Real Madrids 20 bedste spillere: Nr. 16 - Kroos

kroos flest kampe

Internettet strømmer over med lister over de bedste spillere i Real Madrids historie, og hver gang sidder man og er mere eller mindre uenig.

En aften i juni mødtes redaktionen fra madridista.dk så til et digitalt møde, som handlede om én ting: at blive enige om, hvem der var de 20 bedste spillere i Real Madrids historie og rangere dem.

Enighed var selvfølgelig ikke muligt at opnå, men ved hjælp af demokratisk samtale nåede vi frem til følgende liste.

Listen skal derfor ikke ses som skribentens egen holdning men som madridista.dk’s samlede. Portrætterne af de foregående spillere kan ses i bunden af artiklen. Her fortsætter vi med nummer 16 - god fornøjelse.


16
Toni Kroos

Født: 4. januar 1990

Position: Midtbane
Periode i Real Madrid: 2014-nu
Kampe for Real Madrid: 364
Mål for Real Madrid: 25

Trofæer med Real Madrid:
3 x LaLiga
3 x Supercopa de España
4 x Champions League
2 x UEFA Super Cup
4 x VM for klubhold

Bedrifter i Real Madrid:
- Årets Champions League-hold i hver af de 4 sæsoner mellem 2014/15, 2015/16, 2016/17 og 2017/18
- FIFA FIFPro World 11: 2014, 2016, 2017
- UEFA Årets Hold: 2014, 2016, 2017
- IFFHS Verdens Bedste Playmaker: 2014
- Silbernes Lorbeerblatt (Stor, tysk sportspris, red.): 2014
- UEFA sæsonens LaLiga-hold: 2016/17 og 2019/20
- IFFHS Årtiets Verdenshold 2011-2020
- IFFHS UEFA Årtiets Hold 2011-2020
- Årets tyske fodboldspiller: 2018
- GQ årets tyske atlet: 2019

Mange husker nok 2014 som året, hvor Real Madrid på dramatisk vis vandt La Décima. Men samme år bør også huskes for et andet mindre mirakel. Traditionen tro gik Real Madrid på indkøb i det store VM-sortiment, hvor man hentede Levantes costaricanske keeper Keylor Navas for 10 millioner euro samt VM-topscoreren James Rodríguez for 75 millioner euro. Og så blev den 24-årige, nykårede tyske verdensmester, Toni Kroos, købt for blot 25 millioner euro i Bayern München – altså en tredjedel af, hvad man betalte for James. En pris, der virker komisk lav den dag i dag.

Ved præsentationen i Real Madrid udtalte Kroos: ”Jeg ved, at i denne klub forventes det, at man vinder trofæer, men jeg er den rette mand til den opgave, fordi jeg er vant til at vinde”. Siden har han spillet 364 kampe fordelt på otte sæsoner, scoret 25 mål og leveret 83 assists. 16 trofæer er det blevet til, hvilket giver et snit på to per sæson. Lad os bare sige, at Kroos fik ret i sin profeti.

Som Real Madrid-tilhænger bør man dog først og fremmest prise sig lykkelig over, at Kroos i første omgang havnede i den spanske hovedstadsklub. Han var nemlig tæt på at skifte til Manchester United i 2014, og tyskeren har selv udtalt, at alle formaliteter stort set var på plads, da cheftrænerskiftet fra David Moyes til Louis van Gaal pludselig fik handlen til at falde til jorden. I stedet fik Real Madrid og Carlo Ancelotti, der også var cheftræner dengang, fingre i tyskeren til spotpris. Et køb, der var så godt, at der selv i den tyske stædighed til tider har slået revner, når tidligere stjernespillere som Lothar Matthäus og Matthias Sammer har beskrevet handlen som en fejl for Bayern München. 

Kroos fik en formidabel start på livet i det spanske med en vundet europæisk Super Cup i debutkampen, og efterfølgende var han fast starter i Real Madrids imponerende periode med 22 kampe på stribe med sejre i efteråret og frem til årsskiftet. Tyskerens tal for de kommende sæsoner viser blot, hvordan han fra start gik direkte ind som en vigtig spiller i startopstillingen. I samtlige af de otte sæsoner i klubben har han spillet mindst 42 kampe per sæson, og i fem af dem nåede han op på tocifret antal assists. I debutsæsonen spillede han hele 55 kampe, og i 2016/17-sæsonen lagde han op til 16 mål, hvor især Sergio Ramos var som en magnet på tyskerens flotte server.

I hver af de Champions League-vindende sæsoner mellem 2016 og 2018 missede han desuden blot én Champions League-kamp per sæson og var tæt på fuld spilletid i samtlige knockout-kampe. Kroos var med andre ord en absolut afgørende skikkelse på et af historiens stærkeste Real Madrid-hold op gennem 10’erne med sit usvigeligt sikre pasningsspil og kølige overblik.

Netop pasningsspillet kommer til at være en afgørende del af Kroos’ eftermæle i Real Madrid. Selv udtaler han om sin foretrukne spillestil: ”Jeg foretrækker at have bolden og få modstanderne til at løbe efter den frem for selv at løbe efter bolden i 80% af kampen og spille to-tre afgørende afleveringer. Det ville ikke tilfredsstille mig”.  Man kan nemt sidde med indtrykket, at Kroos går op i kvaliteten af en aflevering, som Cristiano Ronaldo gik op i sine mange mål. Vi har at gøre med en mand, der kræser for sit håndværk. I hver af sine otte ligasæsoner har Kroos snittet et minimum af 92% korrekte afleveringer per kamp og ofte med et gennemsnit nærmere de 94-95% henover hele sæsoner.

Samtidig har Kroos altid været garant for med sin isnende kølighed at sætte styring på Real Madrids spil og afmontere modstandernes pres – en kvalitet, man kan se glimrende analyser af. Lillebroren Felix har udtalt sig i nærmest Pirlo’ske vendinger om sin storebrors rolige sind: ”Han bliver aldrig nervøs. Du kan ringe til ham 5 minutter før en VM-finale og have en helt normal samtale”. Selv forklarer Toni Kroos sin enorme ro på banen således: ”Det vigtigste er at arbejde hårdt og forblive rolig. Det er nemmere sagt end gjort, når der er brand i huset, men jeg er velsignet med gaven, at jeg aldrig bliver nervøs”.

Ret skal være ret. Dette portræt skrives på et tidspunkt, hvor det for første gang kunne tyde på, at Kroos’ niveau er på vej til at dale. De blot tre assists i sæsonen er ikke i nærheden af antallet i tidligere sæsoner – selv ikke den ligeledes ærgerlige 2018/19-sæson, hvor han nåede op på det dobbelte. Han missede de første syv runder af LaLiga efter at have døjet med den værste skade i sin tid i Real Madrid, og siden har han set mere udynamisk ud end nogensinde før i Real Madrid-trøjen. Men det skal ikke få os til at glemme, hvad tyskeren har stået for. Smukke langskudsmål, som nogle gange nærmest bliver afleveret i mål med kirurgisk præcision fra 20-25 meter og andre gange hamret i krogen via overlæggeren som i sæsonåbneren imod Celta Vigo i 2019/20-sæsonen. En afleveringsmaskine uden sidestykke og vigtig del af en mindeværdig æra med Modric og Casemiro som sine tro midtbaneledsagere. En altid fair spiller, der aldrig er blevet udvist i Real Madrid-trøjen, aldrig har skabt problemer uden for banen, og som har taget Real Madrid-mentaliteten til sig siden sin første dag i klubben.

Kroos har flere gange slået fast, at han vil slutte karrieren i Real Madrid, og selvom han blot er 32 år, er der noget der tyder på, at der ikke kommer til at gå mange år endnu, før det sker. Faktisk er der noget der tyder på, at vi meget vel kan være på vej ind i hans sidste sæson forud for kontraktudløbet i 2023. Så vi skal huske at nyde ham, for Kroos er i sandhed en ener og i høj grad synonym med Real Madrids succeser i det seneste årti.

Læs om nr. 17 - Míchel

Læs om nr. 18 - Hugo Sánchez

Læs om nr. 19 - Zidane

Læs om nr. 20 - Santillana

Tags: Spillerportrætter

Log-på for at kommentere

Seneste artikler...