Real Madrids 20 bedste spillere: Nr. 2 - Di Stéfano

di stefano portræt

Internettet strømmer over med lister over de bedste spillere i Real Madrids historie, og hver gang sidder man og er mere eller mindre uenig.

En aften i juni mødtes redaktionen fra madridista.dk så til et digitalt møde, som handlede om én ting: at blive enige om, hvem der var de 20 bedste spillere i Real Madrids historie og rangere dem.

Enighed var selvfølgelig ikke muligt at opnå, men ved hjælp af demokratisk samtale nåede vi frem til følgende liste.

Listen skal derfor ikke ses som skribentens egen holdning men som madridista.dk’s samlede. Portrætterne af de foregående spillere kan ses i bunden af artiklen. Nu er vi for alvor nået til sværvægterne. Her følger nummer 2 – god fornøjelse!


2
Alfredo Di Stéfano

Født: 4. juli 1926

Position: Angriber
Periode i Real Madrid: 1953-1964
Kampe for Real Madrid: 396
Mål for Real Madrid: 308

Trofæer med Real Madrid:
- 5 x Europa Cup
- 8 x LaLiga
- 1 x Intercontinental Cup
- 2 x Latin Cup
- 1 x Copa del Rey (dengang ”Copa del Generalísimo”)

Bedrifter i Real Madrid:
- Ballon d’Or i 1957 og 1959
- Mest scorende Real Madrid-spiller ved karrierestop. I dag er han nummer 4.
- Rekordindehaver af flest kampe på stribe for Real Madrid med 171 styks fra september 1953 til februar 1959
- 5 gange topscorer i LaLiga: 1954, 1956, 1957, 1958, 1959
- 2 gange topscorer i Europa Cuppen: 1958, 1962
- Eneste spiller, der har scoret i fem forskellige finaler i Europa Cuppen/Champions League
- Hans syv finalemål i Europa Cuppen/Champions League er rekord (sammen med Ferenc Puskás)
- Mest scorende spiller i Europa Cuppen frem til 2005, hvor Raúl overhalede ham
- Mest scorende Real Madrid-spiller i El Clásico sammen med Cristiano Ronaldo
- Eneste spiller i historien, der har modtaget en Super Ballon d’Or. Den fik han i 1989
- Ærespræsident i Real Madrid fra 2000 til sin død i 2014

Alfredo Di Stéfano blev født i den argentinske hovedstad Buenos Aires tilbage i år 1926. Her begyndte han sin karriere hos River Plate, hvor han allerede i en alder af 21 drev holdet til mesterskabet som ligaens topscorer. Senere forårsagede en spillerstrejke i 1949, at Di Stéfano skiftede til klubben Millonarios i Colombia, som han tørnede ud for frem til 1953.

I 1952 afholdt Real Madrid en venskabsturnering i anledning af klubbens 50-års jubilæum på det nybyggede Estadio Santiago Bernabéu, der var blevet opført blot fem år tidligere. Her blev Millonarios inviteret som den sydamerikanske repræsentant i turneringen, og det skulle blive første gang, at præsident Santiago Bernabéu så Di Stéfano spille. Det endte med at Millonarios vandt turneringen, blandt andet med en 4-2-sejr over Real Madrid med Di Stéfano som dobbelt målscorer. Mens den colombianske klub var på verdenstur, slog de tilmed det dengang så stærke ungarske landshold samt de forsvarende verdensmestre fra Uruguay. Både Barcelona og Real Madrid havde fået øjnene op for Di Stéfano, og det skabte et ræs om at hente den argentinske stjerne. Hvordan forløbet udspillede sig, er der skrevet mange, lange artikler og kapitler om. For nuværende er formålet at skildre Di Stéfanos bedrifter i Real Madrid, og eftersom transfersagaen i sig selv er en kæmpe historie, holder vi os til det faktum, at Real Madrid endte med at snuppe Di Stéfano i 1953. For en uddybende beskrivelse af indkøbet af Di Stéfano er kapitlet ”Århundredets køb” i Sid Lowes bog ”Kærlighed og had i La Liga” en anbefaling herfra.

Lad os så komme i gang med fortællingen om en af ikke bare Real Madrids men også verdensfodboldens største aktører. Da Di Stéfano kom til klubben i 1953, var Real Madrid slet ikke i den forfatning som i dag. Barcelona havde netop vundet deres femte og sjette spanske mesterskab, Atlético Madrid stod på fire, Valencia på tre og Athletic Bilbao på fem. Real Madrid havde ikke vundet ligaen siden 1933. 14 år var der gået siden afslutningen på den spanske borgerkrig, og Real Madrid havde vundet to ud af 22 mulige spanske mesterskaber, siden ligaen blev oprettet.

Men så kom den 27-årige Di Stéfano til klubben, og momentum skiftede som med et trylleslag. Allerede i argentinerens første to sæsoner vandt Real Madrid mesterskabet, og i alt satte man sig på otte trofæer ud af elleve mulige i Di Stéfanos tid i klubben. Han scorede i sin debut fem dage efter, Real Madrid havde fået ham til klubben i september. Først i oktober afstod Barcelona endegyldigt rettighederne til ham, og to dage senere scorede han to gange og lagde op til yderligere to mål i en 5-0-sejr over catalonierne. Han lavede hattrick i de sidste to kampe i ligaen og sluttede med 27 mål på 28 kampe. I Europa skulle man rydde bordet med fem Europa Cup-titler på stribe fra 1956 til 1960 med Di Stéfano som målscorer i alle fem finaler og som topscorer i to af udgaverne.

Di Stéfano, der også gik under kælenavnet Den Blonde Pil, blev topscorer i ligaen fem gange og kunne formentlig have taget prisen flere gange, hvis ikke Puskás var ankommet i 1958 som en mere rendyrket angriber, der tillod Di Stéfano ikke altid at være manden, der også skulle afslutte angrebene. I 1957 og 1959 vandt Di Stéfano Ballon d’Or, og da han forlod klubben i 1964 i en alder af 38 stod Real Madrid på ti mesterskaber. Det var flere end nogen anden klub, og sidenhen har Real Madrid aldrig smidt føringen på vundne mesterskaber. Det samme gælder i øvrigt vundne Europa Cup/Champions League-titler.

I den tidligere nævnte bog af Guardian-journalist og ekspert på spansk fodbold, Sid Lowe, skildres det skælsættende år, hvor Di Stéfano kom til klubben således: ”1953 var vendepunktet, året, der ændrede alt. Fodboldhistorien kan deles op i et ’før Alfredo Di Stéfano’ og et ’efter Alfredo Di Stéfano’. Utallige spillere har vundet medaljer, båret deres hold frem til hæder og stået for magiske øjeblikke, der for altid lever i hukommelsen. Men kun få kan med rette hævde at have ændret historien”. Lowe tilføjer, at der for Real Madrid ikke havde været noget, der hed Galácticos, fyldte stadions, storhedsfølelse eller store succeser uden Di Stéfano. Han strækker sig endda til at hævde, at selve Spanien ville have set anderledes ud, og at den moderne fodboldhistorie ikke ville give mening uden argentinerens indtog i fodboldverdenen.

Di Stéfano er mest kendt som en angriber, og hans statistikker fortæller da også historien om en målfarlig herre. 308 mål på 396 officielle kampe har Real Madrid opgjort det til – og en del flere af begge dele, hvis man medtæller de uofficielle. Den dag i dag, hvor der er langt flere kampe i Champions League-turneringerne, er Di Stéfano stadig nummer ni på all time-listen over flest mål. Kun én spiller i top20 kan toppe Di Stéfanos målsnit på 0,84 efter 49 mål på 58 kampe – nemlig hans ven og angrebsmakker Puskás med et snit på 0,88.

Udover ordene fra Sid Lowe er det nærmest en pligt at inddrage en god portion af de mange, vilde citater fra store fodboldpersonligheder om Di Stéfano. For han er ikke blot én af de store drenge fra det gyldne mandskab i 50’erne. Han er ikke Gento, Puskás, Rial, Santamaría eller Kopa – han er en kaliber højere, og han var sammen med Gento den første af 50’ernes stjerner, der kom til klubben. Ser man gamle kampe, og dykker man ned i, hvordan Di Stéfanos fodbold blev betragtet, finder man dog hurtigt ud af, at han var langt mere end blot en angriber.

I bogen ”Fodbold i Spanien” af Svend Rybner og Jesper Ralbjerg beskrives Di Stéfano således: ”Di Stéfano er formentlig den mest komplette fodboldspiller nogensinde – selv ikke brasilianeren Pelé besad så mange og så alsidige kvaliteter”. Lad os tage fat i denne beskrivelse og gå lidt videre med den, for Pelé har selv udtalt: ”Folk diskuterer, om Pelé eller Maradona var den bedste. Di Stéfano var den bedste, han var langt mere komplet”. Også Guldbold-vinderen Eusébio istemmer og kalder Di Stéfano den mest komplette fodboldspiller i spillets historie, ligesom store navne som Michel Platini og Alex Ferguson og en lang række andre, tidligere spillere har lovprist den legendariske argentiner.

Når Di Stéfano beskrives som den mest komplette fodboldspiller nogensinde, er det oplagt med nogle mere deskriptive udtalelser. Eksempelvis fra en af historiens største cheftrænere, Helenio Herrera, der sagde, at ”Alfredo Di Stéfano var den bedste fodboldspiller nogensinde – endda langt bedre end Pelé. På én og samme tid var han ankeret i forsvaret, playmakeren på midtbanen og den farligste spiller i angrebet.” Amancio forklarer: ”Han var forsvarer, midtbanespiller og angriber. Han var simpelthen en robot. Han stod for det hele. Og han blev aldrig træt.” Den tidligere Real Madrid-spiller Juan Santísteban bemærker: ”Uanset hvad folk har fortalt dig om Alfredo Di Stéfano, så glem det. Det dækker alligevel ikke. Uanset hvor god de siger, han var, så var han bedre. Han var et monster. Ingen kunne stoppe ham. Du har aldrig set en som ham, og du kommer aldrig til det”. Legendariske Miguel Muñoz udtalte, at ”Di Stéfanos storhed var, at med ham på dit hold havde du to spillere på alle pladser”. Gento beskriver ham som mere værdifuld end tre Galácticos til sammen, og ifølge manden bag hans biografi ville man måske nærme sig Di Stéfanos niveau, hvis man samlede Redondo, Zidane og Ronaldo i én.

Nu, hvor vi er godt i gang med lovordene, så lad os også lige smide en anekdote ind fra Sir Bobby Charlton. En tidligere Guldbold-vinder, verdensmester, en af historiens bedste fodboldspillere og en Manchester United-legende. Altså ingen hr. Hvem-som-helst. Charlton husker tilbage på semifinalen i 1957 mellem Real Madrid og Manchester United i Europa Cuppen: ”De slog os 3-1, og han styrede hele kampen. Jeg havde aldrig set noget lignende. Alt gik gennem ham. Målmanden gav bolden til ham, forsvarsspillerne gav den til ham, midtbanespillerne linkede med ham, og angriberne søgte ham. Det her var Di Stéfano, da han var 30. Hvordan må han have været i sin ungdom? Han kontrollerede kampen fuldstændig. Du kiggede på ham og spurgte dig selv: Hvordan skal jeg nogensinde kunne stoppe ham? Han var ganske enkelt den mest intelligente spiller, jeg nogensinde har set”.

Vi kan blive ved og ved og ved. Citater fra Emilio Butragueño, Florentino Pérez, Ferenc Puskás, Just Fontaine og endda Johan Cruyff, som har kaldt Alfredo Di Stéfano sit største idol grundet sin bevægelse og holdånd. Derfor var Di Stéfano formentlig også en vigtig inspirationskilde for den hollandske totalfodbold og de stilarter, den senere skulle forgrene sig til.

Di Stéfano var tydeligvis en spiller, der skulle meget andet end blot at sparke bolden det sidste stykke i kassen. Han beskrives som allestedsværende på banen, hurtig, kraftfuld, teknisk stærk og generelt et skridt foran alle andre på banen. Med så flotte, anerkendende ord fra alle vinkler i fodboldverdenen, er det klart, at man i et portræt af manden bliver nødt til selv at dykke ned i gamle kampe og klip på nettet for at få syn for sagen. Selvom mange af billederne er grynede, og kameravinklerne er akavede, er det ingen sag at se, at Di Stéfano var chefen på fodboldbanen. Han ser ud til altid at være på forkant med situationerne, umulig at bringe ud af balance, uanset hvor mange modstandere der kaster sig hovedkulds ind i ham i håbet om at stoppe ham, og ligheden med Zinedine Zidane synes ikke helt fjern. Både videoklip og folk, der oplevede ham, beretter om et uimodståeligt drive frem i banen kombineret med en stærk fysik og evne til altid at opdage, hvilken retning det næste træk skal tages i. Samtidig var han ikke bleg for at aggressive, defensive løb og glidende tacklinger, og generelt fremstår han som en spiller, der må have været protagonisten i enhver fodboldkamp.

Mens Di Stéfano var uvurderlig på banen, var han ifølge beretningerne samtidig en mand, der tærede på sine omgivelser. Tidligere medspillere beretter om en ledertype i ordets mest bogstavelige forstand. Han var en spiller, der altid forlangte det maksimale af sine holdkammerater i holdets tjeneste og ikke tolererede nederlag. Tidligere holdkammerater og store navne i Real Madrids historie som Amancio, Ignacio Zoco og Santísteban erindrer en ubarmhjertig, hårdtarbejdende, frygtindgydende, temperamentsfuld, nærmest kronisk vred patriark. En person og spiller, der var fuldstændig besat af at vinde, kunne tendere mod at være decideret ubehagelig og genererede enorm respekt omkring sig. I portrættet af Amancio har vi eksempelvis allerede fremhævet episoden, hvor Di Stéfano fortalte det unge stjernefrø, at han måtte svede for at kunne gøre sig fortjent til at bære Real Madrid-logoet på trøjen.

Vi har allerede været rundt om masser af kendte citater fra andre spillere om Di Stéfano, men selv var han også garant for en række berømte udtalelser. I den mere spøjse ende sammenlignede han blandt andet en 0-0-kamp med en søndag uden sol, mens han også står bag ordene: ”At score mål er ligesom at elske: Alle kan gøre det, men ingen gør det som jeg”. Citater som ”ingen spiller er bedre end holdet til sammen” vidner om, at Di Stéfano ikke var en superstjerne med primadonnanykker, mens bemærkningen om, at ”omdømmer ikke kan vinde fodboldkampe – det kan kun mål” siger noget om, at han vidste, at der skulle arbejdes for sejren. I den absolut samtidsrelevante kategori findes det udødelige citat: ”Man skal ikke spille finaler. Man skal vinde dem”. Di Stéfanos ånd lever tilsyneladende videre i syningerne på Real Madrid-spillernes klæder den dag i dag.

Det er næsten en uretfærdig opgave at skulle skrive et portræt med en nogenlunde overskuelig længde om Di Stéfano, når der er så meget at dykke ned i. Allerede nu synes frasorteringen kriminel, og vi har ikke engang taget fat på historierne uden for banen. Som da han i 1963 blev truet med pistol og kidnappet fra sit hotel af en venezuelansk guerillagruppe under Real Madrids optaktssæson i Sydamerika for derefter at blive løsladt uskadt tre dage senere. Eller hvad med historien om den brasilianske stjerne Didi, som Real Madrid hentede i 1959 men måtte sende hjem igen et år senere, da han tilsyneladende blev frosset ude af den dominante Di Stéfano. Der er også historien om dengang, han optrådte i en reklame for damestrømper, om da hans børn fik ham erklæret inhabil, da han i en alder af 87 havde planer om at gifte sig med sin 50 år yngre sekretær, og om den Super Ballon d’Or, han som den eneste fodboldspiller i historien vandt i 1989 foran Cruyff og Platini.

Vi er dog nødt til at gøre plads til hans afslutning i Real Madrid. I 1964 nåede Real Madrid for syvende gang af ni mulige finalen i Europa Cuppen, men ligesom i 1962 blev det til et nederlag. Denne gang på 3-1 til Helenio Herreras Inter-hold, og det skulle blive Di Stéfanos sidste kamp for Real Madrid. Historien går på, at han var raget uklar med en anden enorm karakter i Real Madrids fortælling, cheftræneren Miguel Muñoz. I finalen havde Di Stéfano været stærkt utilfreds med det taktiske oplæg, og undervejs i kampen havde han råbt ukvemsord i retning af cheftræneren. Der opstod postyr i klubben, og i det efterfølgende lokalopgør mod Atlético Madrid blev Di Stéfano frasorteret. I en alder af 38 var han færdig i klubben, og det blev ingen køn afsked, idét han hverken var på bølgelængde med Muñoz eller præsident Santiago Bernabéu. Han blev ellers tilbudt en rolle i Real Madrids trænerstab, men han afslog og tog i stedet to sæsoner hos Espanyol, mens forholdet mellem Di Stéfano og Real Madrids højeste herrer blev isnende køligt. Det er næppe heller tilfældigt, at da han endelig blev cheftræner i den første af to omgange for Real Madrid efter at have trænet i andre klubber gennem en årrække på 15 år, var det fire år efter Bernabéus død. Som cheftræner for Real Madrid blev han dog aldrig en særlig stor succes, men han nåede at blive kendt som manden, der skulle give debut til størstedelen af Quinta-drengene, herunder Emilio Butragueño. Florentino Pérez gav ham heldigvis en ærefuld rolle i klubben i år 2000, hvor han udnævnte ham som ærespræsident. En post, han bestred til sin død i 2014.

Di Stéfano er det ubetingede stærkeste symbol på Real Madrids historie. Nok ender han ikke som nummer ét på denne liste, men med hensyn til historisk betydning kommer ingen i nærheden af ham. Det er alene af den grund, at ingen andre har måttet hive Real Madrid op fra sølet og placere klubben på fodboldens største scene. Han var én af tre spillere sammen med Gento og anføreren før han selv, José María Zárraga, der var med i alle de fem første Europa Cup-triumfer. Hans syv finalemål i alt i Europa Cuppen er rekord sammen med Puskás, og han vil altid være kendt som en af hovedpersonerne i den berømte 7-3-sejr i finalen i 1960 over Frankfurt, hvor han scorede hattrick. Han spillede aldrig en sæson i Real Madrid uden at vinde LaLiga eller Europa Cuppen, og i dag er Castillas hjemmebane opkaldt efter ham. Gento har udtalt, at intet ville have været det samme uden Di Stéfano, Butragueño har slået fast, at Real Madrids historie begynder med argentineren, mens Florentino Pérez beskriver ham som den vigtigste person i både Real Madrids og fodboldens historie.

At Di Stéfano alligevel ikke synes at være med i fortællingen om de største gennem tiden på samme niveau som Pelé og Maradona (ud over nutidens Cristiano Ronaldo og Lionel Messi) synes at skyldes, at han aldrig fik den store succes med landsholdet. Pelé har hele tre VM-titler, Maradona er kendt for Argentinas mytiske triumf i 1986, men Di Stéfano havde aldrig heldet til overhovedet at deltage i et VM. Det er på trods af, at han nåede at optræde for hele tre forskellige landshold, som det kunne sømme sig dengang. I 1950 og 1954 trak Argentina sig fra kvalifikationerne, ligesom han også fik karantæne af FIFA for at have spillet for det colombianske landshold. I 1958 spillede han for Spanien, men de skuffede og røg ud i kvalifikationen, og da det endelig så ud til at lykkes i 1962 som 36-årig, blev han skadet umiddelbart før slutrunden.

Di Stéfanos enorme bedrifter er altså næsten udelukkende på klubplan, hvilket muligvis til tider har afholdt ham fra at være med i de helt store diskussioner om de allerbedste spillere. Heldigvis er det dog netop for Real Madrid, at legenden om Di Stéfano har manifesteret sig, og har man bare den mindste form for hengivenhed til klubben – eller måske endda til spillet generelt – bør man i sit stille sind sende Den Blonde Pil en kærlig tanke.

Læs om nr. 3 - Raúl

Læs om nr. 4 - Sergio Ramos

Læs om nr. 5 - Benzema

Læs om nr. 6 - Puskás

Læs om nr. 7 - Gento

Læs om nr. 8 - Casillas

Læs om nr. 9 - Modric

Læs om nr. 10 - Marcelo

Læs om nr. 11 - Roberto Carlos

Læs om nr. 12 - Pirri

Læs om nr. 13 - Butragueño

Læs om nr. 14 - Fernando Hierro

Læs om nr. 15 - Amancio

Læs om nr. 16 - Kroos

Læs om nr. 17 - Míchel

Læs om nr. 18 - Hugo Sánchez

Læs om nr. 19 - Zidane

Læs om nr. 20 - Santillana

 
 
 

Tags: Spillerportrætter

Log-på for at kommentere


mohbar svaret på emne: #1 5 måneder 1 uge siden
Al al respekt for Di Stefano, men CR7 havde bare det ekstra i en tid hvor et andet hold har domineret totalt. 


​​​​​​
Kratmus svaret på emne: #2 5 måneder 1 uge siden
Fremragende artikelserie. Jeg må indrømme, at jeg synes, at CR7 er nummer 1 på denne liste. Jeg synes ikke, at han kun har spillet for sig selv, og så er han jo med længder den mest scorende og afgørende spiller i nyere tid.
Moderne fodbold er sværere at begå sig i, og tempoet i ovenstående video viser min pointe. Jeg tror, at de dominerende spillere dengang havde været mere middelmådige i moderne fodbold.

Edit:
I øvrigt så tror jeg, at Valverde har potentialet til at blive den bedst placerede midtbanespiller på denne liste, men det må tiden vise.
Kimbo svaret på emne: #3 5 måneder 1 uge siden
Fremragende artikel
Forfærdelig placering
Daniel's profilbillede
Daniel svaret på emne: #4 5 måneder 1 uge siden
​Ingen kommentarer på Malthes fuldstændig fremragende artikel endnu. Det er fandeme en større skandale end Alfredo Di Stéfanos flotte andenplads på VORES top 20-liste. 

Malthe og Nicklas har lavet et enestående stykke arbejde med de her artikler. Som en del af Madridista.dk's crew er jeg fandeme stolt af det her arbejde. Magisk! 
Ramos4's profilbillede
Ramos4 svaret på emne: #5 5 måneder 1 uge siden
Ronaldo vandt TO mesterskaber på 9 år. Get out of heeeere.
Dragam svaret på emne: #6 5 måneder 1 uge siden

Ramos4 post=152989 skrev: No way. No fucking way.

Meget har I budt mig gennem årene, men I sætter fandme ikke Cristiano over Di Stéfano.

Jeg må ligge ned.

​Jeg tror dårligt at jeg ville have lejesoldaten på nogen real madrid "topliste", fordi han spillede aldrig for real, kun for sig selv, hvorimod Di Stefano var MR. Real Madrid !
Brylle's profilbillede
Brylle svaret på emne: #7 5 måneder 2 uger siden
​Øh
Fondo_Sur's profilbillede
Fondo_Sur svaret på emne: #8 5 måneder 2 uger siden
Skandale!!
GuldsmedeN svaret på emne: #9 5 måneder 2 uger siden
​xD
Ramos4's profilbillede
Ramos4 svaret på emne: #10 5 måneder 2 uger siden
No way. No fucking way.

Meget har I budt mig gennem årene, men I sætter fandme ikke Cristiano over Di Stéfano.

Jeg må ligge ned.

Seneste artikler...

Annonce