Real Madrids 20 bedste spillere: Nr. 12 - Pirri

Internettet strømmer over med lister over de bedste spillere i Real Madrids historie, og hver gang sidder man og er mere eller mindre uenig.

En aften i juni mødtes redaktionen fra madridista.dk så til et digitalt møde, som handlede om én ting: at blive enige om, hvem der var de 20 bedste spillere i Real Madrids historie og rangere dem.

Enighed var selvfølgelig ikke muligt at opnå, men ved hjælp af demokratisk samtale nåede vi frem til følgende liste.

Listen skal derfor ikke ses som skribentens egen holdning, men i stedet for madridista.dk’s samlede. De foregående pladser kan ses i bunden af artiklen.


12
José Martínez Sánchez “Pirri”

Født: 11. marts 1945

Position: Forsvar/midtbane
Periode i Real Madrid: 1964-1980
Kampe for Real Madrid: 561
Mål for Real Madrid: 172
Trofæer med Real Madrid:
10 x LaLiga
1 x Europa Cup
4 x Copa del Rey

Bedrifter i Real Madrid:
Nr. 4 på alletiders topscorerliste i Real Madrid, da han for klubben: 172 mål (i dag nr. 9)
Spilleren med næstflest kampe for Real Madrid, da han forlod klubben: 561 (i dag nr. 10)
Modtager af La Laureada.

Real Madrid i 1964 kan måske i virkeligheden godt sammenlignes med Real Madrid i 2018. I 1964 forlod Alfredo Di Stéfano klubben, mens det var Cristiano Ronaldo i 2018. Man kom fra enorm europæisk succes med fem europæiske triumfer fra 1956 til 1960. Det samme gjorde man for nyligt, fra 2014 til 2018 med fire Champions League-trofæer. Tilbage stod man med én offensiv stjerne fra de gyldne dage. Dengang Paco Gento. I dag Karim Benzema.

Det er dog hverken Di Stéfano, Cristiano Ronaldo, Paco Gento eller Karim Benzema, vi skal fokusere på i dag. Det kommer en anden dag.

I dag handler det om José Martínez Sánchez. Eller “Pirri”, som han blev kaldt og er kendt som. Pirri blev født den 11. marts 1945 i den spanske by Ceuta, der ligger i Nordafrika. Som 18-årig flyttede han til Granada for at studere. Han spillede dog også fodbold, og her imponerede han i en sådan grad, at Real Madrid fik øjnene op for ham, og i 1964 kom han til klubben for 200.000 pesetas. Han ankom i august, men skulle først få sin debut i november. Dengang var han angriber, og Puskas havde karantæne efter en udvisning mod Betis, mens Felix Ruiz og Pipi Suárez var skadet. I sin første sæson i klubben spillede han yderligere 20 kampe, og Real Madrid vandt deres femte mesterskab på stribe.

Det var dog ikke en ung mand, der var blevet imponeret over Real Madrids Europa Cup-sejre, Di Stéfanos talent eller Puskas’ evner foran kassen. Han havde nemlig aldrig set noget af det.

- Sandheden er, at jeg rent faktisk aldrig havde set Di Stéfano spille. Vi boede i Ceuta i Nordafrika, og vi havde ikke fjernsyn, men jeg var alligevel godt klar over, at holdet var noget særligt, fortalte Pirri til Sid Lowe, som har udgivet bogen “Kærlighed og had i La Liga”.

- Vi blev konstant sammenlignet med de gamle hold. Når man i dag ser tilbage, så var der tale om den vanskeligste periode i Madrids historie.

Dengang kunne man frygte, at Di Stéfanos afgang ville komme til at betyde noget for Madrids dominans, men i ligaen forblev det uændret. Mesterskaber i 1965, 1967, 1968, 1969 og 1972 var et bevis på, at man fortsat havde enorm national succes.

I 1966 formåede man, som i 2022, at vinde Europa Cuppen i en tid, hvor man absolut ikke regnede med det. Og ligesom i 2022 mødte man stærk modstand på vejen dertil. I finalen besejrede man FK Partizan med 2-1 i Bruxelles, men det var dog ikke dén sejr, man var mest stolt af. Partizan var et udmærket hold, der havde slået Manchester United ud i semifinalen, men den helt store test for Real Madrid var i deres egen semifinale, mod de forsvarende, dobbelte, mestre fra FC Inter. 1-0 på Bernabéu og 1-1 i Milano var nok. Efter sejren over Partizan havde Real Madrid vundet La Sexta. Den sjette. På vejen mod finalen havde Pirri scoret tre mål, inklusiv et i semifinalen.

På det tidspunkt var Spanien ikke et sted man længtes efter, hvis man da ikke selv var flygtet derfra. Nationen var svøbt ind i en “pseudodemokratisk kappe”, som Sid Lowe kalder det, når han beskriver, at landet stille og roligt blev åbnet mere op efter Franco-diktaturets værste stunder. Franco eksisterede ganske vist stadig, men der var begyndt at ske forandringer, bl.a. med en noget løsere censur. Madrids mange Europa Cup-sejre i 1950’erne blev set som et lyspunkt i mørket for Madrids borgere. Og ganske vist også diktaturet, der kunne bruge det som en national succeshistorie.

I midten af 60’erne var til gengæld Spanien ved at komme ind i varmen igen, og denne her sejr, i 1966, blev set som et led i Spaniens genkomst.

Holdet der vandt turneringen fik tilnavnet Ye-Yés efter en række spillere, bl.a. Pirri optrådte på et fotografi med Beatles-agtige parykker. En oversættelse af “Yeah yeah”-koret på Beatles-sangen “She Loves You”. Spillerne var glade, unge og spanske. “Her er Madrids ye-yés: venskab og en ungdommelige, smittende glæde”, stod der i teksten til billedet.

Pirri var kendt som en spiller med et enormt hjerte. I 1971 spillede han anden del af finalen i Cup Winners’ Cup med armen i slynge. Det første opgør var endt 1-1, og Pirri havde brækket armen sidst i kampen. Den første kamp blev spillet på et fyldt stadion i Piraeus i Grækenland, men endte 1-1. Man havde ikke straffesparkskonkurrence, så en returkamp blev arrangeret på samme stadion blot 48 timer senere. Her var stadion ikke nær så fyldt, da fans af de to klubber ikke havde booket billetter med en omkamp i sigte. Mange var taget hjem, og de 42.000 der var til den første kamp var nu skåret helt ned til 20.000. Som nævnt havde Pirri brækket armen i den første kamp, men 48 timer senere var han på banen igen.

- Jeg troede ikke jeg kunne spille, men på kampdagen kom holdlægen og træneren, Miguel Muñoz, hen til mit værese og spurgte mig om jeg ville spille. “Selvfølgelig, men jeg skal have gipsen af”. De tog den af, gav mig en forbinding og slynge på, bedøvede min arm, hvilket gjorde mig svimmel, og jeg spillede. Vi tabte, men hvis det var i dag, så ville jeg gøre igen uden tøven.

I 1968 havde Pirri også vist sig som en vaskeægte jernmand. Han var netop hjemvendt fra et militær-VM i Baghdad i Irak, og da han kom hjem havde han feber på 39 eller 40. Han spillede dog alligevel og inden der var gået 10 minutter af kampen var hans kraveben gået af led. Man kunne ikke skifte ud dengang, så han blev sendt i omklædningsrummet, fik noget godt til smerten og blev sendt tilbage på banen. Efter kampen tog de på hospitalet, men de kunne ikke operere, fordi han jo havde høj feber. Og senere, i 1975, spillede han med en brækket kæbe i pokalfinalen mod Atlético Madrid. Real Madrid vandt efter straffesparkskonkurrence, hvor Pirri scorede.

Santiago Bernabéu kunne godt lide Pirris attitude - han elskede spillere der ofrede alt - og spanieren blev honoreret med klubbens højeste udmærkelse: La Laureada. Pirri var den første til at modtage La Laureada, og siden er det kun sket for én anden spiller, Gregorio “Goyo” Benito, der spillede i klubben fra 1969 til 1982.

Pirri forlod Real Madrid i 1980, 35 år gammel. Han havde en aftale om at forlænge kontrakten, men han ville gøre plads til de dygtige spillere der var på vej op fra Castilla. Og netop Castilla var faktisk hans sidste modstander. I 1980 stod finalen i Copa de España nemlig mellem Real Madrid og Real Madrid Castilla. Kampen endte 6-1 til førsteholdet og Pirri kunne trække sig tilbage efter triumfer i både La Liga og pokalen.

De sidste år af karrieren fokuserede Pirri på sin uddannelse, mens han spillede for Puebla i Mexico, og i 1982 vendte han tilbage til Madrid - denne gang som klublæge i de efterfølgende 14 år. I 1996 blev han sportsdirektør indtil Florentino Pérez blev valgt ind i 2000 og Jorge Valdano erstattede ham.

Ud over La Sexta vandt Pirri hele 10 ligatitler med Real Madrid (1964–65, 1966–67, 1967–68, 1968–69, 1971–72, 1974–75, 1975–76, 1977–78, 1978–79, 1979–80). Det gør ham til den spiller i ligaens historie med næstflest mesterskaber, kun overgået af Paco Gento, som vandt 12.

Det blev ligeledes til fire pokal-triumfer (1969–70, 1973–74, 1974–75, 1979–80).

Læs om nr. 13: Emilio Butragueño

Læs om nr. 14 - Fernando Hierro

Læs om nr. 15 - Amancio

Læs om nr. 16 - Kroos

Læs om nr. 17 - Míchel

Læs om nr. 18 - Hugo Sánchez

Læs om nr. 19 - Zidane

Læs om nr. 20 - Santillana

 
 
 

Tags: Spillerportrætter

Log-på for at kommentere

Seneste artikler...

Annonce