerens far, Eric Goes, siger:

- Rodrygo spillede gode kampe under hele forløbet, for vi fortalte ham ikke noget. Da vi havde noget konkret, fortalte vi ham det. Det havde ikke været formålstjenstligt at give ham ukonkrete oplysninger.

Nick Arcuri siger om forløbet:

- Rodrygo skulle kun forholde sig til tilbuddet fra Real Madrid, for det opfyldte kravene fra Santos. Det var samtidig familiens ønske at han skulle holdes beskyttet, så han kunne give sit bedste for Santos.

Endelig siger Rodrygo følgende:

- Jeg blev hele tiden godt vejledt i dette tema. Mine rådgivere fortalte mig, at jeg skulle fortsætte med at være koncentreret omkring Santos og så skulle de nok tage sig af alle de andre ting.

Ifølge Santos var der tilbud fra Liverpool, Barcelona, Dortmund, Bayern München, Paris SG og altså Real Madrid, som betaler 45 millioner € for Rodrygo og det skal angiveligt fordele sig med 20 millioner € her og nu og den resterende del, når han kommer til den spanske hovedstad næste sommer.

Seneste artikler...